Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske Mener

Konservative trængsler

Nok står de konservative partier stærkt i Europa, men herhjemme har Det Konservative Folkeparti fortsat svært ved at mobilisere danskerne. Uro i form af personstridigheder og politisk slinger over en årrække har kostet. Tabt troværdighed tager tid at genvinde. Her ganske kort inden et valg ser det svært ud for Søren Pape Poulsen og hele det nye hold af konservative kandidater.

At der er erkendte problemer ses ved, at den nye partileder har meldt ud, at Det Konservative Folkeparti ikke for enhver pris skal være en del af en borgerlig-liberal regering, hvis ellers valget resulterer i blåt flertal. Det vil afhænge af størrelsen på partiet, lyder det fra Pape. Konservative har ellers været et af de regeringsbærende partier i årtier. En del af dets DNA består i at tage ansvar. Men selvfølgelig ikke for hvad som helst. Heri ligger en del af miseren. I tiåret med borgerlige regeringer formåede de Konservative at zigzagge. Så meget at traditionelle synspunkter om lav skat og mådehold med offentlige udgifter i en periode blev til, at man en overgang skulle være de offentligt ansattes parti. Oveni kom alle de uheldige personsager.

Nok er tidsånden en flygtig størrelse, men for et konservativt parti må der være faste holdepunkter. Her har det knebet i en periode. Så det er tid til at genfinde principperne, og elementer hertil ligger i den værdipolitiske stop-kampagne. I særdeleshed når det handler om den økonomiske politik, hvor fokus er på at stoppe regler, der bremser erhvervslivet, plyndringen af boligejerne og topskattetyranniet. Når det gælder værdipolitikken, handler det om, at indbrudskriminelle skal mærke en klarere sanktion, så der tages hensyn til retsfølelsen. Mens det lidt platte ordvalg om »stop nazi islam isme« må forstås som en i øvrigt rigtig ambition om at standse muslimsk radikalisering og ekstremisme. Den konservative Naser Khader har opfundet udtrykket, og det er værd at hæfte sig ved at selvsamme Khader blev fremhævet som en vigtig stemme, da den verdensberømte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali forleden var i Danmark.

Godt nok stiller de blå partier med Lars Løkke Rasmussen (V) som statsministerkandidat, og på flereområder har de fremlagt fælles sigtelinjer. Det er selvsagt fornuftigt at markere, at enige det bliver man, men alligevel viger de blå i meningsmålingerne. Hertil er flere årsager udover Konservatives målinger, bl.a. Venstres vigende formkurve. Konservative siger selv, at de er det eneste parti, der har noget af det hele, både gin og tonic, som en vittig sjæl har udtrykt det. Men sådan er verden ikke, og i hvert fald ser vælgerne ikke sådan på det.

At genopbygge vælgertillid tager tid. Så når Søren Pape og det nye hold omkring ham med betydelig energi lancerer politik, uden at det kan mærkes på meningsmålingerne, er der kun at fortsætte. Danskerne er gode til at gennemskue, om partierne har reelle politiske forslag på hylderne. Vejen til K-fremgang, og til blå fremgang i øvrigt, kræver, at partierne tør fortælle om de upopulære valg og reformer, der ligger og venter, når hullet i dansk økonomi viser sig efter 2020, i takt med at demografien radikalt ændres.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.