Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Hovsa-indgreb kan skabe panik på boligmarkedet

Selvfølgelig skal vi lære af finanskrisen. De store nedture i nyere historie har næsten alle en klar forbindelse til boligmarkedet, som sammen med store bevægelser på finansmarkederne kan bringe en økonomi i knæ. Vi skal derfor lytte, når anerkendte økonomer i Berlingske Business advarer om faren for en boligboble i Danmark. Men vi skal på den anden side heller ikke gå i panik.

Det er fristende for myndigheder og politikere at sætte rammer op for at udjævne de vildeste udsving på boligmarkedet. Store prisstigninger skaber ubalancer og risici, fordi efterfølgende store prisfald kan give økonomien en mavepuster. Alle parter må dog også se egne begrænsninger i øjnene og ikke forledes til at tro, at de kan håndstyre markedet og fjerne alle sten på vejen.

Konkret er et flertal i Folketinget enedes om at sætte grænser for afdragsfrihed og variabelt forrentede lån for de mest forgældede købere i de dyreste områder i landet – i praksis primært i hovedstadsområdet. Det er disse nye regler, som møder kritik fra en europæisk tænketank for ikke at være indgribende nok. Blandt andet kan stærkt belånte boligejere stadig få et afdragsfrit lån, hvis blot det er med fast rente. Den finansielle risiko ved næste lavkonjunktur vil derfor stadig være høj for udsatte boligejere. For førstegangskøbere kan det alligevel være den rigtige løsning – så den dyreste gæld kan afvikles først.

Advarslen kommer denne gang fra en europæisk tænketank, som sammenligner med Norge og Sverige. Skeler vi til vores skandinaviske naboer, er reguleringen for nylig blevet strammet mere end i Danmark, og det har for eksempel allerede medført en ret hård opbremsning på boligmarkedet i Oslo.

Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne rydde vejen for alle forhindringer for alle mennesker til alle tider. Det er imidlertid en illusion at tro, at man kan regulere sig ud af alle udsving eller problemer på boligmarkedet. Det er jo netop et marked med svingende priser dannet af udbud og efterspørgsel, som igen er styret af aktuelle og konkrete forhold som lønninger, skatter, nybyggeri, liebhaveri samt rente og finansiering.

Mange faktorer skaber tilsammen altid »den rigtige pris« lige nu og her. I morgen er den rigtige pris en anden. Sådan er kapitalismen, fristes man til at sige, og det er aldrig uden risiko at sige ja til en finansiel forpligtelse.

Derfor må små skridt i retning af at forhindre decideret uforsvarlig adfærd tilskyndes. Vigtigst i den sammenhæng er, at der ikke foretages hovsa-indgreb, som pludselig forandrer vilkårene. Købere og sælgere må kunne handle i tillid til en nogenlunde forudsigelig fremtid. Boligen er den største privatøkonomiske investering med et langsigtet perspektiv, og for langt de fleste danskere er det netop ikke kortsigtet spekulation.

Vi skal tage ved lære af finanskrisen og erfaringerne i årene efter den. Man skal bare ikke tro, at man dermed helt kan tage luften ud af økonomiske kriser. Vi må belave os på op- og nedture. Kun en stramt reguleret socialistisk systemstat kan vist forhindre alle udsving, og det er der ikke meget optur over.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.