Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Arkitektur

Da Danmark begyndte at bygge i højden

Husene på Bellahøj er Danmarks første egentlige højhuse og står som et ikon for moderne boligbyggeri i midten af det 20. århundrede. Nu foreligger bogen om dem.

Som mange af det 20. århundredes funktionalistiske boligbyggerier var der også i Bellahøj-husene gjort en særlig indsats for, at trapperummene fremtrådte moderne og lyse.
Som mange af det 20. århundredes funktionalistiske boligbyggerier var der også i Bellahøj-husene gjort en særlig indsats for, at trapperummene fremtrådte moderne og lyse.

Egentlig er det pudsigt, at der ikke i nyere tid er udgivet en bog om Bellahøj-husene. Det er der så nu. Nu er den skrevet - af to arkitekter og en arkitekturforsker.

Litteraturen om Bellahøj er omfattende men spredt. Husene er selvfølgelig nævnt i ethvert oversigtsværk om arkitektur. Trods alt er de Danmarks første skyskrabere, som man stolt kunne finde på at omtale de nye højhuse, da de blev opført i løbet af 1950erne som en slags kulmination af det fantastiske boligbyggeri, der gjorde mellem- og efterkrigstiden til en guldalder i dansk arkitektur. Forud ventede betonbyggerierne og de grå forstæder.

Set fra nutiden kan det være vanskeligt at forstå, hvor meget nytænkning, der ligger i boligbyggeriet for 75-100 år siden. Det var dengang, usundt karrébyggeri i for eksempel de københavnske brokvarterer i en lang række tilfælde blev afløst af fritliggende bebyggelser omgivet af træer og græsplæner.

Med moderne sanitære forhold og et ideal om at trække lys ind i lejlighederne. Mange af de nye etagebyggerier - også Bellahøj - blev tegnet af en veritabel blå bog af danske arkitekter i et fint samarbejde med progressive boligselskaber.

Men - som det fremgår af bogens første kapitel - hænger det moderne boligbyggeri uløseligt sammen med den spirende velfærdsstat. Forfatterne tager blandt andet afsæt i det såkaldte Kanslergadeforlig, der på mange måder blev fundamentet for det moderne samfund. Det er muligt, som det flere gange er blevet fortalt, at Anders Fogh Rasmussen forud for regeringsskiftet i 2001 måtte spørge sig selv, om han ville være liberal eller statsminister.

Men allerede i 1933 blev kimen lagt, i og med at Venstre blandt andet indgik en aftale med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om ikke at modsætte sig en kommende reform af sociallovgivningen. Siden er det blevet set som et eksempel på, hvordan et samarbejdende folkestyre fungerer - modsat den politiske udvikling syd for grænsen.

Aftalen indebar, som det bemærkes i bogen om Bellahøj, at »socialpolitikken grundlæggende (ændrede sig) fra at være et almisseprincip til et retsprincip«. I forlængelse af forliget indførtes også meget gunstige låneordninger til boligbyggeriet. Det blev en vigtig forudsætning for udviklingen af det samfund, der i store træk kendetegnede resten af det 20. århundrede.

Progressivt nybyggeri

Allerede dengang var der en betydelig vandring fra land til by. Det var med til at øge efterspørgslen efter boliger i København og andre større byer. Men også forventningerne til boligstandarden steg. I 1930, fortælles det i det indledende kapitel, havde de fleste byboliger gas, lys og vand. Opvarmningen foregik måske stadigvæk med kakkelovn eller lignende - men nybyggeri blev i reglen udstyret med centralvarme og badeværelse.

Bortset fra borgerskabets store boliger var lejligheder ofte små men blev stadig mere funktionelt indrettet. Dertil føjede sig det nævnte princip om at sikre, at der kom lys ind i lejlighederne - det var sundt, mente man - og at de sanitære forhold var i orden.

Bortset fra i dele af kulturlivet lå der i efterkrigsårene en optimistisk tro på, at verden skulle blive bedre. Også for såkaldt almindelige indkomster. Det var mod arbejdere og funktionærer, mange af tidens progressive nybyggeri blev rettet. Forbilledet - også for Bellahøj - var Le Corbusier, der ud fra sin tids begrænsninger var en visionær arkitekt.

I dag kan vi være lettede over, at for eksempel hans drøm - »Plan Voisin« - om at jævne en stor del af Paris med jorden ikke blev til noget. I stedet, mente Le Corbusier, skulle man opføre såkaldte bomaskiner; standardiserede højhusbyggerier uden videre individuelle træk men med adgang til lys og luft i parklignende områder mellem de fritliggende huse. Hans og de andre, tidlige internationale modernisters skarpe arkitekturidealer blev herhjemme heldigvis blødgjort og kan ses i forlængelse af en afdæmpet dansk byggetradition.

Et afgørende skridt blev taget, da arkitekterne Mogens Irming og Tage Nielsen med deres epokegørende forslag vandt konkurrencen om en bebyggelse af arealerne omkring det fredede Bellahøjgaard.

Det var første gang, man i Danmark ville opføre punkthuse, som det hedder, i en park. 29 af dem og ti m høje for for alvor at få glæde af udsigten fra placeringen på Københavns højest beliggende grund.

Erhvervet i øvrigt allerede i 1880erne da kommunen begyndte at opkøbe store landarealer i et forsøg på at få styr på hovedstadens forventede udvikling. Frem til 1944 blev der udarbejdet forskellige forslag til bebyggelse af grunden. Det er - forstår man af bogen - nærmest som om, forskellige aktører står halvt tøvende, halvt overbeviste på spring for at bygge i højden. Tre etager? Syv? Otte? Ingen højere?

