Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Behovet for at placere et ansvar for finanskrisen

Retten i Lyngby afsagde mandag dom i sagen om tab på i alt 900 millioner kroner i Amagerbanken. Arkivfoto: Scanpix
Retten i Lyngby afsagde mandag dom i sagen om tab på i alt 900 millioner kroner i Amagerbanken. Arkivfoto: Scanpix

Følelsen af antiklimaks er forståelig: Den halve verden stod økonomisk i brand, da boligpriser og aktiekurser tordnede ned i de sidste år af nullerne. Selv de største banker måtte have kunstigt åndedræt for at overleve, mens især nogle mindre gik op i flammer. Da ballonen bristede, raslede skeletterne ud af skabet, og almindelige mennesker blev hårdt ramt af krisen. Det har taget næsten ti år at indhente tabene på boligmarkedet og i nationaløkonomien.

I samme periode har menigmand, medier og myndigheder jagtet de »skyldige«. Nogen må da være ansvarlige!

Men et juridisk ansvar er vanskeligt at placere. Det bliver igen illustreret med frifindelsen af Amagerbankens ledelse i forløbet op mod bankens krak.

Byrettens afgørelse kan blive anket og muligvis falde anderledes ud, men foreløbig peger dommen i samme retning som de fleste andre domstolsafgørelser om ansvaret for og i kølvandet på finanskrisen herhjemme. Der er med ganske få undtagelser ikke foregået noget kriminelt eller bevidst uansvarligt. Bankernes bestyrelser og direktører handlede som alle andre på de oplysninger, som var til stede på det tidspunkt.

I tilfældet Amagerbanken er det strafferetlige aspekt for længst parkeret. Selv om Bagmandspolitiet også bringer såkaldte gråzone-sager for domstolene for at få en afklaring, så var der efter anklagemyndighedens opfattelse intet at komme efter. Den aktuelle sag handler derfor om et muligt erstatningsansvar på knap én milliard kroner for risikable lån i foråret 2010, da ejendomsmarkedet var under nedsmeltning. Dommen fastslår, at der blev begået fejl. Men bankens bestyrelse og direktion havde fokus på de vaklende engagementer og arbejdede intenst med dem. De valgte måske forkerte løsninger, men det ser man altid i et klarere lys bagefter.

I andre lande har konsekvenserne været hårdere. Store finanskoncerner er blevet stillet til ansvar for at skjule dårlige investeringer og dermed føre investorer og kunder bag lyset. Det er også her, at den egentlige årsag eller i hvert fald udløsende faktor for finanskrisen ligger begravet. Island har haft det store opgør med bankdirektører, som stod bag kriminelle handlinger, der førte nationen på randen af fallit. Det moralske ansvar er for længst placeret hos uansvarlige finansbosser, hvis grådighed endte med at føre til en hidtil uset destruktion af værdier.

I sammenligning blegner retsopgøret efter finanskrisen i Danmark. Amagerbanken og Roskilde Bank gik ned, ligesom mindre danske pengeinstitutter blev opslugt af større banker på ordre fra myndighederne.

Efterspillet kan synes at være fuset ud i langvarige sager uden særligt store konsekvenser. Det er uden for diskussion, at grådighed og udygtighed medførte konsekvenser for aktionærer, ansatte, kunder og samfundsøkonomien. Det er let at forstå behovet for at placere et ansvar. I et retssamfund skal urent trav have konsekvenser. Viser det sig, at et ansvar ikke kan placeres juridisk, skal vi i et retssamfund også acceptere det. Selv om følelsen er svær at slippe: Nogen da må være ansvarlige!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.