Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Arkitektur

Venedig bringer godt nyt fra arkitektur­fronten

Problemer har verden nok af – men nogle af dem kan løses gennem arkitektonisk omtanke og fornuftig omgang med ressourcer. Arkitekturbiennalen i Venedig handler ikke om mindre æstetik, men om mere etik. Og om at se praktisk på verden.

I den tyske pavillon er der symbolsk slået hul i murene på den historiske bygning i  Venedigs Giardini-område. Sidste år krydsede flere end en million flygtninge og migranter landets grænser, og også i efterkrigstiden tog Tyskland imod store mængder af flygtninge eller fordrevne. Foto: Vincenzo Pinto/AFP
I den tyske pavillon er der symbolsk slået hul i murene på den historiske bygning i  Venedigs Giardini-område. Sidste år krydsede flere end en million flygtninge og migranter landets grænser, og også i efterkrigstiden tog Tyskland imod store mængder af flygtninge eller fordrevne. Foto: Vincenzo Pinto/AFP

VENEDIG: Hvad gør man, hvis man vil danne sig et overblik over omgivelserne? Man kan for eksempel bruge en stige.

Det er et billede, der går igen i arkitekturbiennalens plakater, kataloger osv. For hvad gør man, hvis man vil vide, hvad der foregår i arkitekturen netop nu? Man tager til biennalen i Venedig. Der kan man i hvert fald se nogle af de internationale strømninger i arkitekturen. Og ikke mindst: burde være det.

For det er en biennale, der i udtalt grad adresserer en række af tidens globale udfordringer, som naturkatastrofer, boligmangel og regional fattigdom i al almindelighed, forurening, folkevandring, trafikafvikling, opdelte samfund og forholdet mellem centrum og periferi.

Om det så er udformningen af og det mulige, civile genbrug af militærets midlertidige baser, bliver det behandlet på denne biennale, hvis store styrke er, at mange af bidragene er praktiske og løsningsorienterede.

Samfundets sociale kit

Det er en udstilling, der i et betragteligt omfang fortæller om, hvordan arkitekturens traditioner, håndværkets betydning og arkitekters faglige greb kan gøre en stor forskel for menneskers livskvalitet. Og den fortæller gennem talrige eksempler, hvordan arkitektur kan blive en del af det sociale kit, der binder samfundet sammen og gør det tryggere, rigere, friere osv.

Har det ikke altid været arkitekturens rolle, kunne man spørge? Jo, det har det. Men ved adskillige tidligere biennaler har alt for mange af bidragyderne taget fejl af årstallet og troet, at det var året for kunstbiennalerne. De er derfor mødt frem med mere eller mindre interessante installationer, der kan have formet sig som poetiske abstraktioner over den bundne kunstart. De passer imidlertid bedre til de ulige år, når det er billedkunsten, der er på dagsordenen. På en arkitekturudstilling er de for ukonkrete.

Den chilenske arkitekt Alejandro Aravena, der er biennalens hovedkurator, har taget udgangspunkt i verdens problemer og stillet spørgsmål til sine kolleger. Hvordan kan vi bidrage med løsninger? Hvor er fronten? Hvordan står det til med arkitekturen rundt om i verden?

For at få et overblik over dét har Aravena bedt de 65 deltagerlande om at rapportere fra hver sin front. Dernæst har han selv inviteret små hundrede arkitekter og tegnestuer fra det meste af verden til en udstilling, han selv har sammensat.

Den vises dels i parkområdet Giardini, hvor hovedparten af de nationale pavilloner ligger, dels i det tidligere orlogsværft, Arsenale, og det er der, man skal begynde sin vandring gennem den 15. internationale arkitekturbiennale med titlen »Reporting from the front«.

Tag over hovedet

Lad os vende tilbage til det billede, biennalen selv bruger. En kvinde stående på en stige i et ørkenlandskab.

Angiveligt er kvinden den tyske arkæolog Maria Reise, som den kosmopolitiske forfatter Bruce Chatwin mødte i et øde landskab under en rejse i Sydamerika. Hun havde ikke råd til at leje et fly, men med stigen kunne hun komme så højt til vejrs, at hun kunne få øje på de kunstigt frembragte strukturer i Nazca-ørkenen, der er så store, at de kun kan ses i deres helhed fra luften.

Sådan er det også med biennalen. Den giver ikke svaret eller postulerer at besidde sandheden. Men den tilbyder overblikket over nogle af de områder, hvor arkitekter kan gøre en forskel.

Ofte lider arkitekter nederlag i forhold til bygherren, der på sin side varetager nogle økonomiske interesser og måske derfor presser på for, at arkitekterne slækker på de artistiske ambitioner.

Eller det modsatte: Da Berlingskes trykkeri ved Slagelse skulle opføres engang i forrige århundrede, ringede den daværende bestyrelsesformand til arkitekten Søren Robert Lund og spurgte, hvad der skulle til, for at bygningen ikke bare var et hus, men også ordentlig arkitektur. Svaret var en million kroner.

Det var andre tider og en anden situation, og mange overbevisende modeller på udstillingen viser, hvordan man kan bygge billigere uden nødvendigvis at gå på kompromis med æstetikken.

Udstillingen rummer også en kritik af modernismens arkitektursyn og især modernismens forfald og fortæller om, hvordan man kan anvende andre materialer end de gængse som beton, glas og metal. Og ikke mindst hvordan det giver mening at begynde at interessere sig for ældre materialer og byggemetoder. Der var nok en årsag til, at de blev anvendt i årtusinder.