Højt eller lavt

Også dengang udspillede sig en slags værdikamp mellem at bygge i højden eller at bygge lavt. Flere år senere skulle det blive en stor skuffelse for arkitekten bag Gellerupparken, Knud Blach Petersen, at så mange valgte bosætte sig i det nærliggende »småborgerlige« parcelhuskvarter, Tilst, frem for at vælge fællesskabet i hans højhusbyggeri.

På samme måde havde arkitekterne i 1936 diskussioner om det »usociale« enfamiliehus. Modstanderne pegede på, hvor meget billigere, det ville være at bygge i højden. Og i dag ville vi føje det klima- og ressourcemæssige argument til. Det sparer energi at bo i højhuse.

Tage Nielsen - den ene af de vindende arkitekter i konkurrencen - havde i 1939 arbejdet på Le Corbusiers tegnestue i Paris. Også den tids svenske arkitektur var en stor inspiration for danske arkitekter. Nabolandets neutralitetspolitik under Anden Verdenskrig havde blandt andet betydet, at den svenske byggeindustri ikke blev så hårdt ramt som industrien i det besatte Danmark, og at svenske arkitekter arbejdede intenst mod et mere moderne boligbyggeri.

Forspringet var der, for som det hedder: »Svenske arkitekter havde i det hele taget siden de tidlige mellemkrigsår været foran de danske arkitekter (...) Mest kendt er Stockholmudstillingen i 1930, hvor de danske arkitekter valfartede til for at se Gunnar Asplunds svenske fortolkning af den moderne arkitektur«.

Det var den udstilling og den arkitekt - Asplund - der fik afgørende betydning for for eksempel Arne Jacobsen og Mogens Lassen. Bogen munder ud i en konstatering af, at måske er netop Bellahøj og Arne Jacobsens Bellavista de mest lysende eksempler på, at »funktionalismen i Skandinavien tog et menneskeligt udgangspunkt for sine arkitektoniske bestræbelser.«

For dyre

Byggeprocessen, som også er beskrevet i bogen, blev lang og omstændelig. De to arkitekter, der havde vundet konkurrencen, fik ikke lov til at realisere byggeriet. Det var vurderingen, at de ikke havde den fornødne erfaring til at fuldføre et så omfangsrigt projekt. I stedet valgte de fire involverede boligselskaber - AAB, AKB, fsb, SAB - deres egne arkitekter.

Det har skabt variation - og så er der alligevel et helhedspræg over de 28 ejendomme på mellem otte og 13 etager. Helhedspræget blev understreget af, at en af det 20. århundredes største danske landskabsarkitekter, C. Th. Sørensen, stod for omgivelserne. Navnet har området fået, fordi en tidligere ejer af en lystgård i 1700-tallet opkaldte den efter sin hustru. Når Bella Center på Amager hedder dét, skyldes det, at det først lå på Bellahøj.

Da husene blev bygget, blev der fremsat kritik af, at de var for dyre for de såkaldt almindelige indkomster, til hvem socialt boligbyggeri blev opført, og blandt de tilnavne, Bellahøj gennem tiderne, har fået, er derfor også Havregrødshusene eller Grødslottene, fordi grød ville være det eneste, der var råd til at spise, når huslejen var betalt.

Datidens familier, hedder det i »Bellahøj«, brugte omkring 40 procent af deres indkomst på fødevarer og et godt stykke under halvdelen på boligudgifter. De første beboere måtte - med en typisk indkomst på 1.000 kr. om måneden - lægge en tredjedel i husleje.

Gedigen bog

Med tiden er Bellahøj-husene blevet til et vartegn for en tid, da boligbyggeri blev bedre, og samfundet blev stadig mere moderne. På sin vis er den tids byggeri en hyldest til moderniteten og til troen på fremtiden. Indkomster og levestandard ville stige, uddannelsesniveauet forbedres, samfundet ville blive tryggere osv. osv.

Nu står Bellehøj-husene over for en større renovering til en pris på mere end en mia. kr. Lejlighederne skal gøres mere tidssvarende, og byggeriet skal opgraderes, så en eventuelt manglende stolthed over at bo i den arkitektoniske bedrift genfinder sig.

Renoveringen, der finder sted over de nærmeste år, er overdraget tegnestuerne Henning Larsen Architects, Erik Møller Arkitekter, Orbicon, GHB Landskabsarkitekter og Rekommanderet. Først herefter skal der tages stilling til en eventuel fredning.

Bogen om Bellahøj er let og ligefrem skrevet og blandt andet udstyret med nyoptagelser af husene taget af Laura Stamer suppleret med historiske billeder. Det er en gedigen bog, og med til dens fortræffeligheder hører, at den breder historien ud gennem inddragelse af for eksempel datidens arkitekturdebat og en forståelse for, hvordan samfundet har udviklet sig i årene før, under og efter opførelsen af Bellahøj.

Udover selve fremstillingen af historien om byggeriet rummer bogen en række interviews med beboerne. Som jo trods alt er dem, husene er bygget for. Det giver en ekstra - konkret - dimension i fortællingen om Danmarks første skyskrabere.

Titel: Bellahøj - fortællinger om en bebyggelse. Forfattere: Jannie Rosenberg Bendsen, Birgitte Kleis og Mogens Andreassen Morgen. Sider: 294. Pris: 350 kr. Forlag: Strandberg Publishing.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.