Nu kommer svaret på vores største spørgsmål

Videnskaben bliver udstyret med langt bedre redskaber til at opdage liv på fremmede planeter.

Gliese 1214b er en af de første planeter uden for solsystemet, hvor man i et vist omfang har kunnet foretage analyser af atmosfæren.
Gliese 1214b er en af de første planeter uden for solsystemet, hvor man i et vist omfang har kunnet foretage analyser af atmosfæren.

Gliese 1214b blev allerede opdaget i 2009. Men det er først i de seneste par år, at forskere har fravristet den fascinerende såkaldte superjord omtrent 42 lysår borte enkelte af dens dybere hemmeligheder.

Den er nemlig en af de første planeter uden for solsystemet, hvor man i et vist omfang har kunnet foretage analyser af atmosfæren. Målingerne indikerer, at den sandsynligvis er en vandplanet med et tæt skylag eller en uigennemtrængelig tåge – måske skabt af kogende oceaner nedenunder.

Den er med andre ord helt anderledes end planeterne her i solsystemet. Alene den kendsgerning, at den bruger sølle 38 timer på at kredse om sin svage stjerne, bringer den i en hidtil ukendt kategori af planeter. Men trods dens vandholdighed dog stadig i kategorien af biologisk døde planeter. Må man formode.

I de kommende år og årtier vil der imidlertid blive gjort langt større anstrengelser for at besvare gigantspørgsmålet: Er Jorden enestående som en planet med liv, eller er livet fremherskende utallige steder i universet?

Der er ingen tvivl om, at forskerne – planetjægerne – hælder mest til det sidste. For på baggrund af data fra især NASAs Kepler-satellit er det efterhånden sandsynliggjort, at nærmest hver eneste stjerne har planeter i kredsløb om sig, og at der må være adskillige milliarder jordlignende planeter alene i vores galakse, Mælkevejen.

Foreløbig har man positivt identificeret over 1.000 planeter uden for solsystemet – såkaldte exoplaneter. Langt de fleste er imidlertid brandvarme, jupiterlignende himmellegemer, gaskæmper, som er relativt lette at opdage, men også uinteressante med biologiske briller på.

Tallet bliver ved med at vokse og det i et sådant omfang, at det ifølge lektor på Center for Planetforskning under Københavns Universitet, Lars Buchhave, snart »bliver uinteressant« at blive ved med at tælle dem.

»Det næste skridt bliver at karakterisere planeterne og langt mere præcist forsøge at finde ud af, hvad de består af, især de mindre klippeplaneter ned mod Jordens størrelse,« forklarer han.

Den opgave er næsten uløselig med eksisterende teknologi. De exoplaneter, man opdager i dag, bliver næsten alle indirekte observeret i kraft af det lystab, der opstår på overfladen af deres stjerner, når de passerer forbi stjerneskiven. Og lystabet kan nærmest kun måles, når der er tale om store planeter i et tæt kredsløb om deres stjerner. Hvorfor de opdagede planeter oftest er for varme, for store og for gasagtige til at kunne befinde sig den jordlignende kategori.

I løbet af det kommende årti tager astronomerne imidlertid adskillige store skridt i retning mod at opdage stadigt flere jordlignende klippeplaneter i optimal afstand fra deres stjerner. Det vil sige i den såkaldte guldlokzone, hvor der hverken er for varmt eller for koldt.

De første skridt bliver taget med opsendelsen i de kommende år af tre dedikerede planetjægere – forskningssatellitter, der ventes at opdage titusindvis af nye planeter, herunder langt flere med en radius som Jorden eller lidt større.

Men de afgørende spring bliver verdens største rumteleskop, James Webb-teleskopet, der ventes opsendt af NASA om knap tre år, samt verdens største jordbaserede teleskop, European Extremely Large Telescope (E-ELT, red.), der fra en ørkenbjergtop i Chile lukker porten op mod himmelrummet fra 2024.

Med disse superinstrumenter vil man ikke bare kunne tage direkte – omend meget groft pixelerede – fotos af især større exoplaneter. Man vil også for alvor kunne begynde at foretage analyser af visse exoplaneters atmosfære ved at måle, hvordan lyset brydes i deres luftlag.

Her kommer et begreb, som vi kommer til at høre meget mere om i fremtiden, ind, og det er biomarkører.

Målingerne vil sladre om, hvorvidt der er tale om planetatmosfærer i ligevægt eller uligevægt. Jordens atmosfære er således i grov uligevægt. Det skyldes ikke mindst de høje koncentrationer af ilt fra Jordens planter. Ilt betegnes da også som den helt centrale biomarkør i jagten på liv i rummet.

»Biomarkørerne er den hellige gral i exoplanetforskningen, og jagten på at finde dem er ikke science fiction. Der er en helt klar vej derhen. Hvis vi er heldige, kan vi med hjælp fra bl.a. E-ELT finde biomarkører på et par jordlignende planeter. Måske. Men hvis vi skal have et overblik over, hvor almindelige biomarkører er i vores astronomiske baghave, skal der andre faciliteter til, og de er allerede på tegnebrættet,« fortæller Lars Buchhave.

Han sigter især til High-Definition Space Telescope – et nærmest gigantisk rumteleskop med en spejldiameter på 10-12 meter, der er foreslået af en rådgivningsgruppe under NASA.

Teleskopets hemmelighed vil være en »stjerneskygge« – en form for svævende parasol – placeret i en nøje udmålt afstand fra teleskopet, hvor det lige nøjagtig vil skygge for lyset fra en stjerne med planeter. På den måde slukker man i en vis forstand for stjernens lys, så det ikke blænder det svage lys fra de nærmest uendeligt små planeter omkring den. Hvilket ikke bare vil bringe direkte og relativt skarpe optagelser af jordlignende exoplaneter inden for rækkevidde. Det vil også muliggøre langt flere og mere præcise atmosfæreanalyser med voldsomt stigende chance for at finde biomarkører på dem.

Der vil formentlig gå 20 år, før et sådant super-rumteleskop vil være en realitet. Men vil fundet af en planet med tydelige biomarkører – især med store mængder ilt i atmosfæren – være det definitive bevis for liv derude?

Lars Buchhave:

»Vi kommer desværre ikke til at kunne tage billeder af små mænd på en sådan planet. Men hvis forskere – astrobiologer, geologer, kemikere – ikke kan forklare eksistensen af biomarkører ud fra naturlige, geologiske processer, vil det være overordentlig god evidens for liv derude.«

På Aarhus Universitet er professor og stjerneforsker Jørgen Christensen-Dalsgaard heller ikke i tvivl om, at det er meget afgørende år, astronomien nu går ind i.

»På godt 20 år er vi gået fra ikke at ane, om der findes andre planeter end dem her i solsystemet til nu at vide, at stort set alle stjerner har planeter. De næste ti år bliver på mange måder endnu mere fantastiske, fordi vi vil begynde at kunne analysere atmosfæren over planeter mindre end Neptun for tegn på liv. Som forskere er vi meget heldige, hvad det angår.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.