Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Det tyrkiske mareridt

»Nu har tyrkerne stemt demokratiet ud. Det er sørgeligt ikke mindst for Tyrkiet selv.«

Præsident Erdogans tilhængere jubler ved et møde op til afstemningen søndag. Foto: Bulent Kilic 
Præsident Erdogans tilhængere jubler ved et møde op til afstemningen søndag. Foto: Bulent Kilic 

Tyrkiet står ved en skillevej. Med kun godt halvdelen af stemmerne agter Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan at afskaffe det demokrati, som har været Tyrkiets grundlag siden Kemal Atatürks dage. Erdogan har vundet sin kamp mod et sekulært demokrati med meget få stemmer. Når man dertil lægger, at der er rygter om omfattende valgsvindel, så er sejren tvivlsom. Men Erdogan har allerede sat kursen. Vejen til Erdogans totale magt er lagt, og det er samtidig et farvel til det Tyrkiet, som de vestlige lande har haft et tæt forhold til i NATO og i mange andre internationale institutioner.

Det er betænkeligt, at Erdogans magt næsten er uindskrænket med en præsidentiel mulighed for at nedlægge veto mod ny lovgivning. At Erdogan også selv kan udnævne en lang række dommere uden en demokratisk kontrol som f.eks. i USA giver anledning til bekymring. At han afskaffer premierministerposten efter 2019 er yderligere et signal om, at Erdogan vil diktaturet. Det er med andre ord koncentrationen af magt i en og samme person, der udgør et problem.

Der vil ikke længere være et uafhængigt parlamentarisk system i Tyrkiet. Demokratiets tre »søjler« i form af lovgivende, udøvende og dømmende magt, der gensidigt kontrollerer hinanden, vil være fortid. Der vil ikke længere være uafhængige domstole. Til gengæld får tyrkerne en selvhøjtidelig person med et opblæst ego til at tage vare på landets indenrigs- og udenrigspolitik.

Midt i katastrofen kan man glæde sig over, at Erdogan ikke vandt en jordskredssejr, men kun en marginal sejr. Løbet er givetvis kørt for Tyrkiet. Men det er værd at lægge mærke til, at næsten halvdelen af tyrkerne vendte Erdogan ryggen.

Erdogans ego gør situationen endnu mere farlig. Hans monstrøse palads med 1100 værelser slår selv Iraks henrettede præsident, Saddam Husseins guldpaladser. Erdogans vilkårlige fængslinger af politiske modstandere og dommere og journalister for ikke at tale om afskedigelser af skolelærere efter kupforsøget sidste sommer forstærker blot indtrykket af en egocentreret person, som halvdelen af tyrkerne tilsyneladende elsker.

Erdogan har på mange måder erobret sin magt på grund af frygt. Tyrkiet har en geografisk placering, der om muligt er blevet mere usikker efter Den Kolde Krigs afslutning. Tyrkiets sydlige nabo Syrien ligger i borgerkrig. Det samme gør Irak. Kurderne rører på sig igen, og nogle tyrkere har følt, at de stod uden for Europa, fordi de ikke kunne blive medlemmer af EU. Dertil kommer kupforsøget sidste sommer. Alt det giver selvfølgelig anledning til uro i en befolkning, der ikke kan finde ud af, om de hører hjemme i Europa eller i Mellemøsten.

Erdogans tanker om at gøre op med den demokratiske styreform er bare ikke fremtvunget af en nødsituation. Den har ligget i Erdogans baghoved i mange år. Han har bare dygtigt spillet på angsten for fremtiden. Nu har tyrkerne stemt demokratiet ud. Det er sørgeligt ikke mindst for Tyrkiet selv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.