Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

I opposition som støtteparti

»Det spørgsmål, som den almindelige vælger stiller sig selv, er, hvorfor det skal komme til en begyndende ministerstorm og åbenlys mistillid mellem en regering og dens støtteparti, for at en sag, der forekommer mest at bestå af teknikaliteter, kan blive løst? «

Undskyld, undskyld og så formentlig endnu en gang undskyld. Ydmyghed kan være en velanbragt egenskab, når man indtager en ministerpost. Men man må sandelig sige, at medlemmerne af regeringen Løkke Rasmussen lærer ydmyghed på den hårde måde.

Tirsdag var det miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), som akkurat slap for at rydde kontoret efter at have været en tur i vridemaskinen i den såkaldte kvotekongesag. For ikke så længe siden måtte transportminister Ole Birk Olesen bide en ikke just tindrende liberal taxilov i sig og lade sig riste over en sagte ild i et samråd. Og inden VLAK-regeringen blev til virkelighed, var det daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som røg ud på en landbrugspakke.

Sådan er den politiske virkelighed. Ministre står til ansvar for Folketinget, og ministre må ikke lyve. I Lunde Larsen-sagen er Dansk Folkeparti efter intern snakken frem og tilbage blevet enig med sig selv om, at ministeren ikke har løjet og dermed ikke overtrådt ministeransvarlighedsloven. Esben Lunde Larsen har ikke givet tilstrækkelige oplysninger til Folketinget og kan slippe med en næse. En kraftig en af slagsen, forstås.

Så er der lidt ro på igen. Størrelsen af fiskekvoter er næppe et spørgsmål, der kan bringe vælgerbefolkningen på randen af revolution. Selv om det bestemt ikke er en uvigtig sag for fiskeri- og fødevaresektoren. Det afgørende i komplekset – i lighed med landbrugspakken – er, om den ansvarlige minister har overholdt loven og orienteret Folketingets politikere i det omfang, de har krav på.

Det spørgsmål, som den almindelige vælger stiller sig selv, er, hvorfor det skal komme til en begyndende ministerstorm og åbenlys mistillid mellem en regering og dens støtteparti, for at en sag, der forekommer mest at bestå af teknikaliteter, kan blive løst? Dansk Folkeparti pegede efter valget i 2015 på en borgerlig statsminister – og gør det sandsynligvis igen efter næste valg. Men samtidig har DF placeret sig med et ben i oppositionen, så partiet skiftevis kan støtte og modarbejde VLAK-regeringen. Som en hundeejer, der løsner snoren til en tilsyneladende frihed, hvorefter kræet bliver trukket på plads igen.

De manøvrer synes ikke blot mærkelige fra et borgerligt perspektiv, de er lammende for det politiske arbejde. Løkkes stort anlagte reformplaner fra efteråret synes at være faldet til jorden. Mens regeringen drømmer om liberale ændringer af velfærdssamfundet, som kan sætte både den offentlige sektor og den enkelte skatteborger fri, har DF tilsluttet sig velfærdskoalitionen, der ser skattestigninger som svaret på alle politisk-økonomiske udfordringer.

Det handler ikke mindst om kemi. Dansk Folkeparti drømmer sig tilbage til tiden under Anders Fogh Rasmussen, hvor statsministeren bestemte nærmest enevældigt, men respekterede DF og orienterede partiet omhyggeligt. Lars Løkke Rasmussen har en anden ledelsesstil, mere åben og mere distræt, om man så må sige. Det må DF forholde sig til. Omvendt må Løkke stramme op og erkende, at en regeringsleder ikke kan ignorere sit parlamentariske grundlag. Det er mildest talt tid for den berømte kop kaffe. Muligvis må statsministeren investere i en 12 liters kaffebrygger, før stemningen bliver bedre. Lige nu virker regeringen låst, og der er stadig længe til valget.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.