Medicinrester i vandet ødelægger fiskeadfærd

Medicinrester i vandmiljøet kan få store, utilsigtede konsekvenser for økosystemerne. Blandt andet påvirkes aborrers opførsel i så høj grad, at forskerne frygter alvorlige konsekvenser for fiskenes evolution.

I samarbejde medVidenskab.dk

Aborrerne blev mere risikovillige, mindre sociale og hurtigere til at guffe mad i sig, efter de havde fået en dosis af den beroligende medicin Oxazepam, fremgår det af ny forskning, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.

Det skriver Videnskab.dk.

Oxazepam er et helt almindeligt lægemiddel, der virker angstdæmpende. Rester af det ender typisk i vandmiljøet, hvor det ikke nedbrydes.

Et tværfagligt forskerhold fra Umeå Universitet undersøgte tre grupper aborrers adfærd: En gruppe havde fået en høj dosis medicin, en anden havde fået en lav dosis, og kontrolgruppen var medicinfri.

Læs også på Videnskab.dk: DTU: Fiskeolie er ikke rådden

Forskerne granskede fiskenes aktivitet, deres sociale adfærd og hvordan de tog føde til sig. Og de kunne konstatere, at effekten af medicinen var markant på alle områder – både med den høje og lave dosis medicin.

»Efter bare et par dage var forskellen på fiskenes opførsel helt tydelig. De fisk, der havde været udsat for Oxazepam, kastede sig over maden, begav sig ud i ukendte og potentielt farlige vande og hang ikke ud med flokken, som aborrer typisk gør,« fortæller Tomas Brodin.

Sammen med sin forskerkollega Jerker Fick præsenterede han resultaterne ved det årlige møde i AAAS (American Association for the Advancement of Science) i forgårs, torsdag d. 14. februar.

Tomas Brodin noterer, at virkningen umiddelbart godt kan ses som positiv – eksempelvis på den måde, at fiskene bliver bedre til at tage føde til sig.

Men på den lange bane frygter han en negativ effekt – både i økosystemerne med eksempelvis øget algevækst og i form af utilsigtede konsekvenser i fiskenes evolution.

Læs også på Videnskab.dk: Hvordan får man omega-3 uden at spise harsk fiskeolie?

Forskernes målinger viste ekstreme forskelle på fiskenes opførsel efter syv dage med medicin:

Fisk i kontrolgruppen uden medicin var 75 sekunder om at begynde at spise, når de blev fodret
Fisk med lav dosis medicin var 25 sekunder om at begynde at spise, når de blev fodret
Fisk med høj dosis var to sekunder om at begynde at spise

»De kastede sig over maden uden tøven,« siger Jerker Fick om sidstnævnte.

Han beskriver også, hvordan opførslen var anderledes, når det gjaldt fiskenes tilbøjelighed til at kaste sig ud i risikofyldt adfærd:

»De blev anbragt i et lille aflukke, der var anbragt i et større bassin. Efter et stykke tid blev aflukket automatisk åbnet, så de havde mulighed for at bevæge sig ud i det større, ukendte og potentielt farlige bassin. Alle fiskene, der havde været udsat for medicin, svømmede derud. Mens ingen i kontrolgruppen forlod det lille aflukke,« fortæller han.

Læs også på Videnskab.dk: Blæksprutter snyder rovfisk med camouflage-trick

Forskerne tog udgangspunkt i aborrer fra Fyrisåen, som løber gennem Uppsala med over 200.000 indbyggere. Her har de lokale aborrer akkumuleret Oxazepam i mængder, som er seks gange højere end koncentrationen i vandet.

»Der foregår altså allerede en påvirkning af fiskenes adfærd, og vi går ud fra, at det også gælder andre arter end aborrer. Det kan have alvorlige konsekvenser på lang sigt, og det betyder, at vi er nødt til se med helt nye øjne på forurening af vand med medicinrester,« siger Tomas Brodin.

Læs resten af artiklen hos Videnskab.dk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.