Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jagten på Rami Mawad, del 1: 88 skud

Noget er forandret i Danmark. Rami Mawads historie fortæller os hvad. Han er 25 år og bandeleder i Tåstrupgård. Prisen på hans hoved: én million kroner. Berlingske Søndag har gennem halvandet år undersøgt drabsforsøget, der chokerede hele Danmark, men som ingen blev dømt for.

Ramis pistol: 15. juli 2009 standsede civilklædte betjente bandeleder Rami Mawad på en parkeringsplads i Glostrup. De ransagede hans bil og fandt i midterkonsollen en pistol. Isat CZ 75eren var et magasin med 15 skarpe skud. Rami fik halvandet års fængsel, som han nu afsoner i Horserød.
Ramis pistol: 15. juli 2009 standsede civilklædte betjente bandeleder Rami Mawad på en parkeringsplads i Glostrup. De ransagede hans bil og fandt i midterkonsollen en pistol. Isat CZ 75eren var et magasin med 15 skarpe skud. Rami fik halvandet års fængsel, som han nu afsoner i Horserød.

Som en skygge gled en sort Range Rover ned ad Tåstrupgårdsvej. Rami så den straks. Ingen ejede sådan en bil i deres kvarter.

Han stod i aftenmørket og pjattede med sin lillebror Hazim ved sin bil på parkeringspladsen. Det var tretten dage før julen 2007. En svag vind blæste fra nord-nordvest, vejret holdt tørt med en tre-fire graders varme. Nogle børn spillede fodbold i gade­lyset nede foran langblokken.

Range Roveren nåede enden af vejen, vendte og kørte tilbage. Føreren af bilen udpegede ham, gættede han på.

Rami hørte råb fra en af svalegangene, vagterne så det samme som han. To af dem forlod posten og fandt to maskinpistoler frem fra skjule­stederne. Det tog under et minut, så var de tilbage.

Nu kom de. »Kusserne« fra Brøndby Strand. Nu.

Om et øjeblik skulle Rami dø.

POLITIKERNE REAGEREDE med vantro på begivenhederne 11. december 2007 på parkeringspladsen i Tåstrupgård.

Danmarks daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), fordømte allerede næste morgen, hvad der skete på Københavns Vestegn.

»Det er forfærdeligt, at vi ser sådanne tilstande på Vestegnen.«

Statsministeren satte sin lid til politiet.

»Jeg går ud fra som en selvfølge, at politiet iværksætter de aktioner, der er nødvendige for at bekæmpe en sådan kriminalitet.«

Justitsminister Lene Espersen (K) var helt på linje med regerings­chefen:

»Vi vil ikke have disse amerikanske tilstande i det danske samfund.«

Dansk Folkepartis partileder Pia Kjærsgaard talte om »årtiers forfejlede indvandringspolitik«:

»De fuldstændigt grænseoverskridende indvandrerbander opfører sig, som var de i Libanon under borgerkrigen. Men der er ingen vej uden om: Volden skal stoppes nu.«

Ti år og fire regeringer tidligere bedyrede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i sin nytårstale 1997:

»Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Vi vil ikke finde os i det. Vi vil den vold til livs [...] Politi og retsvæsen vil derfor få stærkere magtmidler i kampen mod dem, der truer andre og ringeagter menneskeliv.«

Ord gjorde det ikke længere. Alt var sagt før.

11. december 2007 viste, at intet var forandret – og hvis noget havde forandret sig, var det vist ikke til det bedre.

Bandekriminaliteten var ude af kontrol: I et af verdens rigeste og tryggeste samfund forsøgte unge mænd nu at ombringe hinanden med automatvåben på åben gade.

Og ingen af os forstod helt hvorfor.

Men vi forstod så meget, at det var et varsel om onde tider.

NAVNET KOM som et ukendt skib duvende ud af mørket.

