Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hver syvende har pollenallergi

Lige nu topper antallet af birkepollen. Snart bliver de afløst af græspollen, og så kommer bynke. Flere og flere får allergi, og vi mangler en god forklaring.

Sig birk, bynke, el, elm, græs eller hassel til en af de mange, der lider af pollenallergi, og de vil kvittere med et nys - og vil kunne fortælle om gener som kløende øjne, træthed, dårlig søvn og manglende evne til at koncentrere sig i pollensæsonen.

Så mange som hver syvende dansker har allergi over for pollen. Et tal som er stadigt stigende. 

Hvorfor ved ingen med sikkerhed siger Betina Hjorth, rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark. Det ligger dog fast, at pollenallergi er arveligt, men man kan også få allergi, selv om ingen af ens forældrene har problemer med pollen.

- Livsstilsfaktorer som fedme, fysisk inaktivitet, rygning og alkohol er også under mistanke, man kigger på måden vi bor på og klimaforandringer, som har forlænget pollensæsonen. Samtidig kommer der nye planter til, som også giver allergi. F.eks. bynke-ambrosie, siger Betina Hjorth.

Antallet af birkepollen er højest nu og omkring en uge frem. Men allerede i begyndelsen af februar var der pollen i luften fra de tidlige træer, el, elm og hassel.

Efter birk kommer de første græspollen i begyndelsen af maj. Græs topper lige omkring Sankthans og efterfølges af bynke, som topper i begyndelsen af august - og som dermed har forlænget sæsonen for pollenallergikere. 

Bynke-ambrosie spreder sig med rekordfart i Danmark og er kommet ind i landet i frøblandinger til fodring af fugle i haverne. Planten er på Naturstyrelsens sortliste over invasive planter, og styrelsen opfordrer haveejere til at fjerne planten.