Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

61,8 millioner tyskere har ordet

Selv om der i den forløbne uge faktisk er kommet en lille smule tiltrængt spænding ind i den tyske valgkamp, synes hovedresultatet – formentlig, forhåbentlig – stadig givet på forhånd. Nemlig at Tysklands forbundskansler også de næste fire år vil hedde Angela Merkel og sidde i spidsen for en enten større eller mindre koalitionsregering. Og i spidsen for Europa, der har ventet utålmodigt på dagens vigtige valg, hvor 61,8 millioner stemmeberettigede tyskere har ordet. Et fortsat og i enhver forstand ansvarligt og fornuftigt Tyskland er således af vital betydning for kontinentet, hvilket ikke mindst den tysk dikterede sparekurs til gengæld for milliardstøtte til Sydeuropa gennem de seneste års økonomiske krise med al ønskelig tydelighed har vist.

Diskussionen om Tysklands dominans er noget af en traver sammen med spørgsmålet om, hvorvidt vi med Den Europæiske Union har fået et tysk Europa eller et europæisk Tyskland? Svaret er både og – for selvfølgelig har Tyskland lov til at forfølge sine nationale interesser, men Tyskland holder sig tilbage og tromler alligevel ikke bare sin vilje og mening igennem i forhold til de mange mindre medlemslande.

Tværtimod er kritikken mod Angela Merkel faktisk, at hun måske ind imellem tøver for længe, før hun træffer beslutninger, er for uideologisk og konsensussøgende og for længe forsøger at massere beslutninger igennem i forsøget på at please og få alle med på et kompromis. Hvilket blot endnu engang har aktualiseret den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorskis vise ord, da han i sin tid sprang ud som fuldglødet fan af forbundsrepublikken: »Jeg er nok den første polske udenrigsminister i historien, der siger: Jeg frygter tysk magt mindre, end jeg frygter tysk passivitet.«

Mindre end et kvart århundrede efter den tyske genforening har Tyskland således forvandlet sig til Europas uundværlige nation som den suverænt største og stærkeste politiske og økonomiske magt. Konservative Angela Merkel og CDU er gået til valg på det sikre og stort set det samme som de seneste otte år, hvor hun har siddet som forbundskansler. Hvilket netop er, hvad der er brug for og det til trods for kvaliteterne hos hendes hovedudfordrer, den forhenværende finansminister Peer Steinbrück fra SPD. Tiden er ikke til politiske eksperimenter, men først og fremmest til stabilitet og stram styring.

Tysklands rolle i Europa forpligter, og Angela Merkel har i høj grad taget ansvaret på sig – også selv om taknemmeligheden undervejs og specielt i det kriseramte Sydeuropa ikke just har været overvældende. Som politisk fænomen er hun stadig en gåde for tyskerne selv – meget privat, seriøs og alvorlig, men samtidig altså meget tillidvækkende. Som verdens vel nok mest magtfulde kvinde er Angela Merkel for længst forvandlet til en af de store tyske forbundskanslere. Det uanset hvad de 61,8 millioner stemmeberettigede tyskere vælger ved dagens valg, der er af vital betydning for kontinentet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.