»Har du hørt om Rami Mawad?«

Kilden holdt en kunstpause og så journalisten fra Berlingske Tidende an. Det var nat, vi småfrøs begge på den lille plads i Valby. Her begyndte Vigerslev-drengenes territorium, de havde mærket grænsen af med en blodrød graffiti på et mosgrønt plankeværk: ’12 krigere parate til at dø,’ lød advarslen.

»Rami tog noget, som nogen savner,« sagde kilden:

»Han har en pris på sit hoved. På en million kroner.«

I vinteren 2008 var drab og drabsforsøg stadig sjældne i bandemiljøet herhjemme. Nu stod kilden og sagde, at banderne satte dusører på deres fjenders hoveder.

Rami Mawad regnedes for en af de ledende skikkelser blandt Tåstrupgård-drengene på Københavns Vestegn. Hvad enten man spurgte sig for på Vestegnen – hos Black Cobra i Hundige, hos Bloodz i Hundige, hos Brøndby Strand-drengene, Mohammed ’maleren’ Figuiguis drenge i Ishøj og Hells Angels sammesteds – eller længere inde mod København fra Albertslund, Glostrup, Rødovre til Valby og ind til Blågårdsplads, hørte man den samme historie:

Drengene fra Tåstrupgård gik deres egne veje, de gik ikke af vejen for noget, og hvis nogen kom til deres by for at skabe problemer, stod de sammen. Men de havde også svagheder. De var tyveknægte og slet ikke til at stole på, sagde flere.

Rami boede i Tåstrupgård, han kunne kendes på sine grønne øjne og en intelligens, der ikke fandtes lige. Men der var måske ikke meget tid. Rami tog chancer, forlød det. For mange chancer. Ingen vidste, hvor længe han ville være i stand til at holde sig i live.

Sådan begyndte jagten, min jagt på Rami Mawad, på en gyngende grund af uvidenhed og med få pålidelige oplysninger, uden at jeg dengang anede, at den skulle komme til at strække sig over halvandet år, og helt uden at vide at der skulle blive tale om mere end 100 møder foran bandemedlemmernes hjem, i lånte lejligheder, i klubber, på S-togstationer og i de gader, København inden længe skulle komme til at lægge til en bandekrig, der ikke er set blodigere siden Den Store Nordiske Rockerkrig i midten af 1990erne.

Jeg har interviewet psykologer, socialpædagoger, tidligere og nuværende kriminelle, unge mænd i og tæt på banderne, skolelærere, sundhedsplejersker, idrætsledere og andre ildsjæle i kontakt med de unge, politifolk, embedsmænd og politikere – enhver, der vidste noget om Rami Mawad.

Samtidig samlede jeg dokumenter via aktindsigt og indhentede domme og udskrifter fra retsbøgerne for at forstå deres kriminalitet.

Rami selv ønskede aldrig at medvirke.

Da jeg første gang fandt ham en eftermiddag på parkeringspladsen i Tåstrupgård, stillede han som betingelse for at deltage i et interview, at det skulle ske på samme præmisser, som da Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad stillede op i det legendariske TV-magasin »60 minutes«: Rami mente at vide, at den iranske præsident selv skrev samtlige spørgsmål på forhånd, hvorpå han fik intervieweren til at læse dem op. Til det første spørgsmål sagde Ahmadinejad: »Fremragende spørgsmål.«

Jeg afleverede mit visitkort til Rami, som kiggede på det et sekund, før han hoppede ind i sin dybblå BMW M3 cabriolet med rødt læderindtræk, rev kortet i stumper og stykker og accellerede. Resterne af mit visitkort dalede ned på parkeringspladsen i Tåstrupgård.

Anden gang, jeg traf ham, var en nat på den sti, som blandt politifolk bærer hans navn: Mawad-stien eller Mawad Boulevard. Det var kort efter drabet på den 19-årige Osman Nuri Dogan i Tingbjerg 2008 – bandekrigens første dødsoffer. Rami bad Berlingske Tidende holde sig væk. Han frygtede, at nogen ville blive skudt, hvis vi skrev om ham, men understregede, at jeg ikke måtte opfatte det som en trussel.

