Kussen er blevet væk

Unge kvinder kan ikke sætte ord på deres kønsdele og kalder hverken kønnet kussen eller missen. Dermed har de ikke noget navn for deres lyster og drifter, siger en psykoanalytiker.

Hmm, hvad kalder vi det? En ung kvinde betragter den italienske kunstner Amedeo Modiglianis »Nu« fra 1917 på en aktuel udstilling på Guggenheim-museet i Berlin.
Hmm, hvad kalder vi det? En ung kvinde betragter den italienske kunstner Amedeo Modiglianis »Nu« fra 1917 på en aktuel udstilling på Guggenheim-museet i Berlin.

Danmark er ramt af et erotisk klask i numsen. Husmødre læser »Fifty Shades of Grey« og udlever deres ubevidste drømme om underkastelse, mens studiner udviser frisind og får deres køn foreviget i Kussomaten, og porno på nettet sender pulsen op på hvert et drengeværelse.

Nationen er midt i en slags pornotid. Der bliver snakket frigjort om sex og samliv, og tabuer og traditioner er til for at blive brudt. Eller er de? Er det hele bare snak for galleriet? Er danskerne i virkeligheden bornerte eller ligefrem skamfulde omkring deres eget køn og seksualitet trods 1960ernes og 1970ernes store frigørelse?

Spørg psykoanalytiker, skribent, manuskriptforfatter og meget mere, Tine Byrckel, og hun vil svare ja. Ifølge hende er det så som så med den reelle seksuelle og kønslige frigørelse i Danmark. I en artikel i det netop udkomne årsskrift fra Modersmål-Selskabet spørger hun derfor til, hvad der er blevet af kussen.

Ja, kussen. Den nede mellem benene på en kvinde. Eller fissen, missen, skødet, vulvaen, og hvad den ellers har af navne. Tine Byrckel har bemærket, hvordan ord for kvindekønnet i dag er forsvundet ud af kvinders og ikke mindst unge kvinders sprogbrug, når de skal beskrive deres køn. Ifølge Tine Byrckel har de ikke noget ord for det organ, der ud over at hjælpe dem med at lade vandet og føde børn også kan velsigne dem med nydelse.

»Vi bliver overvældet af pornografi alle vegne. Men der er en stor forskel på kun at se noget og sætte navn på det. En ting er at se, noget andet er at have ord for det, så der kan blive talt om det og tænkt over det,« forklarer Tine Byrckel.

Kønnet er altid klemt

Hun henviser i sin artikel til forfatteren Kristina Stoltz, der i forbindelse med sin novellesamling »Et kød« havde spurgt, hvad »unge kvinder nu til dags kalder deres køn«. Svaret var ikke noget. Ingenting. Tine Byrckel henviser også til franske undersøgelser. De viser, at mens unge piger sagtens kan tegne og betegne det mandlige kønsorgan, er mange af dem ikke klar over, at de har en klitoris. Mange af dem ved heller ikke, hvad den kan bidrage med.

»Kvindens køn er blevet væk flere gange i historien, og nu er det sket igen for en hel generation af unge kvinder,« siger hun:

»Vi tror, det går fremad. At vi bliver mere frigjorte. Men sådan er det altså ikke. Kvindekønnet er efter kvindefrigørelsen atter blevet fortrængt.«

Da hun var ung i 1970erne, blev der sat ord på kvindekønnet. Hun husker, hvordan »man diskuterede, om det skulle hedde kusse eller fisse, og om man syntes, det ene eller det andet ord var okay.

»Man valgte det ord, man bedst kunne lide, og så havde man til gengæld et ubehag ved det ord, man ikke brugte. Det siger noget om, hvor skamfuld man er omkring kvindekønnet,« fortæller hun:

»Måske var det i virkeligheden en enestående historisk situation. Jeg troede egentlig, at det fremskridt, altså at kunne tale om kvindekønnet, var kommet for at blive.«

Ifølge psykoanalytikeren er manglen på ord for kønnet også en modreaktion.

»Min generation er blevet mødre til de piger, der ikke har et ord for det. De vil ikke have den samme (kønsdel, red.) som deres mødre. De vil som teenagere være alt andet end deres mor,« siger hun:

»Drengene har i den forbindelse den fordel i forhold til pigerne, at de trods alt har noget andet end deres mødre.«

Det begyndte med Adam og Eva

For Tine Byrckel handler det om meget mere end blot mangel på ord. Det handler om ligestilling og et samfund, hvor der er plads til begge køn.

»Fallossymbolet står for styrke, at være noget, have styr på tingene og handlekraft. Det betyder, at kvindekønnet kommer til at stå som det modsatte. Noget uklart, noget svagt,« siger Tine Byrckel, der som psykoanalytiker er lacanianer:

»Hvis vi som samfund ikke er bevidst om, hvad det betyder, risikerer vi at lave et samfund, der ikke vil vide af såkaldt kvindelige værdier. Dermed bliver vi i en eller anden forstand alle til mænd. Det er de mandlige værdier, der bliver efterstræbt af os alle. Men måske kunne vi også efterstræbe andre værdier.«

Hun forklarer, at begge køns organer altid er blevet forbundet med skam. Selv Adam og Eva dækkede sig til. Men modsat kvinder kan mænd trøste sig med, at deres lem bliver forbundet med styrke.

»Kvinden er altid blevet dækket til. Det handler om at dække den seksualiserede kvinde til. Kussen er mystisk og mærkelig. Den repræsenterer vores ophav i naturen, og vi har et behov for at skjule eller kultivere den. Det gør vi ved at dække den til, barbere den eller ved ikke at snakke om den,« siger hun.

Skammen over kønnet er dog også en velsignelse for kvinder og mænd.

»Man kan sige, at det, at vores køn er skamfuldt, er det, der gør sex interessant. Var kønnet ikke skamfuldt, ville sex slet ikke være spændende,« mener Tine Byrckel.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.