Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Barnebrude

Det kan virke som en lille sag, endnu. Kun meget få piger under 18 år på danske asylcentre er ifølge myndighederne gift med voksne mænd – formentlig færre end ti. De fleste piger er 16-17 år. En enkelt dog under 15. Til gengæld er det en meget vigtig og principiel sag, som er kommet frem den seneste uge. Hvert år bliver millioner af piger verden over gift, mens de stadig er børn. De tvinges ind i ægteskaber mod deres vilje, og mange af dem forbliver undertrykt, kuet og seksuelt forulempet resten af deres liv. Det skal Danmark bekæmpe med alle de midler, vi har, og under ingen omstændigheder medvirke til at understøtte på dansk grund.

Med den nuværende store strøm af flygtninge og migranter finder tvangsgifte og mindreårige brude og deres ældre mænd også vej til Danmark som asylansøgere. Det giver et ubehageligt indblik i en kultur og nogle mellemøstlige traditioner, som danske myndigheder i deres behandling af sagerne helt skal undgå at give sit blå stempel. Er der den mindste mistanke om overgreb og tvang, er det tværtimod en sag for politiet og socialforvaltningen. Derfor er det helt på sin plads, at både integrationsminister Inger Støjberg og social- og indenrigsminister Karen Ellemann har reageret skarpt på oplysningerne om ægteskaber med mindreårige i de danske asylcentre. Piger, som stadig er børn, skal ikke bo sammen med voksne mænd, uanset at de kan fremvise en vielsesattest fra deres hjemland. Og Danmark skal ikke, som det hidtil er sket, pr. automatik anerkende ægteskaber indgået i lande, hvor det desværre er alt for almindeligt, at børn giftes bort mod deres vilje.

Flygtninge, familiesammenførte og andre, der ønsker at bo i Danmark, skal indrette sig efter de normer om frihed, lighed og tolerance, som gælder i det danske samfund. Ægteskaber indgås mellem to ligeværdige parter, og ingen skal tvinges til at leve sammen i et forhold mod deres vilje. Så vidt mulig bør man være myndig og over 18 år, når man gifter sig. Kun i helt ekstraordinære tilfælde skal der kunne gives dispensation – det såkaldte kongebrev – til et tidligere ægteskab. Det kan virke formynderisk og restriktivt med den slags regler i et liberalt samfund. For de færreste kan se noget forkert i, at en 17-årig kvinde, som måske er gravid, gifter sig med sin 18-årige kæreste. Men i en åben verden, der rummer mange kulturer og traditioner, er det nødvendigt med faste regler – først og fremmest for at beskytte de unge kvinder, som meget sjældent selv vil stå frem og afsløre, at de er ofre for et tvangsægteskab.

Heldigvis satte den forkætrede 24-årsregel, som den daværende VK-regering gennemførte i begyndelsen af 00erne, en stopper for mange af de tvangsægteskaber, der hidtil havde fundet sted i Danmark. Den trafik, hvor indvandrere i Danmark rejste til Tyrkiet, Pakistan og andre lande for at hente yngre brude – og brudgomme – til Danmark, som familien havde indgået aftaler med, er der sat en effektiv bremse på. Den samme konsekvente politik må fortsættes i forhold til barnebrudene.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.