Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Analyse: Politiets fred er forbi

Betjente, gademedarbejdere og skolelærere har altid nydt en vis beskyttelse fra det kriminelle miljø. Efter skudepisoden i Vollsmose er den kontrakt nu opsagt.

Hvis en eller anden skulle lave en hitliste over de mest stupide og afstumpede indslag i det, vi kalder bandekrigen, ville konkurrencen være skarp.

Man kunne gå næsten ti år tilbage til et af de tidligste attentater i Hundige, hvor en bande tømte et automatvåben ind i en bil, hvor en unge mand sad med sin kæreste.

Man kunne også nøjes med at gå knap to år tilbage, hvor to grupper udvekslede 88 skud i Taastrupgård blandt legende børn på p-pladsen en tirsdag aften. Man kunne slå ned på vinterens drab på Café Våren på Amager, hvor tilfældige værtshusgæster blev mejet ned og én dræbt.

Ingen fortjener at dø på gaden
Man kunne blive ved. Kandidaterne til listen er alt for mange – og man kunne selvklart fremhæve hver af de fem attentater, der har kostet liv siden drabet på den 19-årige Osman Nuri Dogan i Tingbjerg.

Men det er dybest set meningsløst at fremhæve en skudepisode frem for en anden eller en af krigens foreløbig fem dræbte frem for de andre.

Ingen fortjener at dø på gaden som ofre for det tomme heltemod, som forener Hells Angels, Bandidos, Black Cobra og alle de såkaldte gadebander på tværs af alle territorier og opgør. Hverken uskyldige eller forbrydere. Der findes ingen ’greatest hits’ – kun usle og sørgelige.

Vi ved, at idiotien er monumental i dele af miljøet. Alligevel slåes man med forbløffelse over nattens skud mod to lokalbetjente i Vollsmose.

Her er hvad, der skete på baggrund af de foreløbige oplysninger: Efter en biljagt kunne en ambulance ikke komme frem for at hjælpe en svært tilskadekommen fører af flugtbilen. Derfor måtte betjente fragte manden op til en ambulance. Kort efter blev to lokalbetjente beskudt med et automatvåben. Mellem 6 og 10 skud faldt der.

- Betjentene så mundingsilden og hørte projektilerne suse forbi dem, så vi kan ikke se det på anden måde, end at der blev skudt mod dem, siger politikommissær Hans Frederiksen

Fra Malmö ved vi, hvad næste skridt kan blive: Attentater på offentlige anklagere.

Politiet i Sverige mistænkte folk fra bandemiljøet for at stå bag en brevbombe mod en offentlig anklager i Malmö sidste år, men sagen blev aldrig opklaret.

Brud på kontrakt
For alles skyld – også de kriminelle grupperinger i Vollsmose – må vi håbe, at gerningsmanden i Bøgeparken findes og straffes.

Der har altid været en uskreven kontrakt mellem det kriminelle miljø og de mennesker, som i kraft af deres profession kommer i berøring med det. Kontrakten omfatter alle, som ’gaden’ definerer som ’staten’ – det vil sige politi, SSP, fængselsfunktionærer, medarbejdere i boligselskabet, skolelærere, socialrådgivere, pædagoger, journalister og mange flere.

Det er den kontrakt, der gør, at alt fra offentlige anklagere til sundhedsplejersker kan gå på arbejde uden at skulle kigge sig skulderen. Indholdet er meget simpelt: Der gælder andre regler for ’staten’ end for ’gaden’.

Hvor ’gadens’ ludere, lommetyve, misbrugere og andre kriminelle og deres slæng kan være frit bytte, er ’staten’ det aldrig. Så længe vi fra ’staten’ optræder bare nogenlunde professionelt og viser ’gaden’ et minimum af respekt, selv når vi bringer dårlige tidender, kropsvisiterer dem, tager deres frihed, bil eller bistandshjælp, har vi intet at frygte.

Det er samme gamle uskrevne kontrakt, der gør, at almindelige mennesker intet har at frygte, hvis de sætter sig i vidneskranken og sender bandemedlemmer selv mange år i fængsel, mens andre kriminelle vil have livet bag sig, hvis de gør det samme.

Kontrakten hviler hverken på gentleman-ship eller en eller anden lokumsaftale, hvor staten og ’gaden’ gensidigt freder hinanden. Interessemodsætninger er helt klare: Betjenten fanger skurken, hvis han kan, banderne snører pressen, når de kan komme til det, og vi eksponerer dem, hvis vi kan, ligesom fængselsbetjente, ssp’ere og socialrådgivere oplever masser eksempler på hårdt pres og urimelig opførsel fra de unge. Pointen er bare: Vi slår ikke hinanden ihjel. Vi overfalder ikke hinanden. I stedet gør vi det, vi nu skal gøre.

Staten skal nok klare sig
Staten skal nok klare sig uden den kontrakt. Men det bliver ikke med lokalbetjente i skjorteærmer. Kampklædte betjente bliver nødt til at lade deres egen sikkerhed gå forud for almindelig konduite. De unge vil blive forment adgang på rådhuse, socialcentre og i deres skoler. De kan glemme alt om væresteder og en vis opbakning i lokalområdet.

Man gør sig ingen forestilling om, hvor mange konflikter, der afværges hver eneste dag i områder med massive sociale problemer, fordi den lokale betjent, skoleinspektør, ssp’er eller bare en vicevært, får bragt rivaliserende unge sammen, aflivet misforståelser og bringer de unge til at forstå, at ingen er tjent med åbne kampe i deres egen ’ghetto’.

Når kontrakten opsiges, og hvis der kommer flere angreb som det i Vollsmose, får ’gaden’ et problem, som vil få bandekrigen til at ligne en søndagsudflugt.
Og der er slet ingen tvivl om, hvem der vil vinde den krig. Staten.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.