Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Koncerter

Mere komisk end kosmisk

Synth: Jean Michel Jarre gjorde det sørgeligt klart, at han er en lyd-fetichist uden kunstnerisk dybde.

Jean Michel Jarre leverede en kunstnerisk iltfattig udgave af »Oxygene« i Falconer Salen.
Jean Michel Jarre leverede en kunstnerisk iltfattig udgave af »Oxygene« i Falconer Salen.

Den elektroniske musik er uløseligt knyttet til den teknologiske udvikling. Her sættes toner til nutiden og til fremtiden, og her presses maskinernes ydeevne til det yderste.

Alene derfor virkede det betænkeligt, at Jean Michel Jarre tirsdag aften stod på scenen i Falconer Salen for at genopføre »Oxygene« fra 1976. Et pionerværk som franskmanden med balsam-blankt hår, gylden teint og prætentiøse gestikulationer skabte med analoge synthesizere og indspillede på en simpel ottespors båndoptager i sit hjemmestudie.

De seks blødt strømmende instrumentalstykker ramte dengang musikkøberne med sin klanglige nytænkning, og albummet solgte forbløffende 12 millioner eksemplarer.

Og i årene der fulgte, etablerede Jarre sig som et sært popsymfonisk fænomen, der nok kunne sælge uendelig mange plader og var i stand til at trække sit højteknologiske live-show over såvel danske pløjemarker som forbi egyptiske pyramider, men dybest set ikke leverede andet en veltilrettelagt tomhed.

På denne aften havde Jarre imidlertid valgt en for ham uvant beskeden iscenesættelse, som bestod af en stribe lyskegler, en række skiftevist dramatiske og lyriske projiceringer på bagtæppet samt et enormt spejl, hvori det veloplagte 40 plus-publikum kunne betragte scenens omfangsrige maskinpark fra oven – og ikke mindst se Jarre spille rollen som den optændte kunstnersjæl, der iler målrettet rundt mellem sine nøje udvalgte medier.

Mere muzak end musik
Ja, Jarre og de tre sortklædte assistenter bag ham var tydeligvis opsatte på at virke meget seriøse i deres omgang med »Oxygene«, men ingen af dem kunne kæmpe imod musikken, der ofte klang mere komisk end kosmisk. Selv det gamle hit »Oxygene (Part IV)« lød mest af alt som et af de græsselige new age-bånd, læger har for uvane at stikke i hånden på enhver patient, der lider af søvnbesvær.

Og hele miseren falder i sidste ende tilbage på den ubalance, som findes i Jarres kreative nervecenter. Franskmanden formår nemlig på den ene side at finde både stærke, sugende og dramatiske lyde i sine elskede maskiner, men er på den anden side blottet for alt, hvad der bare ligner kunstnerisk dybde. Derfor er der heller intet andet at komme efter i hans kompositioner end vellyd på vellyd, og derfor ender en aften som denne også med det ene optrin efter det andet, som reelt er tættere på muzak end musik.

Nu kunne man selvfølgelig også kritisere Jarres slaviske genopførelse af »Oxygene« for at være inderligt overflødig. Men det ville være forkert. For hans besøg på Frederiksberg viste med stor pædagogisk præcision, at værker sagtens kan være væsentlige i historisk forstand, men absolut ligegyldige i kunstnerisk ditto.

Men for pokker, det var dyre lærepenge.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.