17. november 2009, 13:36

Der er bred enighed om, at det er en vanvittig ide, at den teoretiske elementarpartikel Higgs-bosonen kan rejse tilbage i tiden og sørge for ikke at blive opdaget. Det kunne ellers i nogen grad forklare den perlerække af uheld, som har forhindret den store LHC-accellerator i Geneve i at komme op i fuld hastighed  og udløse det afgørende kerne-sammenstød, der ville give forskerne et glimt af den såkaldte Gudspartikel Higgs-bosonen. 

Higgsbosonen er den sidste elementar-partikel i fysikkens standardmodel, som vi endnu mangler at se i virkeligheden, og den er det teoretiske bindeled mellem elektromagnetismen og den svage kernekraft. Den kan forklare, hvordan stof får sin masse - eller hvorfor alting eksisterer.

Læs mere om Higgs-bosonen og LHC i En boson er ikke et blæseinstrument

Kernesammenstød af uhyrlige dimensioner

Det fælleseuropæiske fysiksamarbejde omkring LHC handler primært om at skabe vilkår, der vil gøre det muligt at betragte Higgs-bosonen i et kort glimt, når ufattelige kræfter bliver udløst ved sammenstøddet af to protonstråler, der med nær lysets hastighed suser rundt i en 27 kilometer lang cirkulær tunnel i grundfjeldet under Geneve.

Sammenstøddet var planlagt til at ske første gang i september sidste år, men protonstrålerne suser ikke endnu, trods mediernes håbefulde forudsigelser om jordens undergang på grund af de endnu mere teoretiske sorte huller, som også kan opstå ved et kraftigt proton-sammenstød (de sorte mikro-huller  ville dog være en meget spændende ting og slet ikke spor farligt, lovede en dansk fysiker sidste år Berlingskes læsere i artiklen Nedtælling til Big Bang 2.0 )

I første omgang blev forsøget voldsomt forsinket af et uheld med en af de superledende magneter, der gør det muligt at fastholde protonstrålen og give den så høj en hastighed.

Magneterne er kun superledende ved superlav temperatur - tæt på det absolutte nulpunkt -  og i forrige uge, netop som temperaturen igen var ved at være bragt ned til operationelt niveau, skete der et besynderligt uheld med et køleanlæg, hvor man senere fandt nogle franskbrødskrummer.

Fuglen og krummerne

Krummerne kan have medført den kortslutning, som midlertidigt satte anlægget ud af spillet og fik temperaturen til at stige. Det har affødt mange blogindlæg og avishistorier, hvor en tidsrejsende fugl kaster med brødkrummer, styret på mystifistisk vis af den magiske Gudspartikel,  se eksempelvis  den fremragende "The Bird and The Baguette" i Time Magazine,

Higgs-bosonen skulle nemlig ifølge en temmelig langhåret teori have en egeninteresse i ikke at blive betragtet, fordi det vil være så vederstyggeligt og unaturligt, at det vitterligt ville medføre verdens undergang. Og derfor vil partiklen - hvis den bringes til veje - straks foranstalte, at det aldrig er sket.

Det er selvfølgelig rablende vanvittigt, men ingen kan sige med sikkerhed, om det er den slags rablende vanvid, som store teoretiske gennembrud er gjort af. Det skyldes ikke mindst, at ideen er fomuleret af to af den teoretiske fysiks absolutte sværvægtere, japanske Masao Ninomiya og danske Holger Bech Nielsen, der blandt andet har stået fadder til superstrengsteorien.

Bech Nielsen og Ninomiya  har over de seneste halvandet år publiceret flere papirer om teorien om "bagvendt kronologisk indgriben" fra Higgs-partiklen i LHC og forslag til hvordan man kan teste det med et simpelt kort-trick. Papirerne kan alle læses på den offentlige fysikportal arXiv.org, men forekommer derudover ikke umiddelbart tilgængelige for ikke-fysikere.

En vanvittig teori kan også være sand

De første papirer er faktisk offentliggjort før det store uheld med LHC  i efteråret, og Bech Nielsen konstaterede dengang tørt, at "det var dog pudsigt. Det er lige før, det kan få mig til at tro på min egen teori."

Ifølge New York Times har Bech Nielsen sagt om sin teori,  at "man kunne godt kalde det en Guds-model. Og det ser ud til, at Gud ikke bryder sig om Higgs-partiklen og prøver at undgå den". Formentlig med et selvironisk nik til Einsteins berømte nedsættende bemærkning om Niels Bohrs kvanteteori: "Gud kaster ikke med terninger".

Ideen kan altså hverken afvises på grund af sine ophavsmænds manglende troværdighed eller fordi den handler om tidsrejsende partikler og fysiske fænomeners egeninteresse i at blive betragtet eller ikke-betragtet, for nu ER dette jo netop atomfysik. Og teoretiske fysikere kan håndtere tidrejsende og selvbevidste partikler lige så nonchalant som de rutinemæssigt opererer med katte, der samtidig er både døde og levende. Lyset kan fx bevæge sig både som bølge og partikel, alt efter hvordan man iagttager det. Og om nødvendigt kan lyset rejse tilbage i tiden og ændre form, så det passer med iagttagelsesmetoden. 
 

Uheld i uheld

Ifølge de gode folk i CERN kan uheldene dog også forklares ganske glimrende med den allerede bredt anerkendte og nemmere forståelige "shit happens"-teori, som ofte finder anvendelse ved kompliceret maskineri som LHC:

- Ve have veeery liiiitle margin for errors, som forskningsdirektør Sergio Bertolucci lidt pænere formulerer det i CERNS egen nyhedsvideo om status for LHC,

I sidste uge sendte man uden uheld protonstråler igennem flere af de i alt otte sektioner, som den fulde accelleratorcirkel er opbygget af. Endnu er detektions-kamrene til de største af forsøgene ikke slået til, men man har fanget resultaterne af partikel-sammenstød i de mindre kamre, som ikke leder efter Higgs-bosoner.

Fuld styrke til nytår

I løbet af denne uge forventes man at lykkes med at sende en fuld protonstråle hele vejen igennem alle otte sektioner, og i de kommende uger vil man kun gradvist arbejde sig op på fuld hastighed og dermed fuld kollisionsstyrke, som ventes at blive nået lige omkring nytår.

Følg udviklingen hos CERN.CH (der i øvrigt også er verdens første hjemmeside).