Hvad nu hvis... vi alle forsvinder?

Den prisbelønnede amerikanske professor og videnskabsforfatter Alan Weisman har i sin bog »Verden uden os« gennemført et fascinerende og velresearchet TANKEEKSPERIMENT. Hvad ville der ske, hvis mennesket pludselig forsvandt fra planetens overflade? Vi mødte forfatteren til en snak om forfald, naturkræfter og menneskelig hovmod.

Forfatteren Alan Weisman på vej ned i Københavns måske mest funklende eksempel på dyr og omfattende infrastruktur, metroen. Den vil blive blandt de første ofre, hvis menneskeheden pludselig forsvandt fra planetens overflade, mener han.
Forfatteren Alan Weisman på vej ned i Københavns måske mest funklende eksempel på dyr og omfattende infrastruktur, metroen. Den vil blive blandt de første ofre, hvis menneskeheden pludselig forsvandt fra planetens overflade, mener han.
For Alan Weisman begyndte historien i Pripjat.

Pripjat er en uskøn samling af sovjetkommunistiske betonboligblokke, der har ligget hen som et forladt ingenmandsland, siden det nærliggende kernekraftværk Tjernobyl en forårsdag i 1986 forandrede alt for de dengang cirka 50.000 mennesker i området.

Mens radioaktiviteten steg til alarmerende højder, blev indbyggerne i hast evakueret, hvorefter Pripjat blev lukket zone og dermed en del af verdens største nukleare losseplads.

Da Alan Weisman som videnskabsforfatter besøgte Pripjat for otte år siden, blev han på én gang slået af byens hastige forfald og af naturens lige så hastige magtovertagelse. Syrener og popler skød op gennem fortovene og var i fuld gang med at overtage de krakelerende bygninger. Asfaltvejene var dækket af et tykt lag mos, store fugleflokke havde invaderet byen, og i Pripjats omegn vrimlede det pludselig med radioaktive rådyr, ulve, losser og vildsvin.

Sådan så menneskets verden ud uden mennesker.

Hans artikel om Pripjat kom dermed til at virke som katalysator for en langt større historie – et dybt fascinerende tankeeksperiment. Hvordan vil hele Jorden udvikle sig, hvis vi, næsten syv milliarder mennesker, pludselig ophørte med at eksistere? Vil vi på nogen måde blive savnet? Hvor hurtigt – og hvordan – vil vores byer, fabrikker, veje, broer og affaldsbjerge forsvinde? Hvornår vil det sidste aftryk af menneskelig eksistens være kværnet til ugenkendelighed af naturens kræfter og dermed udraderet fra planetens overflade?



TANKEEKSPERIMENTET førte Alan Weisman på en rejse til stort set alle Jordens kontinenter og langt ud på flere af verdenshavene – fra urskov i Polen over næsten uberørte koralrev i Stillehavet og til mega-metropolen New York Citys undergrund. Undervejs interviewede han snesevis af forskere og læste hundredvis af videnskabelige artikler og bøger.

Resultatet blev en spektakulær bogudgivelse, der har toppet de amerikanske bestsellerlister for faglitteratur, er udgivet på over 30 sprog og netop udkommet på dansk under titlen »Verden uden os«.

Vi møder Alan Weisman – en lille mand med buskede øjenbryn og et fastnaglende intelligent blik – under en tapasfrokost i Nansensgade med dampede blåmuslinger, dybstegte calamares og bunker af spansk hvidløgsmayonnaise. Han er i fuld gang med sin europaturné, er netop ankommet fra Helsinki og har således endnu ikke haft lejlighed til at kaste et blik på forfaldsmulighederne i danskernes hovedstad.

Men efter frokosten viser vi ham ned til den nærliggende og skinnende moderne metrostation af beton, glas og rustfrit stål på Nørreport i København.

»København er en lavtliggende by, ikke,« spørger han, mens han med folkemængden ruller ad rulletrappen ned i storbydybet.

Det kan vi kun bekræfte.

