Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Her er ønskelisten til et nyt forsvar

»Trumps trusler mod NATO-samarbejdet åbner muligheden for at genopbygge et dueligt forsvar.«

Arkivfoto: Scanpix
Arkivfoto: Scanpix

Uanset hvad man ellers måtte mene om den nye amerikanske præsident, bør han efter weekendens sikkerhedspolitiske topmøde i München krediteres for at have opnået, hvad en række forgængere i præsident-embedet ikke formåede. På ingen tid er det lykkedes Donald Trump at sætte de europæiske regeringer så megen skræk i livet, at de nu for første gang i årtier tager den amerikanske opfordring til at betale deres del af det fælles NATO-forsvar alvorligt. Den danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som tidligere har lagt betydelig afstand til den fælles NATO-målsætning om at bruge to procent af BNP på forsvar, mener nu, at målet er opnåeligt, om end ikke lige med det samme.

Paradoksalt nok indleder regeringen forhandlingerne ved at lægge nye sparekrav til forsvaret på bordet. Det er besparelser, som skal betale for aflyste besparelser på det civile beredskab, for erstatninger til veteraner og til andre formål, som ikke har en pind med det militære forsvar at gøre, men som blot deler finanslovkonto med det militære forsvar. I alt skal der findes uvedkommende besparelser for en lille milliard kroner, hvilket betyder, at forhandlingerne om et styrket forsvar starter med et minus på en milliard kroner.

Læs også: 11 refleksioner over Trump

Men hvis regeringen vitterlig insisterer på at finde et flertal – med eller uden Socialdemokratiet og de Radikale – til at levere på løfterne om et stærkere dansk forsvar, vil den møde en lang ønskeseddel både fra NATO og fra dansk forsvar. Politikerne kan passende tage udgangspunkt i den liste, som den daværende forsvarschef Peter Bartram viste frem ved enhver lejlighed sidste år. Fremtidens forsvar – i Danmark og i NATO som helhed – skal ikke blot kunne kæmpe mod primitivt bevæbnede oprørere, men også troværdigt kunne afskrække en ligeværdig modstander, hvilket vil sige Rusland. NATO ønsker tungere hærenheder på højt beredskab, og for Danmarks vedkommende betyder det, at Hæren skal kunne opstille en fuld brigade med alt, hvad der hører til i form af luftforsvar, panserværn, evne til at bekæmpe droner og et moderne og tilstrækkeligt stort artilleri og kampvogne. Den danske hær er i dag reduceret til et antal mindre kapaciteter, som kan indgå i andre landes enheder, men som ikke kan kæmpe selvstændigt mod en ligeværdig modstander.

Søværnets fregatter skal omsider udstyres med de missiler til områdeluftforsvar, som de er bygget til, og på sigt opgraderes til at indgå i NATOs forsvar mod ballistiske missiler. Over hele linjen efterlyser forsvaret flere soldater, altså større udholdenhed. Rækkerne er blevet for tynde.

Til det hjemlige forsvar hører et ordentligt uddannet og udrustet hjemmeværn. Om få år skal Marinehjemmeværnet udskifte sine patruljefartøjer. De penge, som Hjemmeværnet havde sparet op, blev taget til at købe nye kampfly. De skal retur til Hjemmeværnet.

Trumps trusler mod NATO-samarbejdet åbner muligheden for at genopbygge et dueligt forsvar – og afslutter forhåbentlig den lange periode, hvor danske og europæiske regeringer kunne slippe af sted med ikke at opfylde de løfter om forsvarsinvesteringer, som de skrev under på.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.