Det var jeg glad for.

Avisen her ville skrive om ham, uanset om han medvirkede eller ej. Han var en vigtig historie – måske den vigtigste lige nu. Rami trak på skuldrene og tilføjede, at hans advokat ville »kneppe os«.

Tredje gang modtog jeg en kort besked fra en af hans mellemmænd, som advarede mig. Heller ikke han lød truende, men konstaterede i et mildt bekymret, omsorgsfuldt og lettere undskyldende tonefald.

»Hvis du bliver ved med at være på nakken af ham, horeunge, så nakker han dig.«

I SYV DØGN, NAT OG DAG, op til 11. december 2007 beskyttede drengene fra Tåstrupgård Rami Mawad.

De kaldte sig stadig sådan – drengene – skønt de var voksne mænd midt i tyverne, og kun navnet forlenede dem med en vis uskyld. At gøre deres samlede straffe op kunne de ikke, hver især havde de svært nok ved at huske deres egne domme. Han og hans brødre havde vadet ind og ud af fængsler, siden de fyldte 15.

Ramis synderegister stod ikke tilbage for de andres: tyveri, røveri, vold, grov vold og forsøg på ildspåsættelse. Og alligevel var han ikke som dem.

Rami var charmerende og kunne tale med enhver. Han udnyttede sit medfødte talent til det yderste og fik folk til at føle sig godt tilpas, mens han spekulerede som en rasende på, hvad han kunne bruge dem til.

Gadearbejdere, socialrådgivere, folk i Kriminalforsorgen eller de mange betjente, som gennem årene har mødt Rami, sagde det samme: De kunne godt lide ham.

Skønt han var flygtningebarn født i Libanon, fik han en eksamen fra folkeskolen med et gennemsnit på over ti uden at arbejde for den. Hans hjerne huskede bare ting, og den kørte hurtigt. Når folk spurgte, hvad han ville være, svarede han ingeniør, pilot eller professionel bokser. Verden lå åben for ham dengang.

Når han mødte i retten, sad hans kæreste og skulede til pigerne ved siden af – de genkendte udtrykket i hendes ansigt, der sagde: Jeg er Ramis eneste ene.

Med sin intelligens og hensynsløshed avancerede Rami stille og roligt i det kriminelle miljø. Undertiden kunne han høre sig selv omtalt som bandeleder.

Med dusøren på ham forandrede tingene sig i december 2007. Indsatsen steg pludselig dramatisk for Rami.

Han holdt sig mest i Tåstrupgård i de dage, det var sikrest sådan. Når han trængte til frisk luft, rullede han ud på en af sine motorcykler. Han rådede over både en Yamaha R1 og en Suzuki GXSR 750er, som han siden skiftede til en 1000er. Han elskede at fyre motorcyklerne af op og ned ad Tåstrupgårdsvej om natten. Imens sikrede drengene ham iført skudsikre veste og med deres våben aldrig langt væk.

Rami var vant til at kigge sig over skulderen. Men denne gang var det anderledes.

Han var et mål nu, det vidste han. Hans fjender var ikke i tvivl: Rami Mawad stod bag en rulleforretning, hvor han og drengene røvede ca. tre kilo kokain ude i byen. Derfor flød Tåstrupgård i billig kokain – nogen havde travlt med at komme af med noget. Den historie var slem nok, men ikke nok med det: Ham, der betragtede sig selv om kokainens retmæssige ejer, mente, at Rami truede hans familie.

Alle vidste, hvad det betød. En økonomisk bod var udelukket, Rami skulle betale med sit liv.

Opgaven lå i kommission: Den, der klarede jobbet, kunne indkassere en million kroner. Det betød, at truslerne flød lige så stille ind over hans telefon.

Drengene i Brøndby Strand ringede ham op flere gange. Rami sagde, han intet kendte til den sag med kokainen. Han vidste, de ville komme alligevel. Det eneste, han var usikker på, var, om de gik efter en kidnapning eller slå ham ihjel på stedet.

