Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Angela Merkel må gribe chancen – og løfte EU i fællesskab

Der er god grund til at håbe, at »Mutti«, som tyskerne kalder kansleren, tager en tørn mere som leder af Europas vigtigste økonomi, som vi danskere sidder nok så smukt på toppen af.

 REUTERS/Kai Pfaffenbach/File Photo
REUTERS/Kai Pfaffenbach/File Photo

I dag går tyskerne til stemmeurnerne, og selv om mange mener, at der har været tale om en af de kedeligste og mest forudsigelige valgkampe i lang tid, er resultatet uhyre vigtigt – ikke blot for Tyskland, men for Danmark, Europa og, om ikke hele verden, så i hvert fald Vesten som sådan.

Angela Merkel står til med overvejende sandsynlighed at kunne blive siddende trygt som kansler, og selv om Brexit-afstemningen og det amerikanske præsidentvalg sidste år har lært os, at man ikke skal stole blindt på meningsmålinger, nyder Merkel et så stort forspring, at de færreste på noget tidspunkt har tvivlet på hendes sejr.

Og set udefra er der god grund til at håbe, at »Mutti«, som tyskerne kalder kansleren, tager en tørn mere som leder af Europas vigtigste økonomi, som vi danskere sidder nok så smukt på toppen af.

For det første har Merkel gennem 12 år vist sig som en dreven statsleder, der har gjort sit til at hjælpe den tyske økonomi. For det andet har hun vist sig som en stor europæer, der har formået at sætte skik på rygende uenige EU-lande i situationer, hvor de fleste ville have troet det umuligt.

Og et stærkt Tyskland er i Europas interesse nu mere end nogensinde før. Ligegyldigt om den amerikanske præsident har været republikaner eller demokrat, har et tæt økonomisk, sikkerhedspolitisk og, ja - ideologisk - samarbejde på tværs af Atlanten været med til at styrke (Vest-) Europa, der har nydt godt af USAs formåen som supermagt Men nu vakler det amerikanske lederskab og for at gøre ondt værre, sker det samtidig med den største krise i EU nogensinde – den britiske udtræden af unionen.

Derfor ser støtter af det europæiske projekt såvel som af de liberale demokratier, vi tilslutter os i Vesten, mod Tyskland og Frankrig som den stærke alliance, der skal skabe en handlekraftig union på et kritisk tidspunkt, hvor migrantkrise og terrorfrygt fylder en stor del af europæernes tanker. Samtidig benytter Ruslands Vladimir Putin enhver lejlighed til at forsøge at så splid mellem EU-landene og den strategisk vigtige NATO-partner Tyrkiet er med hastige skridt i gang med at udvikle sig til et religiøst-nationalistisk diktatur.

Det bliver alt andet end let for Merkel og hendes franske kollega, Emmanuel Macron at skabe enighed om et fornyet EU. Og det er nok så vigtigt, at de husker, at hele EU må løfte sammen. Det er fint at bruge sin indflydelse over for mere urimelige medlemslande, men den utilfredshed, som Brexit og de mange nye protestpartier fra både venstre og højre rundt omkring i Europa er udtryk for, forsvinder ikke, selv om de hverken vandt i Holland, Frankrig eller – sandsynligvis – Tyskland. Merkels håndtering af flygtningekrisen med hendes herostratisk berømte »Wir schaffen das«-udtalelse står som et skoleeksempel på, hvordan en leder ikke skal agere uden om sit folks ønsker, og hun kan være taknemmelig for, at tyskerne alligevel har valgt at vise hende tillid i dag.

For at den europæiske union kan stå stærkest, skal den køre i samme hastighed og have hele folket med. Så har vi de bedste forudsætninger for at skabe tillid op til valget til Europa-Parlamentet i 2019.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.