Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Et rasende spøgelse

Bøger: Pablo Llambías. »…rasende…«. Hvorfor dit og hvorfor dat, spurgte Spørge Jørgen. Og fik smæk. Men hvad nu hvis der ingen grund var til, at der er mænd på selerne?

Nej, vi tror ikke på spøgelser, vel? Men hvad nu, hvis det faktisk forholdt sig sådan, at vi selv var spøgelser? Hvis vi levede i andres skabeloner, hvis vi bare slet ikke havde opdaget endnu, at alle de regler og normer, som vi indrettede os efter, bare var skinværdier? Hvis vi en dag opdagede, at vi faktisk ikke behøvede døre for at passere rum, men kunne gå gennem vægge? Hvis nu det forholdt sig sådan, at døre bare var noget, vi havde lært var nødvendige, og derfor indrettede hele vores lille liv efter?

Pablo Llambías spørger til de her ting i sin seneste lille roman »…rasende…«, ligesom Llambías generelt spørger til ting, som vi af en eller anden grund tager som naturgivent. Som f.eks. at der skal stå en skulptur foran ethvert rådhus. Hvorfor skal der det? spurgte Llambías i bogen »Rådhus« fra 1997 og spurgte sågar landets borgmestre. Ingen kunne give et svar. Llambías spørger konstant kritisk til den måde, vi indretter os på, til de normer og konventioner, der til sidst er så usynlige for os selv, at vi tror, det er sådan, det nødvendigvis skal være. Han spørger til og undersøger de strukturer, som vi tænker i, og som dybest set også begrænser vores måde at tænke på. Fordi vi ikke kan eller tør sætte os ud over dem.

I »…rasende…« er stemmen langt i munden på pubertetspigen Patricia. Hun taler ligeså rasende, som sådan en pige gør – om det postkortliv hendes far, Pepe, lever med sin nye kæreste, om det lige så postkortagtige tilsyneladende advokatbetydelige liv, hendes mor lever med sin nye kæreste. Rasende er hun. Rasende, som man er som ung, hvor man er ved at kvæles i familiens latterlige ligegyldige snærende rum, hvor alle i virkeligheden synes døde, uden lidenskab.

Men nu er der bare det med Patricia, at hun har opdaget, at det står værre til. At alle i virkeligheden er døde. At alle i virkeligheden er spøgelser. Som lever efter latterlige konventioner om din og min bil, vores toiletter og lukkede døre osv. Konventioner, som slet ikke er nødvendige, eftersom alle er spøgelser og så let som ingenting kan gå gennem lukkede rum, overhovedet ikke har brug for toiletter og flyver udmærket. Måske kunne tænke sig frie. Romanen lægger op til det, men så er det alligevel ikke helt så enkelt. For også spøgelser er bundne. Kærligheden, som Patricia føler til lillebroren, binder også. Ligesom kærligheden gør det i livet, hvor vi nok kunne være fri og gøre, hvad vi ville, men så også ville miste det, vi egentlig ville blive frie til at kunne gøre. Det er det dilemma, Llambías’ bog kredser omkring. Det gør den uhyre energisk, rasende i sin punkterede, remsende rytme.

»…rasende…« er en bog, der kan læses på mange niveauer, lige fra ungdomsbog til filosofisk værk. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på alle de spøgelseshistorier, som Llambías undervejs til denne bog har kastet af sig i tidsskriftet Den Blå Port. Personligt havde jeg nemlig set frem til at høre lidt mere om spøgelset fra Hald Hovedgaard. Men indtil da, takker jeg for Patricias sunde raseri.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.