Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Ansvaret for Skats skandaler må ikke fordufte

Hvem har egentlig ansvaret for de mange tragiske skandaler, som har hjemsøgt Skat de senere år? Vi ved det stadig ikke på trods af offentliggørelsen for nylig af den femte undersøgelse af et af de alvorligste forhold, nemlig svindlen for over 12 milliarder kroner med udbytteskat. Chefen er godt nok væk, politikerne har beklaget og bedyret, at nu kommer der orden i sagerne, og medarbejderne kastes rundt i landet i en ny struktur.

Men ingen skyldige har kunnet udpeges, og vi ved derfor i virkeligheden stadig ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Og hvordan en gentagelse kan forhindres.

Det er ikke engang tabet af pengene, der er det værste svigt. Det er tabet af befolkningens tillid og usikkerheden om, hvorvidt staten og etaten rent faktisk har lært af fortiden. Skatteborgerne ser med undren til, mens embedsmænd og politikere sender skyld rundt mellem hinanden og opfinder syv nye styrelser, som efter planen skal blive fagligt dygtigere end den tidligere skattekoncern.

Skatteyderne har nok vanskeligt ved at sove roligt om natten uden frygt for, at nye skandaler kan indtræffe på trods af den igangværende oprydning i og opsplitning af Skat. For hvis man ikke for alvor gør op med fortiden, hvordan kan man så lære af den?

Placeringen af ansvaret er nemlig indtil videre forsvundet, nærmest i slowmotion. En håndfuld mellemledere i Skat blev godt nok sendt hjem i sommeren 2015, men de er efterhånden vendt tilbage i nye stillinger. Den dengang nye minister, Karsten Lauritzen, lyttede først til toppen af embedsværket og gik ikke radikalt til værks. Derfor blev tidligere direktør Jesper Rønnow Simonsen fyret med et års forsinkelse og uden for alvor at få aben på skuldrene. Selve departementet i Skatteministeriet – embedsmændene tættest på ministeren – er stort set gået fri.

Et af de væsentlige punkter i det forduftede ansvar for Skat er, at der har været en voldsom trafik af ministre gennem kontoret. S-R(-SF)-regeringen præsterede at have ikke færre end fem personer placeret på posten inden for sine bare knap fire år ved vagten. Politisk er ansvaret for inddrivelsen af skatter for næsten 1.000 milliarder kroner om året blevet forvaltet rystende lemfældigt.

Karsten Lauritzen er med sine nu to et halvt år på posten gammel i gårde, og han har med omstruktureringen af Skat endelig taget – og påtaget sig – et stort ansvar for Skats fremtid. Til opgaven er der blevet tilført midler og mennesker, så der igen kommer flere ansatte efter nogle år med en nedadgående kurve.

Det kan nok være tiltrængt og nyttigt. Man skal bare huske på, at flere ansatte nytter som en skrædder i helvede, hvis strukturer og ansvarsfordeling er uhensigtsmæssige.

Om der så er fundet den rigtige kur, når det ikke er lykkedes at stille en diagnose, er 10.000 kroners spørgsmålet. Derfor er det værd at blive ved med at forfølge et ansvar for at få en fyldestgørende forklaring.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.