Rami begyndte at lægge sin plan.

Han samlede 18 af drengene, som indgik i et treholdsskift. En vagt varede otte timer, der var seks på hver vagt, og vagterne rådede over fire AK47ere og to M16ere. Foruden disse automatvåben rådede de over deres egne pistoler samt to køretøjer, som skulle skære Tåstrupgårdsvej af fra hver sin ende, når angrebet kom. Med en SMS kunne Rami spærre Tåstrupgård af på under to minutter. Og fjenderne fra Brøndby Strand eller andre lykkeriddere fristet af millionen ville hverken kunne komme frem eller tilbage.

Det ville blive et blodbad.

Men først var der en ting, som han var nødt til at klare selv.

HVIS DER VAR EN HISTORISK person, Rami Mawad beundrede, var det Alexander den Store – drengen, der voksede op med filosoffen Aristoteles som sin lærer og blev alle tiders største feltherre. Smuk som en gud og med et mod der i felten hele tiden tangerede det dumdristige, samlede Alexander den største hær, verden dengang havde set, og besejrede som purung mand perserne og marcherede med sin hær hele vejen til Indien. Ved sin død var han hersker over det mægtigste rige i verden.

Rami havde ikke storhedsvanvid, han sammenlignede sig ikke direkte med Alexander. Men det var umuligt at overse, at der var visse ligheder mellem ham og hans forbillede, når han indførte drengene i Tåstrupgård i Alexanders levned og filosofi.

Der var mest tale om simple, men effektive regler for en dygtig leder, som Rami Mawad selv forsøgte at leve op til.

»For at kende din fjende må du kende dig selv.«

Eller:

»Du kan ikke føre en krig ude i verden, hvis ikke du har ryddet op derhjemme.«

Et tredje af Ramis principper lød:

»For at kunne lede skal du selv være i stand til at gøre det, du beder dine folk om.«

Det var, hvad det drejede sig om for en rigtig mand og en ægte leder, alt andet var snak: At gå forrest, at sætte et eksempel.

Seks dage før angrebet på Rami Mawad, klokken ca. 12.00 5. december 2007, spadserede chancen for at sætte et eksempel ind på parkeringspladsen iført malertøj.

Aboubaida Abdelrazag holdt frokost fra sit arbejde og standsede for at købe cigaretter hos den lille købmand i Tåstrupgård. Da han kom ud, mødte han fem-seks af drengene. En af dem udpegede han siden i retten som Rami Mawad, den dag iført en sort North Face jakke og camouflagebukser. Aboubaida genkendte ham let på hans øjenbryn, næse og ansigttræk, og Rami var også på overvågningsvideoen fra kiosken.

»Hvor kommer du fra?« spurgte Rami, irriteret.

»Hvorfor?« svarede Aboubaida, da Ramis første slag ramte ham i hovedet.

»… hvad laver du?«

Rami slog igen.

»Næste gang jeg spørger, hvor du kommer fra, svarer du straks…«

Nu begyndte de andre drenge at slå.

Rami trak en sølvgrå pistol fra bukselinningen og rettede den mod Aboubaida, som røg til jorden og blev både sparket og slået, indtil han hørte en stemme sige:

»Lad ham være. Han har fået nok.«

Rami fik syv måneders fængsel, dommeren lagde vægt på, at han flere gange tidligere var straffet og nu »helt meningsløst har provokeret, overfaldet og truet en tilfældig person.« 11. december 2007 var han dog stadig på fri fod.

