Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Endelig! – USA er tilbage i brændpunktet

»Hvis Putin er rystet, er det kun godt nyt for europæerne.«

Den amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley viser i FNs sikkerhedsråd ofre for giftgasangrebet. Foto: Timothy A. Clary  
Den amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley viser i FNs sikkerhedsråd ofre for giftgasangrebet. Foto: Timothy A. Clary  

På tide. Intet mindre. Endelig træder USA ind på verdensscenen igen efter adskillige år med vankelmodighed og en »på den ene side og på den anden side«-politik. Den meget fiktive streg, som den tidligere præsident Barack Obama i sin tid trak i sandet for at advare Syriens præsident Bashar al-Assad om ikke at bruge kemiske våben mod sin befolkning, er nu blevet en meget virkelig demarkationslinje for, hvad USA vil finde sig i.

Bombardementet natten til fredag mod et militært anlæg og en flybase i Syrien blev gennemført med tilpas præcision, afmålthed og den alvor, man kan forvente af en supermagt. En klar advarsel om, at det er særdeles uklogt at ignorere USA og dræbe civile med kemiske giftangreb. Det kan også være begyndelsen til enden for Assad.

Herfra skal der ikke være tvivl om, at vi gerne ser, at Assad forsvinder så hurtigt som muligt således, at man for alvor kan indlede en fredsproces. Selvfølgelig er der lang vej igen. Det her angreb betyder ikke, at Assad forsvinder i morgen. Men det er den vigtigste militære markering, USA har gennemført i årevis.

Angrebet er ikke alene et markant signal om, at USA er tilbage igen efter otte år med Obamas meget defensive politik. Det er også et vigtigt signal til Rusland om, at præsident Vladimir Putin ikke skal tro, at USA har trukket sig ud af verdens brændpunkter. Moskva blev tilsyneladende overrasket over, at Trump handlede, som han gjorde. Det skulle de nok ikke være, hvis ellers de hørte, hvad den amerikanske præsidents personligt udnævnte FN-ambassadør, Nikki Haley, sagde med usædvanlig klarhed i stemmen i FNs Sikkerhedsråd. Hvis ikke det internationale samfund reagerer på det kemiske angreb, så gør USA det. Det er det, der er sket. Hvis man er overrasket over det, så er det, fordi man de sidste otte år er blevet lullet ind i en tro på, at USA som stormagt er fortid, og at Trump også i virkeligheden ønsker at forholde sig afventende over for verdens store konflikter. Især dem i Mellemøsten.

Nu skal man selvfølgelig passe på ikke at tolke alt muligt ind i et enkelt angreb. Men hvis det er signalet til en mere aktiv amerikansk politik rundt om i verden, så er det på tide. Rusland har alt for længe opført sig, som om russerne ejede hele verden. Hvis Putin er rystet, er det kun godt nyt for europæerne. Moskvas sabelraslen har alt for længe stået uimodsagt, også hos USAs vestlige allierede, som – når det gælder – oftere vil trække »forsigtighedskortet« end gå i offensiven for at sikre den fælles frihed.

Trump har oven i købet her på det seneste vist, at han lytter til nogle af sine mere erfarne rådgivere og i det nationale sikkerhedsråd har valgt at skaffe sig af med ideologerne og lytte til eksperterne.

Fredagens aktion var på mange måder klassisk. Målrettet og isoleret til en konkret militær installation, endda med en klar advarsel til russerne om at forføje sig, inden angrebet gik i gang. Det er dermed ikke ensbetydende med, at det så var det. Der følger helt sikkert et kapitel 2. Om det bliver på slagmarken eller ved forhandlingsbordet, må tiden vise.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.