Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sådan undgår du eksamensangst

Nervøse studerende klarer sig bedre til eksamen, når de forinden bruger 10 minutter på at...

Eksamensangst kan ikke alene dæmpes med et nemt trick, som alle kan udføre. Tricket betyder også, at man scorer bedre karakter til den eksamen, man er mest bange for.

Det viser forsøg udført af psykologer ved University of Chicago, som igennem to år lod studerende på et gymnasium tilfældigt fordele til at udføre en af to skriftlige opgaver umiddelbart før en stor og afgørende eksamen

Den ene gruppe af studerende skulle bruge 10 minutter på skriftligt at beskrive deres værste frygt til den pågældende eksamen. Den anden gruppe skulle bruge 10 minutter på at beskrive et fagligt emne, som de antog ikke ville være en del af spørgsmålene til eksamen.

De elever, der beskæftigede sig med deres egen angst og ikke tænkte i faglige baner, klarede sig langt bedre, end de plejede, til eksamen.

Størst effekt
Inden forsøgene var eleverne blevet bedt om at vurdere om de var eksamens-angste eller ej. De, der scorede højest i nervøsitet, havde mest ud af at beskrive deres egen angst før eksamen. I gennemsnit var deres karakterresultater seks procent højere end lige så nervøse elever på samme faglige stade, som havde skrevet om et fagligt emne lige inden de gik ind til prøven.

Forbedringen i resultat var nok til at udjævne den karakter-forskel, man ellers havde konstateret imellem nervøse elever, og dem der var iskolde. De lavere karakterer til nervøse elever kunne ellers tænkes at afspejle, at disse elever har en god grund til at være bange, fordi de ikke er særligt dygtige. Men forsøget med at skrive sin angst ud sandsynliggør, at nervøsitet i sig selv er med til at give en lav karakter - og noget at være bange for næste gang.

Et sideløbende "laboratorieforsøg" med universitetsstuderende bekræfter, at nervøsitet giver et dårligere eksamensresultat end ens faglige niveau burde medføre.

Man lod jævnbyrdige studerende gå op til matematikprøve under forskellige vilkår. Til den ene prøve var der lagt ekstra forventningspres på de studerende ved at man bildte dem ind, at resultatet ville blive brugt til afgøre tildelingen af pengemidler til dem.

Karakterforskel
De deltagere, der brugte 10 minutter inden den afgørende prøve på at beskrive deres nervøsitet, scorede betydeligt højere, end de gjorde i prøven med lavt forventningspres og ingen særlig forberedelse.

Studerende som brugte 10 minutter inden den afgørende prøve på at skrive om noget helt andet, klarede sig væsentligt dårligere end i prøven med det lave forventningspres.

Det er ikke første gang, psykologiske eksperimenter viser, at mens det er tvivlsomt om det hjælper at tale om tingene (medmindre det sker efter en bestemt systematisk tilgang), så hjælper det ofte at skrive dem ned.

Hvad angår eksamenstricket med at skrive et lille angst-essay lige inden man går til det grønne klæde, er det fuldt ud muligt at effekten vil aftage med årene.