Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Et angreb på frisindet

Der findes dybt radikaliserede lommer i vores samfund, som kan forrette enorme skader med simple metoder, og som vi er nødt til at komme til livs med alle de midler, der er til rådighed. De går ikke væk af sig selv.

Det tragiske masseskyderi i Orlando var med mindst 50 dræbte ikke alene det værste i USAs historie. Det tilføjer også en dimension til rækken af blodige terroraktioner begået mod Vesten, som ikke tidligere har været kendt.

At det netop var den populære natklub Pulse, som er mødested for blandt andre bøsser og lesbiske, at den 29-årige Omar Mateen trængte ind på og begyndte at skyde om sig med sine våben, er næppe en tilfældighed.

I Paris var det de udendørs cafeer, spillestedet Bataclan og et nationalt fodboldstadion, og før det satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked. I København var det et dabatarrangement om satiretegninger på Krudttønden og den jødiske synagoge. I Bruxelles var målene lufthavnen og metroen.

Når den islamistiske terror rammer, er målet vores livsstil, vores frihed og mangfoldighed, vores frisind og tolerance, vores demokrati og ytringsfrihed. De værdier, vi værdsætter og beskytter, og som kendetegner den moderne vestlige kultur, er genstand for så stort et had, at mennesker er parate til at begå de mest grusomme forbrydelser.

At dræbe mere end 50 uskyldige ved at trænge ind på en natklub og indlede en massakre er ikke blot en fej og utilgivelig handling. Den vidner også om, at der findes dybt radikaliserede lommer i vores samfund, som kan forrette enorme skader med simple metoder, og som vi er nødt til at komme til livs med alle de midler, der er til rådighed. Det går ikke væk af sig selv.

Islamisk Stat, som massemorderen i Florida angiveligt har svoret troskab til, symboliserer et af de mest modbydelige og umenneskelige regimer, verden har set. Civiliserede samfund er kendetegnede ved at beskytte sine minoriteter, uanset om det handler om politik, religion, race, køn eller seksuel orientering.

Og ligesom Vesten vil og skal beskytte sine jøder, gælder det samme for bøsser og lesbiske. Terror og hadforbrydelser er ikke kun et angreb på dem, det rammer, men på os alle sammen.

Den ensomme ulv, der opererer på egen hånd, er et velkendt redskab for de islamistiske terrororganisationer. Selv om Omar Mateen tidligere har været i forbundspolitiet FBIs søgelys, så gør hans autonome måde at operere på, det meget svært for myndighederne at opdage ham.

Næsten uanset hvor fintmasket overvågningen og sikkerhedskontollen bliver i vores samfund, vil fanatiske terrorister, der arbejder alene, altid være i stand til at udføre deres ugerning – i hvilket navn det end måtte ske. Vejen frem er derfor udover at forstærke sikkerheden at sætte massivt ind mod selve radikaliseringen – på nettet, i moskeer, skoler og fængsler eller hvor den måtte finde sted.

Masseskyderiet vil sætte sit præg på den amerikanske præsidentvalgkamp, både når det handler om adgang til våben, indvandring, terrorbekæmpelse og beskyttelse af homoseksuelle. Men uanset hvor debatten og kampagnerne bevæger sig hen, må terroristerne ikke få held til at gøre skade på de værdier og den livsstil, som vi holder af.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.