»Jamen, så vil vandet på et eller andet tidspunkt utvivlsomt vælte herned. Derefter vil gader og huse over tunnellen på et senere tidspunkt kollapse og vælte i dybet. Huse vil blive ramt af lyn og gå i brand, beton vil forvitre, svampe og almindeligt råd vil styrte boliger i grus, træer vil gro op gennem asfalten, og vilde dyr vil rykke ind og overtage herredømmet. Uden mennesker vil København ligesom alle andre byer i verden være dømt til undergang.«

Men er det overhovedet sandsynligt, at det vil ske? Kan man på nogen måde forestille sig, at kun klodens dominerende art, mennesket, vil forsvinde, mens alle andre arter vil få lov at leve videre?

»Det er ikke science-fiction, jeg har skrevet. Det er ikke nogen fuldstændig utænkelig situation,« fastslår Weisman.

»Man kunne f.eks. forestille sig, at en dødelig HIV- eller ebola-lignende virus muterer og bliver luftbåren. Det er bare ikke det, der er pointen. Pointen er, at det er praktisk taget umuligt at skrive en populærvidenskabelig bog om Jordens undergang uden at skræmme læserne væk. Bare se på alle de dommedagslignende bøger, der er udgivet om de dramatiske konsekvenser af global opvarmning. De læses alle sammen af de samme personer og får dermed ikke et bredere publikum i tale. Med Pripjat i baghovedet fødtes ideen om at skrive en miljøbog uden at skræmme læserne væk. Man renser simpelthen bordet og fjerner alle mennesker. Så er det meget lettere at kapere resten hen ad vejen.«



ALLIGEVEL ER DET PÅ MANGE måder en dybt skræmmende bog, Weisman har begået. Han dokumenterer således med stor overbevisning, at ingen plante, intet dyr, ingen kvadratcentimeter land eller kubikcentimeter vand er upåvirket af mennesket og dets handlinger. Overalt er hav og land nemlig i kontakt med den atmosfære, som vi i århundreder har fyldt op med miljøgifte og luftbårent affald fra fossile afbrændinger. Alligevel er der enkelte lommer af noget næsten oprindeligt og uberørt tilbage, selv midt i det tætbefolkede Europa.

Han indleder nemlig sin bog med et besøg i den 1.250 kvadratkilometer store skov Bialowieza-puszsa i grænselandet mellem Polen og Hviderusland. Det er en stort set oprindelig urskov, praktisk taget uberørt af mennesker og derfor fyldt til randen med vilde dyr, enorme egetræer og selvdøde træer og planter i evig forrådnelse. Som at tage et skridt ind i et klassisk Grimm-eventyr.

Eller tag koralrevet Kingman Reef 1.600 km syd for Hawaii i Stillehavet. Her opnår hajer og rovfisk i det hele taget størrelser, som man stort set ikke finder noget andet sted på kloden – simpelthen fordi revet står som en isoleret ø midt i et kæmpemæssigt intet, der ligger for fjernt for selv den internationale fiskeindustri.

Men engang bugnede vores klode af store dyr i et omfang, der næsten trodser enhver nutidig fatteevne. Indtil for 10.000-15.000 år siden – altså før de oprindelige amerikanere for alvor var blevet talstærke – var Nordamerika fyldt til randen med flere store pattedyr end noget andet kontinent. Mammutter, kæmpedovendyr på flere ton, heste, bisoner, elefantlignende kameler og sabeltigre vandrede i millionantal gennem skove og over stepper på jagt efter føde. I dag er det eneste store dyr i millionantal mennesket, og det gælder praktisk taget overalt.

Med industrialiseringen begyndte vi tilmed at udlede en lang række fremmede stoffer i naturen.

»Tag bare kunstgødning,« siger forfatteren.

