Berlingske mener

Det bliver ikke let for Trump at sno sig igennem

Amerikanerne er utilfredse med deres politikere. Hvis kongresmedlemmerne fortsat ikke samarbejder på tværs af partierne, så mister amerikanerne for alvor tålmodigheden.

Præsident Donald Trump. Foto: Jim Bourg
Præsident Donald Trump. Foto: Jim Bourg

Nej, USAs præsident er ikke almægtig. Faktisk har en amerikansk præsident langt fra den magt, man tror.

For magten er opdelt i tre – den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Den dømmende magt har faktisk det sidste ord at skulle have sagt, hvis det ender ved domstolene og især ved Højesteret. Det mener Donald Trump er irriterende. Men sådan er det, og der har givetvis været mange andre præsidenter før Trump, der har ment, at domstolene havde for meget magt. Men de har holdt deres mund og respekteret afgørelsen og dermed forfatningen.

Selvfølgelig er det mærkværdigt, at en føderal dommer på Hawaii kan underkende præsidentens indrejseforbud, og at kendelsen vel at mærke gælder for hele landet og ikke kun for den delstat, som den er afsagt i. Men det er også en del af virkeligheden.

Trump kan appellere afgørelsen til Højesteret. Men det er ikke engang sikkert, at Højesteret overhovedet vil tage sagen. Det er ikke noget, nogen kan bede dem om. Det er helt og aldeles en beslutning, de normalt ni dommere alene træffer.

Og lad os tage budgettet. Trump har møjsommeligt udarbejdet et budget til Kongressen med sine prioriteter, som ganske klart og tydeligt viser, hvad han vil satse på: militæret. Og en lang række andre områder skal så skæres voldsomt ned. Helt efter bogen lige med den tilføjelse, at Kongressen skal gennemgå budgettet og stemme om det. Det kan tage sin tid.

Så selv om Trump i loyalitet over for sine vælgere har udarbejdet et budget, der nøje følger det, han har lovet i valgkampen, så kan det vise sig at blive endnu en af de politiske kampe, han kan tabe. Allerede nu er der kritik af budgetforslaget også fra republikansk side.

Kongressen har en vending, der hedder DOA – »dead on arrival«. Et meget hyppigt anvendt udtryk af senatorer, når de fra Repræsentanternes Hus modtager et lovforslag, som ikke har en chance for at slippe igennem Senatet. I tilfældet med budgettet brugte en republikansk senator udtrykket. Det var en ekstra påmindelse til Trump om, at han ikke skal regne med medvind, heller ikke fra sine egne.

Det er ikke let at være præsident i USA. Det handler om at sno sig i et system, hvor man holder hinanden i skak. Måske også engang imellem så meget, at lovgivningsarbejdet lammes. Det har været tilfældet i mindst ni år. Kongressen har ikke vedtaget love af betydning hverken om skattereformer, reformer af immigrationslovene, budgetter eller andet. Amerikanerne føler sig til grin over for kongres-politikere, der bekriger hinanden og sjældent udretter noget. Taberne er det folk, som har valgt Trump for at rydde op i »sumpen«, som Washington kaldes.

Trump skal lære spillet. Men Kongressen bør tage ved lære af præsidentvalget og tage lovgivningsarbejdet alvorligt. Amerikanerne er utilfredse med deres politikere. Hvis kongres-medlemmerne fortsat ikke samarbejder på tværs af partierne, så mister amerikanerne for alvor tålmodigheden. USA trænger i den grad til at få gennemført reformer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.