Københavns Universitet vil sælge observatoriet i Brorfelde Bakker, der på grund af stjernekiggeriet har været holdt fri for kunstig nattebelysning. Derfor søges området nu fredet.
13. november 2009, 22:10
Nu skal nattemørket sikres et af de få steder i Danmark, hvor det stadig kan opleves, nemlig over Observatoriebakken i Brorfelde mellem Holbæk og Stenlille. Her byggede Københavns Universitet for over et halvt århundrede siden et observatorium med tilhørende værksteder, medarbejder- og gæsteboliger samt målestationer, hvor studerende har observeret stjernehimlen.
Derfor har området været holdt fri for kunstig nattebelysning, så man kunne observere himmelrummet uden forstyrrende elementer.
I 1996 blev observatoriet nedlagt som aktivt institut, og det bruges i dag som feltstation og vedligeholdes af astronomiinteresserede frivillige, der også laver forskellige folkeoplysende arrangementer. Desuden udfører DMI magnetiske målinger i området, der i sommer blev sat til salg gennem statens ejendomsselskab. Siden har Danmarks Naturfredningsforening (DN) arbejdet på en fredningssag for området, og den blev rejst i går.
Åbent landskab
»Formålet med fredningen er først og fremmest at sikre, at det storslåede og stærkt kuperede landskab - uanset det fremtidige ejerforhold - fortsat holdes åbent, så landskabsformerne fremtræder klart og ikke sløres af byggeri og udsigtshæmmende beplantning, og at den frie adgang for offentligheden bevares,« siger fredningsleder i DN Birgitte Bang Ingrish.
»Desuden er det fuldstændig unikt, at man har et område helt uden kunstig nattebelysning. Fredningen skal også være med til at sikre dette specielle nattemørke,« fortsætter hun.
Det område, der søges fredet, er på 40 hektar og det eneste område i de karakteristisk fladtoppede Brorfelde Bakker, der endnu ikke er fredet eller fredskov. Bakkerne er nemlig også interessante på grund af deres geologi og naturhistorie.
Holbæk Kommune er meget positiv over for fredningen og formålet med den og har ingen planer for området, andet end at det fortsat skal være et rekreativt naturområde, siger kommunens natur- og miljøchef, Niels Hermansen.

