Dertil kommer problemstillinger som organisering af midlertidige bosættelser som for eksempel flygtningelejre, eller hvordan man kan udvide boligarealet på forskellig vis ved at bygge til.

Ikke som når vi i Danmark får opført en udestue, men måske snarere udfordringen med overhovedet at få tag over hovedet.

I det hele taget er det problemerne i andre dele af verden, der kendetegner navnlig denne del af biennalen. Svarene er ofte – ud over de allerede nævnte som for eksempel at genoptage afprøvede materialer og byggemetoder – at arkitekterne må forsvare deres faglige synspunkter over for myndigheder og insistere på kvalitet som forudsætning for velfungerende huse og byrum. Og argumentere mod bygningsregulativer, hvis de står i vejen for løsninger på helt basale, menneskelige behov.

Masseturismens skadevirkninger

Omvendt, fremgår det af udstillingen, kan det også være arkitektens rolle gennem sin faglighed at afbøde skadevirkningerne af for eksempel masseturismen. Masseturismen, der er opstået som følge af almindelig velstandsstigning, går ofte hårdt ud over de populære rejsemål.

Venedig er i sig selv et præmieeksempel. Men der er også andre steder i verden, hvor der opføres stadig flere hoteller og ferieboliger i gerne naturskønne omgivelser. Det slider voldsomt på ressourcerne, når for eksempel vand bruges til at holde golfbanerne grønne i stedet for til vanding af markerne.

Hvad skal arkitekterne gøre? Slutte sig sammen i protestbevægelsen »Bygningskunstnere mod kapitalisme« og arbejde for et systemskifte? Eller erkende at masseturismen også er et indtægtsgrundlag mange forskellige steder på kloden? Og så bruge deres faglige greb på at afbøde skadevirkningerne af, at stadig flere mennesker har fået så mange penge mellem hænderne, at de har mulighed for at tage hen til varmen og swimmingpoolen, casinoer og store hoteller.

Wir schaffen es

Biennalens hovedtema afspejles i år også i de nationale pavilloner og gennemgående mere konkret, end det ofte har været tilfældet.

Der er naturligvis stor forskel på forholdene i Yemen og Filippinerne, to lande, der begge er med for første gang, og så de vestlige lande.

Det er vidt forskellige fronter, men det har nu ikke forhindret udstillingerne i de nationale pavilloner at rapportere fra forholdene i deres egne lande – og om hvad arkitekter gør for at levere løsninger på de problemer, vi står over for. Som indledningsvist nævnt alt fra forurening til folkevandringer.

Netop flygtningesituationen er der adskillige europæiske lande, der behandler i deres pavilloner. Blandt dem Finland og Østrig og – mest direkte – Tyskland, der symbolsk har fjernet store dele af pavillonens mure:

Pavillonen er åben. Tyskland er åben. Og i fjor krydsede flere end en million flygtninge og migranter landets grænser. Tyskland tog i efterkrigstiden også imod store mængder af flygtninge eller fordrevne, der vendte tilbage. Dem lykkedes det at skaffe boliger og arbejde.

Spørgsmålet er, hvordan det kommer til at spænde an i en tid uden genopbygning af et krigshærget land, uden Marshallhjælp fra USA, uden Wirtshaftswunder og uden en udtalt forhåbning om, at fremtiden skulle blive fredelig, og at tæt samarbejde og europæisk enhed skulle erstatte krige og konflikter.

Udstillingen i den tyske pavillon berører de nøgler, delstaterne anvender til at fordele flygtninge og migranter mellem sig ud fra en formodning om, at flygtninge bliver til migranter.

Men det ændrer ikke ved to problemstillinger: At det i et stort set fuldt udbygget land er vanskeligt at finde boliger (og arbejde) til de nyankomne. Og at der er tendenser til, at mange migranter efterfølgende søger mod de byer, hvor der i forvejen er en koloni af landsmænd.

Erfaringer har vist, at opførelse af nye boligområder, der kommer til at huse ensartede etniske segmenter af befolkningen, fører til det modsatte af integration. Og flere forslag, også i den finske og andre pavilloner, peger på, at så må der bygges til: Oven på eksisterende boligbyggerier som udbygninger og som bygninger placeret mellem eksisterende bygninger, hvor der er plads.

Sådan, lyder argumentationen i flere eksempler, opstår den bedste integration. Gennem nærhed, kontakt, ved at lære sproget og ved at blive en del af arbejdsmarkedet.

En bedre verden

Andre lande peger på andre problemstillinger og andre løsninger. Hvordan genanvender vi funktionstømte industriområder? Er fremtiden i en presset økonomi, at flere generationer bor sammen? Kan nogle tilflyttere blive nødt til at bo i bygninger, der ikke er færdigopført? Eller opføre dem selv?

Og selvfølgelig alle spørgsmålene om klima og ressourceforbrug og om at kunne trives i stadig mere intense byområder og måske endda gøre dem grønnere.

Styrken ved den 15. arkitekturbiennale i Venedig er, at den tager udgangspunkt i alvorlige globale udfordringer og kommer med konkrete løsningsforslag og eksempler på realiserede projekter.

Svagheden kunne være gentagelsen, for mange arkitekter ser de mulige løsninger i for eksempel genbrug eller byggemetoder. Det er imidlertid ikke et nævneværdigt problem. Tværtimod demonstrerer den idémæssige rigdom håbet om, at arkitekturen kan bidrage til en bedre verden for stadig flere mennesker.

Hvad: 15. internationale arkitekturbiennale i Venedig.

Hvor: Giardini, Arsenale og forskellige adresser rundt om i byen. Tirsdage-søndage kl. 10-18. Til 27. november.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.