Ligger Hitler klar til kloning i en nazi-ubåd i Vostoksøen under Antarktis? Og blev de russiske søforskere taget af et rumvæsen? En god historie kan altid gøres bedre.
7. februar 2012, 19:00
Den "hemmelighedsfulde" Vostoksø dybt under den tykke is på Antarktis har fået verdenspressens mere kulørte elementer til at grave mindst lige så dybt i fantasien.
Man skulle ellers tro, det var en tilstrækkeligt god nyhedshistorie i sig selv, at forskere er ved at bore hul ned til en kæmpesø dybt under Antarktis' tykke iskappe. Søens vand holdes flydende af trykket fra isen og jordvarmen nedefra, og hele systemet har været hermetisk isoleret fra resten af kloden i over 15 millioner år og indeholder måske organismer, som hidtil ikke er set på jorden.
Videnskabsfolk verden over holder vejret for, at mikroorganismerne i søen stadig kan undersøges trods de ifølge bekymrede rapporter over 60 tons freon og petroleum, som russerne har pumpet i deres borehul undervejs. Journalister verden over har fordrevet ventetiden med at pynte på historien med bl.a. rummænd, Nazi-ubåde med Hitlers afsjælede legeme og "Tingen" fra skrækfilmen af samme navn.
Det mindst usandsynlige først: Flere medier har rapporteret, at søerne kan rumme livsformer fra rummet. Det er den meget korte udgave af et begrundet håb om, at livet i de isolerede søer under isen kan fortælle mere om mulighederne for liv i tilsvarende søer med flydende vand under frosne overflader på himmellegemer i vores nærmeste nabolag. Det kunne Mars, Jupiters måne Europa og Saturns måne Enceladus.
Forskningen i "ekstremofile" livsformer, der kan leve under ekstreme forhold på jorden, vil i hvert være stærkt interesserede i de organismer, der hives op af den mærkelige under-islige sø, når vi skaffer adgang til dem. Og ekstremofile livsformer, der i sig selv er interessante, åbner også et bredere vindue for liv i rummet.
Ria Novosti, det statslige russiske nyhedsbureau, kunne i går breake nyheden om, at russiske forskere har fået hul igennem til Vostoksøen, der er verdens største kendte subglaciale sø. Nyhedshistorien citerer en unavngiven kilde for, at det er lykkedes forskerne at bore hul helt ned til søens overflade i en dybde af 3768 meter under isens overflade, langt under havets overflade.
RIA Novosti: Russian Scientists Drill to Sub-Glacial Antarctic Lake
Så vidt kan RIA Novosti sagtens have ret, selvom succesen ikke er bekræftet. Bureauet har rigtigt gode kilder i den russiske regeringsapparat, og den officielle meddelelse af den succesrige kulmination af det prestigefyldte projekt er formentlig reserveret en politiker højere oppe ad rangstigen, der først skal booke noget primetime på TV.
Men efter nogle afsnit om det russiske baghjul til de amerikanske og britiske forskere, der også prøver at bore huller til søerne under Antarktis, tager artiklen en endnu mere interessant drejning.
"De nylige begivenheder ved Vostoksøen har givet nyt liv til et gammelt rygte om, at tyske nazister byggede en hemmelig base på stedet i 1930'erne", skriver den unavngivne journalist ved Ria Novosti. Basen blev brugt til at opbevare superhemmelige nazi-papirer.
En tysk ubåd, (U-977 hvis man vil google hele historien) skulle langt senere have anløbet basen og anbragt Adolf Hitler og måske også Eva Brauns lig i en frossen krypt - eventuelt helt nede i søen, som godt nok først blev opdaget i 90'erne med satellit-overvågning, Leget eller ligene ligger klar til at blive klonet, når teknologien er til det og det fjerde rige kan opstå med en ny Adolf og Eva. Der også noget halløj med admiral Dønitz og en skummel Argentina-forbindelse, som man hellere selv må læse.
Journalisten citerer tilsyneladende kun en række usammenhængende teorier, som andre mennesker har formuleret om nazier og Antarktis.
Fuld gas på fristilen er der i Daily Mails omtale hen over weekenden af de "forsvundne isforskere", som havde nogle dages radiotavshed.
Læs også: Mysterium om forsvundne søforskere på Sydpolen
Det har efterfølgende har vist sig at være ret normalt og udramatisk for Vostok-stationen, der blev anlagt i 1957 et stykke fra den magnetiske sydpol, men på det absolutte midtpunkt af Antarktis, hvor der er lige langt til hav i alle retninger.
"Tavsheden fra forskerne vækker ildevarslende mindelser om den klassiske skrækfilm "The Thing", hvor forskere afdækker et begravet rumskib i Antarktis' is for blot at frigive et overjordisk skrækvæsen indeni", skrev Daily Mails korrespondent i papiravisen. Mail Online gentager hele den russiske historie om nazi-hemmeligheder og lidt til. Med billeder:
Alle ved ellers, at den klassiske skrækfilm "The Thing" fra 1951 foregår i Arktis. Det er John Carpenters nyfortolkning fra 1982, der flytter handlingen til Antarktis. Tsk. Tsk.
































