Ny teknik kan afsløre, hvilke æg der er blevet befrugtede og har størst chance for succes ved reagensglasbefrugtning.
10. august 2011, 14:48
Forskere fra University of Cambridge har fundet en ny metode til at øge chancen for graviditet ved reagensglasbefrugtning. Det viser sig, at et befrugtet æg vibrerer og pulserer mere end ubefrugtede æg, skriver The Guardian.
Hvis man er opmærksom på bevægelser, kan man hurtigere finde ud af, hvilke æg, der skal indsættes i kvindens livmoder. Det vil nedsætte fødsler af tvillinger eller flere, og det vil mindske sundhedsrisikoen for både foster og moder.
Lige nu foregår reagensglasbefrugtning ved, at man kigger efter uregelmæssigheder – og ikke bevægelser - før man sætter ægget op i livmoderen. Det betyder, at læger ofte sætter mere end ét æg op. Det kan man undgå med den nye metode.
Indtil videre har man lavet forsøg på mus. De har vist, at ægcellers vandmandslignende indre begynder at pulsere, når en sædcelle har befrugtet et æg. Metoden skal nu afprøves på mennesker.
Æg med fart
Bevægelserne skyldes tilstrømninger af calcium-ioner, der sker, når et æg er blevet befrugtet. Faktisk sætter æggene farten op. Et ubefrugtet æg bevæger sig 4 nanometer i sekundet, mens et befrugtet æg bevæger sig helt op til 10-15 nanometer i sekundet.
Resultatet er opdaget af en arbejdsgruppe, som havde til at opgave at finde metoder, der kunne gøre reagensglasbehandling mere effektiv. Lederen af arbejdsgruppen, professor Magdalena Zernicka-Goetz, siger til Guardian, at hun har fremlagt idéen for klinikker med reagensglasbefrugtning, og hun håber på, at de vil begynde at afprøve metoden på mennesker inden for et par måneder.
- Om ca. et års tid bør vi vide, om bevægelserne er forudsigelige hos mennesker, siger Magdalena Zernicka-Goetz.
































