25. april 2010, 12:00

Som moderne mennesker kan vi meget.

Vi kan kontrollere Jordens største floder, fjernstyre robotkøretøjer på Mars eller inden for et døgn transportere os selv til den stik modsatte side af kloden.

Det kan give os en fornemmelse af uovervindelighed - af en næsten ubegrænset magt og kontrol over naturen. Men med jævne mellemrum er det som om, at naturen straffer os for vores hybris, vores overmod.

LÆS OGSÅ: Lars Henrik Aagaards blog: Askepanik

En fremstormende tsunami raserer kystlinjer fyldt med byer og mennesker, et voldsomt jordskælv forvandler en levende hovedstad til murbrokker og knuste kroppe. Eller en vulkan sender sin kvælende søjle af aske og gasser så højt til vejrs, at al flyvning over et kæmpemæssigt område tvinges til jorden i vores ellers så punktlige samfund.

Da er det, at vi mindes om, at vores klode rummer umådelige kræfter, som vi på trods af alskens teknologi praktisk intet kan stille op over for.

For danskere er faren for hybris ekstra overhængende, for vort fredelige land rammes jo ikke af destruktive jordskælv eller altødelæggende tropiske orkaner.

Men vi har de islandske vulkaner i vores baghave, og set over tusinder af år er de kogende porte til Jordens indre en reel trussel for hele vores eksistens.

LÆS OGSÅ: Udsigt til årtiers vulkanisme

En rapport fra 2005 fra det estimerede britiske forskningscenter Geological Society fastslår således, at udbrud i såkaldte supervulkaner sandsynligvis udgør den største naturlige fare overhovedet for den menneskelige civilisation.

Rapportens forfattere skriver bl.a., at der selv med et konservativt estimat er fem til ti gange større risiko for et supervulkanudbrud end for, at en nogenlunde tilsvarende ødelæggende asteroide med en diameter på halvanden kilometer rammer os i hovedet.

LÆS OGSÅ: Derfor er
is og ild en farlig cocktail

Island rummer sandsynligvis ingen egentlige supervulkaner, men umådeligt voldsomme udbrud oppe fra landet af ild og is, bl.a. i år 934 og igen i 1783-84, har vist, at de islandske askeskyer i kombination med udbruddenes solreflekterende og giftige atmosfæriske slør af bl.a. svovlsyre er i stand til at formørke livsbetingelserne for mennesker på store dele af den nordlige halvkugle.

Voldsom vinterkulde, svigtende høst, hungersnød og sygdomme i bl.a. Japan, Frankrig, Storbritannien og i det nordøstlige USA i 1783-85 kædes i dag sammen med de ekstremt voluminøse islandske Lakiudbrud.

LÆS OGSÅ: Ugens buzzword: Askesky

Også Danmark blev ramt. Ifølge samtidige beretninger var atmosfæren stærkt sløret over København, og luften stank. I de tre første måneder af 1784 lå middeltemperaturen i Københavns ifølge målinger fra Rundetårn cirka fire grader under vor tids normal, og selv den 22. april samme år var samtlige fynske havne frosset til.

Målt i forhold til mængden af ren lava var Lakiudbruddene historisk store. Men andre egne af verden rummer vulkaner med så kolossal stor potentiel sprængkraft, at de kan påvirke næsten hver eneste levende organisme på Jorden.

Vulkanudbruds størrelse måles på den såkaldte VEI-skala, der går fra 0 til 8. VEI står for Volcanic Explosivity Index og er, groft sagt, et udtryk for mængden af udslynget materiale i kombination med udbruddets eruptionshøjde - altså hvor højt søjlen af aske og gasser bliver slynget op i atmosfæren.

Med sin maksimale eruptionshøjde på godt ti km og maksimale output af såkaldt tefra (aske og lignende) på 750 ton i sekundet er det aktuelle islandske Eyjafjallajökull-udbrud formentlig et VEI 3-udbrud, hvilket på verdensplan er omtrent en årlig begivenhed.

Et spring fra 3 til 4 VEI tidobler et udbruds størrelse, så et udbrud på 5 er omtrent 100 gange større end det, vi nu oplever i Island.

En gang eller to for hvert århundrede lukker vores klode imidlertid ventilen op for umådeligt kraftige VEI 6-udbrud, som i måneder har en mærkbar nedkølende effekt på praktisk taget hele Jordens klima. Her rejser vulkanskyen sig typisk helt op i stratosfæren i mindst 25 kilometers højde og mængden af udslynget tefra eller aske er på over ti mia. kubikmeter svarende til ti kubikkilometer.

