Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Arbejdssky teenagere

»For travle forældre er det ofte alt for let at lade de unge passe sig selv og kun momentvis stemple ind i familiens skød.«

Den ene dag kan man læse på forsiden af Berlingske, at studerende må tage ADHD-medicin og andre medikamenter for at klare presset. Og et par dage senere – nemlig torsdag – at forældre ikke stiller nok krav til deres teenagere. De unge skal hjælpe til og sættes i sving med det huslige arbejde, mener forfatter og foredragsholder Marie Kraul. Begge dele er rigtige – på samme tid. Det siger noget om kompleksiteten i et moderne ungdomsliv og om, at det er nødvendigt på én gang at passe på dem i en skrøbelig tid og samtidig sørge for, at de unge forstår, at de har en plads og nogle pligter i det fællesskab, de er en del af.

På den ene side er der skruet op for kravene i skolen, i ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser, og nogle bukker under for presset. På den anden side er mange forældre så optaget af at få deres egen hverdag til at hænge sammen, at de svigter opdragelsen, når børnene bliver lidt ældre. De undlader at stille de nødvendige krav til dem. Enten fordi de ser dem så lidt og ikke ønsker at tage de nødvendige konflikter, eller fordi de slet og ret har givet op.

I mange år har teorierne om »det kompetente barn«, der evner selv at finde den rette måde at manøvrere i livet, været fremherskende. Og der har været talt meget om teenagehjerners udvikling, som først er tilendebragt, når de når de 25 år. Det sidste betyder, at det for voksne ofte et mysterium, hvad der foregår i hovederne på den unge. Et sammensurium af uafsluttede computerspil, fodboldstjerner, kærestesorg og de seneste billeder på Instagram krydret med formaninger fra voksne og drengene i parallelklassen. Det ene øjeblik er de voksne. Det næste børn.

Men det ændrer ikke ved, at det er forældrenes opgave at tage opdragelsen på sig og tage opgaven alvorligt, også når lemmerne er begyndt at blive lange og ustyrlige, og de himmelvendte øjne fra sofaen er den mest anvendte attitude. Det moderne familieliv er komplekst og meget forskelligt. Enlige forældre, deleforældre, papforældre og ganske traditionelle forældre har forskellige vilkår. Og når hverdagen for alle - børn, unge og voksne - fletter ind i hinanden på kryds og tværs med sport, fritidsinteresser, kammerater, overarbejde, lejrture og lektielæsning, er det svært at sætte opdragelsen og pligterne på formel. Men man skal huske, at børn spejler sig i de voksnes liv, og for travle forældre er det ofte alt for let at lade de unge passe sig selv og kun momentvis stemple ind i familiens skød.

Det er ikke at gøre teenagerne en tjeneste. Tværtimod. De har brug for de voksne – også selv om de siger, at de ikke har, De har brug for, at nogen vejleder dem i deres forvirrede liv og viser et godt eksempel. Og det gode eksempel i det fællesskab, som familien udgør, er at sørge for, at alle har ansvar og pligter, som de skal tage sig af. Hverken i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet kommer man langt med en negativ attitude over for de opgaver, man ikke lige bryder sig om. Curlingforældre kan sagtens feje og fjerne alle sten på de unges vej, men ikke hele livet. Og jo flere sten, de fjerner i den bedste mening, des større bliver de sten, de møder senere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.