DØDEN I DEN SORTE Range Rover kom på et dårligt tidspunkt. En patruljevogn kørte ned og vendte på parkeringspladsen i Tåstrupgård kort forinden. Ramis vagter måtte gå i skjul og stuve alle våben af vejen. Men ikke nok med det. Brøndby Strand-drengene havde gjort deres hjemmearbejde. Rami havde samme dag set sig nødsaget til at skære antallet af vagter ned til det halve. Efter syv døgns vagter kunne flere af drengene dårligt se ud af øjnene på grund af manglen på søvn. De var intet bevendt som vagter, Rami sendte dem hjem. Hvis Brøndby Strand-drengene var kommet aftenen før, havde Ramis gruppe kunne mønstre fire-seks maskinpistoler, nu rådede de kun over det halve, da Range Roveren pludselig blokerede indkørslen, dørene på fire-fem biler gik op, og mænd maskeret med tørklæder og huer til commando-raid og bevæbnet med maskinpistolerne Uzi og AK47 sprang ud.

En kvindelig beboer, som sad i sin lejlighed, nåede at undre sig over en rød prik på væggen fra et lasersigte, før hun hørte, hvad hun troede var fyrværkeri.

En anden beboer, Mahmood Mangal, tidligere officer i den afghanske hær, hørte også fyrværkeriet og gik hen til sit vindue, hvor et skud hamrede ind gennem ruden ti centimeter fra hans hoved.

De maskerede mænd stod bare 25 meter fra Rami Mawad, da de åbnede ild mod ham og hans bror. Hans vagter besvarede straks ilden. Rami hørte smældet fra skuddene, der føg mod ham – det var et godt tegn, vidste han fra Libanon. Hvis man gjorde det, var man ikke død. Men hvis ikke han handlede, var han det om et øjeblik.

Rami kastede sig ind i bilen med Hazim og trådte på speederen, men så pludselig direkte på en angriber alt for tæt på ham. Rami havde ikke set ham før nu, han måtte have gemt sig bag varmecentralen, og manden rettede sit våben mod Rami. Nu skete det, det var forbi.

En af Ramis vagter så, han var i fare, og her er hvad flere vidner påstod at have set: Han sigtede og skød oppe fra en svalegang, projektilet ramte angriberen midt på brystet og den skudsikre vest. Skuddet var perfekt. Et af dem, man måske kun affyrer et af i et helt liv. Rami så manden gå bagover og falde til jorden, mens han holdt aftrækkeren i bund, og projektilerne hamrede ind i langblokken, spredt ud over hele muren.

Så trådte Rami igen på speederen. Han fræsede ned forbi minimarkedet og dumpede bilen der. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på Rami og Hazim, de kunne slet ikke holde op med at grine.

Det her var for sindsygt.

Først forlød det, at der faldt 75 skud i Tåstrupgård den aften. Siden talte politiet 88 skud – muligvis var der op til 120 – affyret fra ni forskellige våben. Ved et mirakel blev ingen dræbt den aften.

Brøndby Strand-drengene hoppede ind i deres biler og forsvandt, så snart de havde tømt deres magasiner. Ramis vagter lå stadig på alle fire og samlede de varme hylstre op, da de hørte sirenerne fra de første patruljevogne. Drengene fra Tåstrupgård fandt 52, og dem, de ikke kunne nå at få med sig i lommerne, sparkede de ned i kloakkerne.

På et improviseret pressemøde næste dag sad boligselskabet AKB side om side med borgmester Michael Ziegler (K). Han opnåede berømmelse i hele Danmark, da han efter sidste kommunalvalg bosatte sig i Tåstrupgård igennem en måned – på det tidspunkt med ry for at være en af landets mest socialt belastede ghettoer.

Men det er og var et godt sted at bo, lød det nu fra både boligselskabet AKB og borgmesteren, som fandt det helt ufortjent, at bebyggelsen nu atter skulle stemples som problemområde.

»Man færdes trygt i Tåstrupgård – det ved jeg af egen erfaring,« lød det i en pressemeddelelse fra borgmesteren, som talte om en mønsterbebyggelse.

»For 10-15 år siden var her masser af problemer. I dag er bebyggelsen nærmest et mønstereksempel på, hvordan man kan løfte et boligområde.«

På det improviserede pressemøde deltog en af landets mest erfarne kriminalfolk, Bent Isager-Nielsen, fra Vestegnens Politi. Han betegnede Tåstrupgård som »et fredeligt og roligt område«.

