7,6 procent af den voksne del af befolkningen lider af astma, viser undersøgelse blandt 178.000 danskere. Flest kvinder er ramt.
4. maj 2011, 14:08
Hver 13. voksne dansker, eller 7,6 procent af alle voksne danskere, har astma. Og de fleste astmapatienter er kvinder. 8,4 procent af de voksne danske kvinder lider således af astma mod 6,8 procent af de danske mænd.
Det viser undersøgelse fra Dansk Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. I undersøgelsen indgår data fra alle fem danske regioner. 178.000 danskere har deltaget i undersøgelsen.
Ikke kun blandt mænd og kvinder er der forskel på udbredelsen af astma. Også blandt aldersgrupper. Andelen af astmapatienter er størst blandt de 16-24-årige og blandt ældre over 75 år. For begge grupper er over ni procent ramt af astma.
Symptomerne på astma er bl.a. tør hoste, pibende og hvæsende vejrtrækning og åndenød. Astma er hos de fleste patienter en kronisk sygdom, men nogle bliver symptomfri i en periode, hvorefter sygdommen kan vende tilbage.
































