Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Derfor er Margrethe Vestager Årets Dansker

Margrethe Vestager er blevet kåret som Årets Dansker. For mange i EU er hun faktisk Årets Europæer.

Berlingske har kåret Margrethe Vestager til Årets Dansker 2016.
Berlingske har kåret Margrethe Vestager til Årets Dansker 2016.

De seneste år er EU blevet stadigt mere upopulær.

Den græske gældskrise har sammen med tilstrømningen af flygtninge og migranter udstillet EU-samarbejdets største svaghed: Nationalstaterne har overført så meget suverænitet til EU, at de ikke kan løse problemerne effektivt selv. Men samtidig har de ikke overført nok til, at EU kan løse opgaverne effektivt for dem.

Resultatet er, at store dele af EUs befolkninger er begyndt at opfatte unionen som en del af problemet, snarere end som en del af løsningen. Folk har simpelthen fået svært ved at komme i tanker om, hvorfor det egentlig er en god ide med EU.

Men der er undtagelser. Og en af de undtagelser hedder Margrethe Vestager, som i dag af samme grund modtager Berlingskes pris som Årets Dansker – kåret af avisens læsere og en nedsat jury. Hun har mindet ikke bare danskerne, men hele EU om en væsentlig grund til, at vi har unionen. Margrethe Vestager er i sine bare to år som konkurrencekommissær for EU blevet berømt for sit arbejde med at forhindre, at store multinationale selskaber benytter deres dominerende stilling på markedet til at sikre sig fordele, som mindre virksomheder ikke har. Selskaber som Apple, Google, Starbucks og Gazprom.

Særligt har sagen om Apples heftige skatterabat i Irland påkaldt sig opmærksomhed. For den viser, hvad der ville ske, hvis medlemsstaterne ikke var underlagt EUs konkurrenceregler, men efter eget valg kunne belønne udvalgte virksomheder med særlige favorable vilkår for at få dem til at slå sig ned i deres lande, mens andre virksomheder i samme land måtte betale ved kasse 1. Den irske regering er således tydeligvis af den opfattelse, at det har gavnet Irland at få Apple til landet, hvor tusinder arbejder for virksomheden. Men det er en kortsigtet betragtning. For det betyder, at de små- og mellemstore virksomheder, der ikke får tilbudt de samme lukrative betingelser, bliver svækket og måske forsinkes i at udvikle teknologiske nybrud, som måske med tiden ville kunne udkonkurrere Apple. Og det betyder naturligvis samtidig, at borgerne i Irland mister de skatteindtægter, der er nødvendige for at få råd til en velfungerende stat.

Også det sidste burde alle regeringer i EU tillægge betydning, eftersom befolkningerne i disse år stemmer globaliseringsfjendtlige partier til magten i desperation over, at globaliseringen klart favoriserer nogle grupper på bekostning af andre. At det ikke så meget er en uomgængelig konsekvens af globaliseringen som af politisk kortsynethed, demonstrerer det irske eksempel med al tydelighed.

Margrethe Vestagers arbejde som konkurrencekommissær kaster glans over EU, fordi det viser, at der faktisk er vigtige opgaver, der løses bedre af et fællesskab som EU end af nationalstaterne selv.

Og i en tid, der er svanger med splittelse og opbrud og vrede over eliterne, er Margrethe Vestager et uafviseligt eksempel på det modsatte: Man behøver en effektivt handlende EU-elite for at stille krav til selskaber, hvis omsætning undertiden overstiger små landes bruttonationalprodukt.

Margrethe Vestager er derfor blevet kåret som Årets Dansker. For mange i EU er hun faktisk Årets Europæer. Og det er der ingen som helst modsætning i. Det har hun selv bevist.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.