Rugbrød og kål slår Middelhavskost i sundhed og livsforlængelse.
8. marts 2011, 12:13
Spring siderne om pastaretter over, vent med de spændende indiske retter og spis Smilende sushi med måde. Med andre ord: Vi bør gå til de nordiske råvarer med stor appetit, hvis vi vil booste vores sundhed og lægge flere år til i den sidste ende.
De seks sunde nordiske fødevarer, som ifølge den nye store undersøgelse har en positiv effekt på vores sundhed og livslængde, er rugbrød, fisk, kål, havregryn, rodfrugter og frugt som æbler og pærer.
Slår pasta og hvedebrød
Spiser vi meget af de seks nævne fødevarer, lever vi længere, end hvis vi spiser en masse pasta med olivenolie og hvedebrød og andet, der for få år siden blev anset som både moderne og god ernæring.
Det er konklusionen, efter at forsker ved Kræftens Bekæmpelse Anja Olsen og andre forskere har fulgt 50.290 midaldrende danske mænd og kvinder i 12 år.
Da forskerne zoomede ind på de enkelte fødevarer, lyste to op som særligt gode for sundheden og et længere liv: rugbrød og kål.
Rugbrød er sundest
Anja Olsen forklarer til Videnskab.dk:
- Rugbrød har et højt indhold af fuldkorn, som er en væsentlig del af en sund kost, og rugen har i sig selv muligvis nogle særlige sundhedsfremmende egenskaber. Måske er vores daglige fuldkornsrugbrød den aller sundeste del af vores traditionelle kost. Derudover indeholder både kål og rugbrød masser af kostfibre. Det fylder godt i maven, mens det ikke fylder så meget i energiregnskabet.
Undersøgelsen
Resultaterne af undersøgelsen blev for nylig udgivet på nettet af det amerikanske tidsskrift The Journal of Nutrition.
I undersøgelsen fik hver deltager en score fra 0-6 på et såkaldt Nordisk Mad Index. En score på 6 betyder, at man spiser mere end gennemsnittet af alle de seks fødevarer. En score på 0 betyder, at man spiser mindre end gennemsnittet af dem alle.
- De personer, som havde en høj score, dvs. 4-6 på indexet, havde en markant lavere dødelighed. De levede dog generelt også sundere end dem med en lav score, men selv når vi tog højde for anden livsstil, var der en tydelig forskel, siger Anja Olsen til det danske videnskabssite.
Mænd med forskel
Forskernes resultater dokumenterer, at mænd med en høj nordisk mad-score havde 36 pct. lavere dødelighed end mænd med en lav score på 0 eller 1. For kvinder var forskellen mindre tydelig.
Undersøgelsen lover godt for folkesundheden, mener Anja Olsen:
- Der er en meget stor gruppe derude, som er svær at nå med anbefalinger. Jeg tror, det er nemmere at få budskabet om, at de skal spise et ekstra stykke rugbrød med sild igennem end budskabet om en grøn salat med olivenolie. Det handler om, at vi skal spise mere af nogle fødevarer, som allerede spiller en stor rolle i vores daglige kost og som findes lokalt. Vi behøver ikke ud og udforske nye ting.«
Måske godt mod kræft
Forskerne har kun kigget på dødeligheden, men de har planer om også at undersøge, om den sunde nordiske kost har kan modvirke og forebygge især kræft i tyk- og endetarmen.
»Vi forventer klart at se en sammenhæng her også, da vi ved, at fuldkorn har en beskyttende effekt mod kræft i tarmen,« siger Anja Olsen.
































