Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Italien ligger i Søborg

Tættere på den evige stad kommer man ikke, medmindre man ofrer en flybillet, skriver Svend Rasmussen om Campo de’ Fiori i Søborg.

Mexico ligger i Spanien, synger Nephew. Sidste sommer mente cykelrytteren Michael Rasmussen tilsyneladende at Mexico lå i Italien. Og nu vover jeg den påstand, at Italien ligger i Søborg! I modsætning til Kylling & Nevø har jeg endda argumenterne i orden. For på nogle få hundrede meter langs Søborg Hovedgade finder man ikke mindre end tre italienske spisesteder. Den senest tilkomne hedder Campo de’ Fiori og ligger og putter sig lidt på den mindst oplyste del af den lange hovedgade.

Facaden er en tro kopi af et af de små trattoriaer på det blomstertorv i Rom, som restauranten er opkaldt efter, og er man først kommet indenfor i det meget lille lokale med den højrøstede stemning, føler man sig øjeblikkelig hensat til et uhøjtideligt spisehus i støvlelandet. Stemningen blev denne aften ikke mindre autentisk af, at der var reserveret til 28, skønt lokalet formelt kun rummer 22, og at adskillige gæster (deriblandt os selv) måtte finde sig i at blive herset med og flyttet rundt på, når der skulle skaffes plads til nyankomne. I det hele taget herskede der nogen forvirring hos de meget unge tjenere – brødet var endog meget længe om at finde frem til vores bord, vand skulle der ofte rykkes for adskillige gange, og vinkortet består i, at man kan få lov at beskue et mindre udvalg af flasker på den dårligt oplyste hylde bag kasseapparatet, der oven i købet er anbragt så uhensigtsmæssigt, at man derved spærrer for al trafik til og fra det diminutive køkken. Efter flere næsten-kollisioner med fortravlede tjenere gav jeg op og bestilte husets dyreste hvidvin – en glimrende frugtagtig og meget fyldig Canayli Vermentino de Gallura fra Sardinien – der dog viste sig blot at koste 275 kr. Samme pris, vi senere måtte betale for en kulsort og staldduftende rødvin på negroamaro-druen fra Apulien, der til gengæld blev serveret alt for varm.

Nu kunne man så tro, at der var lagt i kakkelovnen til en rigtig sur og muggen anmeldelse. Det er ingenlunde tilfældet. For Campo de’ Fiori lever nemlig på fornem vis også op til resten af definitionen på et ægte trattoria: et folkeligt spisested med en god og solid mad, der nok holder høje kvalitetskrav, men aldrig går hen og bliver alt for fin. Her er ikke noget egentligt menukort, blot en kridttavle med en fire-fem for- og hovedretter, inklusive dagens speciale, der torsdag er den romerske udgave af komave, trippa, og denne fredag aften baccalá – klipfisk. Helt efter romersk skik er der også langt mellem pastaretterne. Kun fordi Juniorine havde glædet sig hele dagen, forbarmede den romerskfødte ejer og køkkenchef Enzo Mercurio sig over hende med en glimrende og meget al dente kogt omgang penne i en smeltet smør- og ostesauce. En børneret, som Enzos kone Pia i øvrigt med en sjælden sans for en fireårigs behov, sørgede for at servere sammen med de voksnes forretter.

Vi var næsten hele vejen omkring udvalget af forretter: en vitello tonato, hvor både den kapersforstærkede tun- og mayocreme og for en gangs skyld også det kolde kalvekød virkelig smagte igennem; en fiskesalat, hvor en dampet, men fast hvid fisk (arten undslap mig) blev serveret som fyldet i en »spinat-sandwich«, der var toppet med pinjekerner i stedet for sesamfrø, og med tre blancherede rejer, lidt granatæblekerner og en klat sauce som garniture – en virkelig elegant og helstøbt forret – samt husets store antipasti-tallerken. Den indeholdt to salamityper, tomat med mozzarella og et par grønne asparges ovenpå, crostini med tomat og hvidløg, en kold og trevlet kalverilette og et større udvalg af stegte, grillede og syltede grønsager; bl.a. aubergine, squash, champignon, peberfrugter og tørrede tomater - et veritabelt overflødighedshorn af tydeligvis hjemmegjorte lækkerier.

Enzo Mercurio var tidligere en af to køkkenchefer på den nu hedengangne restaurant Hos Terreni på Jægersborg Kro: sin gamle partner har han nu hentet med til Campo de’ Fioris lille køkken. Hvor lille fandt vi ud af ved hovedretterne, hvor fisken først kom længe efter de andre. Der var ikke plads i ovnen, forklarede mama Mercurio, så kokken måtte vente med at lave fiskeretterne, til kødretterne var færdige. Selvom det stadig er irriterende, at ikke alle kan spise samtidig, hjælper det en del på forståelsen, når man får en ærlig forklaring. Orata – eller guldbrasen – er en middelhavsklassiker, hvis faste kød egner sig fortrinligt til at blive grillet. Her var den dog ovnbagt i fuld figur, efter først at være fyldt med persille og tørrede tomater, hvad der kun øgede dens saftige velsmag – og med en grøn salat serveret on the side. På det tidspunkt var vi andre færdige med vore hovedretter, både en velsmagende lammefilet med ovnbagte kartoffelbåde og dampede grønsager, og min osso buco med selv samme garniture. Især osso bucoen var helt i top – en af de møreste og mest vellykkede, jeg længe har smagt. Portionsstørrelserne er ikke afskrækkende, så der var plads til at prøve husets italienske oste. Fire af slagsen, deriblandt en fontina og en fremragende pecorino. Så kom desserterne. En hasselnøddeis på huset til Juniorine for at spise op – fast politik og et smukt træk, oven i købet med pædagogisk sigte, og til forældrene tiramisu. »Træk mig op«, som den italienske oversættelse lyder – nærmere Gud til dig, havde man næsten lyst til at tilføje ovenpå denne lette og luftige engleagtige spise. Det var som sagt ikke en aften uden skønhedspletter, men dem tilgiver man gerne. For i stedet får man noget efterhånden så sjældent som en restaurant, der uden prætentioner om at være stor og avanceret gastronomi laver velsmagende mad med gode råvarer, enkel kogekunst og hjertet på rette sted – samt ikke at forglemme tre retter for 280 kr. Tættere på Rom kommer man ikke uden at skulle ofre en flybillet til den evige stad.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.