»Det er helt tilfældigt, at det skete i Tåstrupgård.«

Vestegnens Politi fandt dog anledning til at udtale, at der var tale om et opgør mellem bander, og at det formentlig drejede sig om narko.

Skønt ingen nogensinde hørte Rami Mawads navn nævnt, forhindrede det ikke bandelederen selv i at give sin kommentar. Brøndby Strand skulle vide, at han var i live og ikke bange for nogen. Derfor gik han på TV2 Lorry, hvor en enkelt vaks seer eller to muligvis har undret sig over præsentationen af den unge mand med huen godt trukket ned over ørerne.

På skiltet under Rami Mawad stod der, som om det var hans sande navn, Mohammed Ali.

»Der er hverken bander, kriminalitet eller noget som helst, som giver dem en god grund til at skyde på folk i sådan en bebyggelse. Her er små børn, der spiller fodbold,« udtalte den unge mand med det berømte navn.

Der blev aldrig rejst tiltale mod nogen for drabsforsøget på Rami Mawad, selv om der var en stribe anholdelser både i Tåstrupgård og Brøndby Strand. De ni våben blev aldrig fundet, og vidnerne huskede intet eller ville intet sige.

Attentatet på Rami Mawad kom alligevel til at skrive historie.

Organiseret kriminalitet og bandeopgør på åben gade var ikke længere et eksotisk problem, det blev et dansk og lokalt problem. Samtidig viste reaktionerne på de 88 skud, at vold og blodsudgydelser ikke er det egentlige samfundsproblem i en bandekrig. Det er frygten.

Mahmood Mangal, manden der var tæt på at bliver offer for et af de vildfarne projektiler, tog sutsko på for at undgå at træde glasskårene fra sine knuste ruder op i fødderne, da han dagen efter de 88 skud forklarede, at han sådan set netop var flygtet fra krigen i Afghanistan for at undgå projektiler i luften.

»Jeg har boet her i Tåstrupgård i 11 år, jeg har et fast job her i området, men jeg kan ikke blive boende. Ikke længere. Jeg vil ikke have, at mine børn skal vokse op i det her.«

FIRE DAGE EFTER de 88 skud samledes Tåstrupgård-drengene i deres biler. De skulle til Hallingparken i Brøndby Strand for at hævne sig. Men de vidste, at politiet ville være over dem. Derfor fik de to piger til at køre en bil ind Hallingparken, hvor våbnene lå stakket i bagagerummet. Derefter var det bare at forsyne sig. Men politiet standsede kortegen, fik Ramis folk ud af bilerne og bagbandt dem med plasticstrips. Betjentene ransagede køretøjerne, men fandt ingen våben. Politiet løslod drengene med besked om at tage i en anden retning. De forstod aldrig, hvorfor drengene fra Tåstrupgård var taget af sted uden våben.

16. januar 2008 løb han en tur om morgenen. Han havde lige været i bad, da han hørte noget pusle uden for døren i sit klubværelse i hjertet af Tåstrupgård. Der blev taget ladegreb, og våben blev afsikret. Nogen var ved at gøre klar til et nyt angreb på ham.

Rami listede over til sin stol og tog specialudgaven af en CZ-99er frem – en forkromet ni millimeter pistol med indgraveringer og perlemorsskæfte, som i sin tid havde tilhørt en højtstående serbisk officer, men som på gaden i København havde en værdi på op mod 50.000 kroner. I bar overkrop og kun med bukser på sneg han sig hen til hoveddøren og hævede pistolen. Hans fjender skulle ikke få ham uden kamp.

Han kiggede ud gennem dørspionen. Derude i opgangen stod kampklædt politi. Rami nåede lige akkurat at sænke pistolen og stikke den i bukselinningen, da døren blev sprængt, og betjentene stod i hans lille værelse med deres våben rettet imod ham. Han havde stadig skæftet med perlemor strittende op over buksekanten.

Rami var anholdt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.