Laki var en VEI 6-begivenhed. Det samme var det ekstremt højlydte og eksplosive Krakatau-udbrud i Indonesien i 1883 og det filippinske Pinatuboudbrud i 1991 - Jordens seneste kæmpeudløsning.

Disse eruptioner blegner imidlertid i forhold til tusindårsbegivenheden - VEI 7-udbruddet. Det seneste af slagsen er fra 1815 og gav anledning til et koldt, trist og formørket 1816, der i Europa og Nordamerika blev omtalt som »året uden sommer«.

Der var den store vulkan Tambora, som fra sit ståsted på den fjerne indonesiske ø Sumbawa røg i luften 10. april 1815. Låget røg simpelthen af de øverste 1.200 meter af den ellers over 4.000 meter høje vulkan - et brag så højt, at det blev hørt på det vestlige Sumatra 2.500 km borte.

Næsten alle planter og afgrøder på den mere end Sjælland-store ø blev dænget til i askelag på op til flere meter, glødende laviner af gas og aske forvandlede alt for foden af vulkanen til et brændende inferno, og over et område på størrelse med Frankrig blev dag forvandlet til den mørkeste nat.

Mindst 117.000 mennesker omkom, men tallet blev formentlig langt højere som følge af de klimatiske følgevirkninger over hele kloden.

Tambora udspyede op mod 150 kubikkilometer vulkansk materiale, men med mindst 10.000 års mellemrum opstår de næsten apokalyptiske supervulkanudbrud med en VEI på 8, der sender mere end 1.000 kubikkilometer materiale til vejrs.

Det seneste af slagsen opstod for ca. 26.500 år siden i New Zealands største sø, Lake Taupo - et bornholmstort og meget dybt bassin, der i princippet er én stor kraterindsynkning, en såkaldt caldera. Udbruddet forandrede næsten hele New Zealands Nordøen radikalt, og på øer over 1.000 km borte dalede aske ned i centimetertykke lag.

Men det seneste fuldstændigt uhyrlige supervulkanudbrud i Jordens historie var Toba-begivenheden for ca. 74.000 år siden med udspring i den nuværende sø af samme navn på den indonesiske ø Sumatra.

Tobavulkanen menes i løbet af bare to-tre uger at have udslynget omtrent 2.800 kubikkilometer materiale, og alene askemængden - skønsmæssigt 800 kubikkilometer - var nok til at begrave et landområde som Danmark i næsten 20 meter høje altkvælende pulverdynger.

Et fynstort område omkring vulkanen blev overdænget af lava, slagger og aske i gennemsnitligt 400 meters tykkelse, og selv i det sydlige Indien næsten 2.000 km borte har man fundet askeaflejringer på op til seks meters tykkelse fra udbruddet.

Toba udløste en global vulkansk vinter, der i årevis sænkede klodens normaltemperatur med op mod ti grader og formentlig formørkede himlen overalt. Nogle forskere mener ligefrem, at udbruddet bragte datidens spirende menneskehed på kanten af udryddelse.

Vores dynamiske klode rummer utvivlsomt adskillige andre supervulkaner. Man kender ikke dem alle, men f.eks. Yellowstone-nationalparken i USA er i princippet én stor supervulkan, der senest var i et kæmpeudbrud for 640.000 år siden.

Den nærmeste i forhold til Danmark er sandsynligvis Campi Flegrei eller De Brændende Marker i udkanten af den syditalienske by Napoli og i øvrigt næsten direkte over for den berygtede vulkan Vesuv.

Dens seneste kæmpeeruption var for ca. 35.000 år siden. Men også havbundsområdet mellem de græske øer Kos og Nisyros betegnes som en mulig supervulkan, som næsten uomtvisteligt vil dække Danmark til i aske, hvis den vågner af sin dvale.

Ifølge den fremtrædende britiske katastrofeforsker og professor i geofysik Bill McGuire kan et supervulkanudbrud i vore dage tage livet af måske en fjerdedel af hele verdensbefolkningen.

En sådan megakolossal eruption, som forskerne kalder det, vil sandsynligvis udløse krige i kampen om ressourcer og fødevarer, og det højteknologiske og bekvemmelige samfund, vi tager for givet, vil i vidt omfang blive bragt til abrupt standsning.

Der går forhåbentlig mindst 10.000 år, før planeten Jorden atter udløser en så uoverskuelig katastrofe over os.

Imens må vi glæde os over, at vi i denne omgang blev forskånet og næsten udelukkende ramt på vores forvænte rejserutiner.

Og samtidig bør vi erindre os, at vulkaner ikke kun er destruktive, men også livgivende og skabende i kraft af deres næringsholdige aske og vedvarende opbyggelse af nyt land.