Sådan bliver du smittet af lykke

Du smitter og bliver smittet med lykkefølelse - ikke bare af dine venner, men også dine venners venner, dine naboer og familie, viser ny forskning. Hvor stor er din sandsynlighed for at blive smittet? Se her.

De fleste kender nok følelsen af, at andre menneskers humør smitter af - på godt og ondt. Nu har en gruppe amerikanske forskere fundet ud af, at følelsen af lykke og glæde ikke blot smitter fra menneske til menneske - det smitter langt ud i vores omgangskreds. Ja, der opstår ligefrem lykke-lommer i vores sociale netværk.

Forskerne har netop offentliggjort resultaterne af deres 20 år lange undersøgelse i British Medical Journal. De har fulgt 4.739 mennesker fra byen Framingham i Massachussetts i USA fra 1983 til 2003, og deres konklusion er lysende klar: Lykke smitter. Meget.

Folk, som er omgivet af mange lykkelige mennesker, samt de mennesker, som er centrale i et socialt netværk, har større sandsynlighed for at opnå en følelse af lykke, end andre.

De statistiske data fra undersøgelsen peger således på, at en generel følelse af lykke i en gruppe kommer af, at folk i gruppen rent faktisk smitter hinanden med følelsen - snarere end fordi, vi har en tendens til at omgive os med mennesker, som i forvejen ligner os.

Og lykken smitter ikke kun dem, som man umiddelbart omgiver sig med. Den smitter helt ud i tredje led, konkluderer forskerne. Vi smitter og bliver altså smittet af vores venners venner.

Bo tæt på dine lykkelige venner
Hvis man har en ven, som bor højst 800 meter væk, som bliver ramt af lykkefølelse, så øges chancen for, at man også selv opnår følelsen af lykke med 46 procent.

Bor vennen halvanden kilometer væk og føler sig lykkelig, stiger sandsynligheden for at man også selv føler sig lykkelig med 25 procent.

Forskerne ser en lignende effekt hos ægtefæller, der bor sammen (sandsynligheden for at føle sig lykkelig, hvis den ene er det, stiger med otte procent), og søskende som bor inden for en radius af halvanden kilometer (14 procent). Effekten kan desuden ses hos naboer (der stiger sandsynligheden med 34 procent - og ja, det kræver, at det er naboer, man ser), men tendensen kan desværre ikke spores blandt kolleger. Effekten bliver mindre med tiden og hvis man bor langt fra sit sociale netværk.

Til at måle lykkefølelsen brugte forskerne fire centrale spørgsmål fra et spørgeskema, som læger normalt bruger til at undersøge folk for depression. Deltagerne har således i slutningen af hver uge svaret på i hvor høj grad, de kunne tilslutte sig udsagnene: 'Jeg følte mig optimistisk omkring fremtiden', 'Jeg var glad', 'Jeg nød livet' og 'Jeg følte, at jeg var lige så meget værd som andre mennesker'.

Lykkefølelse skal altså betragtes som noget kollektivt, konkluderer forskerne - og minder om, at følelsen af lykke ifølge WHO udgør væsentlig del af vores generelle sundhedstilstand.

Om den gamle frase om at 'det kræver færre muskler at smile end at se sur ud' er baseret på forskning eller mormor-snak vides ikke, men det er da et udmærket sted at begynde, hvis man gerne vil smitte sine omgivelser med andet end forkølelse.