»Efter egypterne havde bygget Aswan-dæmningen over Nilen, blev bønderne langs den øvre del af Nilen nødt til at intensivere brugen af kunstgødning for at kompensere for vandmanglen. Resultatet blev, at kemikalier væltede ud i Middelhavet, hvorved halvdelen af alle Middelhavets fisk døde. Det samme ser man talrige andre steder. Ud for Mississippiflodens delta i Den Mexicanske Golf ligger en enorm dødszone. Det samme er tilfældet ud for de store floders udmundinger i Kina,« forklarer han.

Alan Weisman erkender blankt, at USA er den største globale miljøsynder, men snakken om Kina får hans tunge på gled:

»De boomende kinesiske storbyer er fantastiske. Jeg er fuld af beundring for kinesernes formåen. Men tænk på, hvad der sker, når Kinas eller Indiens middelklasse bliver forholdsmæssig lige så stor som Europas. Det bliver ikke bæredygtigt for vores klode. Den hastigt voksende middelklasse i Asien bør være en øjenåbner for os alle. Hvis en stigende del af verdensbefolkningen skal være så ressourceforbrugende, er der kun én vej at gå, og det er at formindske den jordiske befolknings størrelse. Evner vi ikke det, vil naturen nemlig selv sørge at gøre det for os – på den hårde måde.«

Hvis vi alle forsvandt i morgen, ville vores storbyer stort set forsvinde på få hundrede år og blive overgroet af skov. Paradoksalt nok vil en række af de ældste bygninger have størst chance for at modstå vind og vejr, forrådnelse, forvitring, vand og jordskælv – nemlig bygninger af granit eller anden naturlig klippesten. På samme måde vil ældre huses kobbertage kunne overleve stort set uforandret i titusinder af år, hvilket levner håb for en god del danske kirker og statslige bygninger.

Langs kysterne vil man i flere hundrede år dog stadig se plastik skylle op fra kystnære lossepladser og fra de ubegribeligt store plastiksøer, der har samlet sig som hele affaldskontinenter i oceanerne.

Men også det vil langsomt blive opløst og æltet ind i de geologiske lag og efter måske 100.000 år vil kun ihærdige arkæologer på besøg fra fjerne planeter kunne finde spor af os ved at grave i mulden over vores forladte storbyer.

Enkelte ting vil dog fortsat stå tilbage som næsten vedvarende symboler på dengang, mennesket totaldominerede deres planet. Det gælder vores bronzestatuer og andre menneskeskabte ting af ædelmetaller. Det gælder keramik, som et eller andet tænkende væsen udmærket vil kunne grave op af dybe, men stabile jordlag om selv et par mio. år, og det gælder det skulpturelle klippeparti Mount Rushmore i USA, hvor en billedhugger af dansk afstamning har hugget fire amerikanske præsidenters profiler ud af rå klippe.

Men også en dag vil disse ting efterladenskaber give op og blive mast i tidens altfortærende tektoniske kværn. Tilbage vil stå bare to minder om vores eksistens.

Det ene er radioaktivitet fra vores nukleare fortid med atomkraftværker og fremstilling af atomvåben. En større del af al det radioaktive affald, som mennesket har produceret i løbet af mindre end 60 år, har således en radioaktiv halveringstid på helt op til 4,5 mia. år. Det vil sige, at selv når Jorden går sin naturlige død i møde under Solens sidste krampetrækninger om måske fem mia. år, vil vores planet stadig rumme sundhedsfarlig radioaktivitet fra den kortvarige menneskelige civilisation.

Endelig er der det eneste rigtigt evige minde om vores eksistens – radiobølgerne. Gennem et århundrede har flere og flere radiobølger af stigende styrke rejst afsted mod universets afkroge med lysets hastighed. Og selvom de bliver svagere og svagere, er det ikke nogen utænkelig tanke, at et intelligensvæsen med en superfølsom radiomodtager om måske et par millioner år vil opfange signaler fra f.eks. et Otto Leisner-show i 1970erne

Den tanke kan vi jo så trøste os med, alt imens menneskeheden – ligesom alle andre dyrearter – går sin uundgåelige død i møde.

Alan Weismans bog »Verden uden os« er udkommet på Borgens Forlag. Bogen er på 360 sider og koster 349 kr.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.