Den type fedt, der ofte samler sig på numsen, kan måske beskytte mod sukkersyge, viser ny forskning.
8. maj 2008, 08:18 – opdateret 8. maj 2008, 11:25
Så er der muligvis gode nyheder til de folk, som render rundt med en stor numse.
Nye forsøg med mus viser nemlig, at den type fedt, der ofte samler sig på hofterne og bagdelen, kan være god til - i et vist omfang - at holde gammelmandssukkersyge, diabetes 2, væk, skriver BBC.
Lægerne har i et stykke tid været klar over, at det i kampen mod sukkersyge og hjertekarsygdomme kan være en fordel at have pæreform i stedet for æbleform – at fedtet samler sig på bagdelen i stedet for omkring maven.
Den nye undersøgelse viser, at fedtet på numsen ligger lige under huden. Hvorimod fedt på maven lægger sig om organerne og gør det sværere for dem at fungere korrekt.
I forsøgene tog forskere og indsprøjtede fedt i musene på både mave og bagdel. Og det fedt, der samlede sig lige under huden på musenes bagdel, hjalp dem med at øge deres reaktion overfor insulin, som regulerer blodsukkeret.
Hvis kroppen ikke reagerer nok på insulin, kan det være første skridt på vejen til at udvikle diabetes 2.
BMI måske ikke afgørende
Undersøgelsen, der er foretaget af Joslin Diabetes Center på Harvard School of Medicin i Boston, er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Cell Metabolism.
Ifølge Dr. Ronald Kahn, der står bag forsøgene, kan resultaterne ændre måden, vi bør tænke på fedt på:
»Jeg mener, det er et vigtigt resultat, fordi det ikke bare siger, at al fedt er dårligt, men derimod peger hen mod en type fedt, som vi bør undersøge nærmere.«
Den nye forskning kan betyde, at BMI (Body Mass Index – forholdet mellem højde og vægt, red.) måske ikke er en helt korrekt måde at bedømme, om en person har en korrekt mængde fedt i kroppen.
I stedet kan det være typen af ens fedt, som afgør hvorvidt, man er i risikogruppen for at udvikle sukkersyge og få hjertekarsygdomme.
































