»Snigmorderen« kunne have brændt hele ozonlaget af

Den kaldes »Snigmorderen« og er den største og vildeste supernova, altså stjerneeksplosion, der nogensinde er observeret.

Vi skal være glade for, at den ikke futtede af i vores kosmiske nabolag. For så ville vi være blevet badet i et overjordisk blændende lys, og strålingen ville have brændt Jordens beskyttende ozonlag af med dramatiske konsekvenser for klodens biologi.

Nu skete den gigantiske stjerneeksplosion i stedet i en fjern, fjern galakse 3,8 milliarder lysår borte. Til gengæld var den såkaldte supernovaeksplosion langt den kraftigste, der nogensinde er observeret. Så lysstærk var den, at den på sit højeste lyste et sted mellem 20 og 50 gange kraftigere end samtlige de over 200 mia. stjerner i vores galakse, Mælkevejen.

I tidsskriftet Science kalder det internationale forskerteam bag opdagelsen da også supernovaen for »den kraftigste, der er observeret i menneskehedens historie«. De understreger, at den var mindst dobbelt så kraftig som nogen anden supernova, der er opdaget.

Supernovaen blev observeret i forbindelse med en automatisk scanning af stjernehimlen og har fået det sterile navn ASASSN-15lh. Forskerne har dog siden forsynet den med et mere mundret og passende navn, nemlig Assassin, hvilket betyder snigmorder.

Det er imidlertid en gåde, hvordan den kunne blive så kolossal og formentlig morderisk over for sit eget nabolag.

Supernovaer kan opstå på flere måder, men typisk skabes de, når en stjerne, der en del tungere end Solen, går ind i sin destruktive slutfase.

Da har den opbrugt sine primære brændstoffer, hvorved den energiskabende kernefusion i stjernens indre ophører. Det får stjernen til at falde sammen under sin egen vægt. Samtidig breder en voldsom chokbølge sig ud fra stjernen, hvilket slynger enorme mængder stof og gasser bort med enorm hast. Imens får radioaktivt henfald den voksende gaståge til at gløde som milliarder af stjerner, og det er det, vi opfatter som en supernova.

Nobelprismodtager: Sådan målte jeg universets udvidelse

Den enorme styrke i »snigmorder«-supernovaen får imidlertid forskerne til at lede efter alternative forklaringer.

En af dem er, at der er tale om en såkaldt magnetar, det vil sige en ekstremt tung og ultrakompakt neutronstjerne, der roterer om sig selv måske 1.000 gange i sekundet.

»Det kan være forklaringen,« siger Johan Fynbo, astrofysiker og ekspert i kosmiske eksplosioner på Niels Bohr Institutet.

»Men under alle omstændigheder ser det ud til, at disse super luminøse (lysende, red.) supernovaer typisk opstår i meget primitive dværggalakser. Det vil sige i små galakser med stjerner, der ikke rummer tunge grundstoffer. Meget tyder nemlig på, at de ekstreme supernovaer ikke kan opstå i stjerner med tungere grundstoffer.«

Livgivende

Derved rører astrofysikeren ved den anden side af supernova-terningen – at de ikke kun er destruktive, men i høj grad også vitale.

Når en stor og gammel stjerne dør i en supernovaeksplosion, udløses der så enorme energimængder, at der igangsættes kerneprocesser, som danner en lang række af alle de tungere og mere komplekse grundstoffer, som bl.a. Jorden og alt liv består af. Så Jorden og al dens biologi ville ikke have eksisteret, hvis ikke supernovaer var opstået og havde spredt deres tunge grundstoffer i form af støv og gasser, før solsystemet blev født.

»Alt det, vi består af – eller langt det meste – er dannet i supernovaer,« som Johan Fynbo formulerer det.

Banebrydende kamera: Et sekund strækkes til 127 år

Heldigvis er der næppe nogen risiko for, at en supernova af en kaliber som »Assassin« nogensinde vil kunne opstå i Mælkevejen. I det hele taget bør vi kunne sove roligt på vores breddegrader, mener astrofysikeren:

»Der er ingen tunge stjerner, som er ved at eksplodere i vores nærhed, så det er der ingen grund til at bekymre sig.«

Den nok mest oplagte supernova­kandidat i solsystemets nærhed er den røde superkæmpe Betelgeuse, der er en af de klareste stjerner på nattehimlen. At dømme efter målinger er den på nippet til at eksplodere, og det kan i princippet allerede være sket i og med, at den befinder sig omtrent 600 lysår borte.

Men heldigvis peger alt på, at en supernova på den afstand ikke vil udgøre nogen fare for Jorden.

Der går omtrent 100 år mellem super­novaer i Mælkevejen. De har typisk været så klare, at de gennem flere måneder har lyst med en styrke, der gjorde dem til de klareste objekter på nattehimlen efter Månen. Så lysende, at munke tidligere i historien kunne læse ved deres skær om natten.

Den seneste supernova, der var synlig med det blotte øje, opstod i 1987 i vores nabogalakse, Den Store Magellanske Sky.

Hidtil ukendt stjernetåge føder enorme stjerner

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.