Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

De der vil true andre til tavshed skal stoppes

Integrationsminister Inger Støjberg lever med dødstrusler og livvagter døgnet rundt.
Integrationsminister Inger Støjberg lever med dødstrusler og livvagter døgnet rundt.

At man risikerer at få kontant svar på tiltale og verbale hug, når man stikker næsen frem i den offentlige debat, er en del af vilkårene, når debatten i princippet er åben for alle. Offentlige personer – politikere, debattører og andre – som ytrer deres meninger om aktuelle sager, ved kun alt for godt, at man ikke skal være ømskindet, og at debatten på nettet og de sociale medier kan være temmelig barsk. Det er svært at ændre på.

Men når debatten, som Berlingske har dokumenteret i en række interviews og artikler de seneste uger, udvikler sig til direkte trusler og anonyme tilsvininger ud over enhver rimelighed, er der noget helt galt.

Derfor er det på sin plads, at et flertal i Folketinget ser ud til at ville skærpe straffen for trusler, der er rettet mod personer, som deltager i den offentlige debat og hvis utilslørede formål er at lukke munden på dem.

Desværre er der grupper i Danmark på forskellige fløje – religiøse, politiske og kriminelle – som ønsker at kontrollere ytringer og forhindre andre mennesker i at sige, hvad de vil, ved at true dem. Og det skal man fra samfundets side gøre alt for at sætte en stopper for. Ytringsfriheden er ikke noget, man kan henvise til en paragraf i Grundloven, og så er det på plads. Det er en sag, som har mange aspekter, og som man skal blive ved med at kæmpe for. Og de, der vil den til livs, skal vide, at de er fjender af demokratiet og risikerer en straf, der kan mærkes.

Internettet og de sociale medier er på mange måder en gave for folkestyret, fordi mange flere fra alle dele af samfundet nu kan komme til orde hurtigere i en fri og åben debat. Men de samme medier bliver også til redskaber for demokratiets fjender, når de bruges som platform for shitstorme, chikane og verbale trusler, der skræmmer dem, der gerne vil deltage. Så er det truerne, der er de agerende - og ikke de sociale medieplatforme. Højere straffe vil sende et vigtigt signal om, at trusler i den offentlige debat er fuldstændig uacceptable, og at de, der deltager i debatten, ikke skal frygte for deres egen eller deres families liv og lemmer.

Når vold bliver en del af debatten, så kortslutter alt. Den uhyggelige lære af Muhammedkrisen er, at selvcensuren og angsten for, hvad der kan ske, meget nemt kan få overtaget.

Men kampen for ytringsfriheden foregår på flere fronter. Både i Danmark og en række andre lande florerer der mange kreative forslag og initiativer til, hvordan man regulerer og stopper eksempelvis falske nyheder og den grove, fornedrende debat på nettet.

Men lige så klart det er, at eksempelvis trusler, chikane og deling af hævn- og børneporno skal straffes, lige så vigtigt er det, at man farer yderst lempeligt frem, når det gælder reguleringer af den debat, som ikke indeholder disse elementer. I weekenden blev TV-journalisten Abdel Aziz Mahmouds Facebook-profil blokeret efter, at han havde skrevet og delt et sarkastisk opslag om dansk kultur. Og andre har oplevet noget lignende. Det er eksempler på, at ytringsfriheden på urimelig vis bliver begrænset af usynlige smagsdommere hos Facebook, hvis motiver og kriterier for, hvad der er tilladt og ikke tilladt, virker helt tilfældige. På den måde gør disse medier sig til redskaber for demokratiets fjender.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.