16. februar 2012, 14:34

»Du skal bare sidde stille, så sker der ikke noget. Jo mere du tirrer hvepsen, jo mere aggressiv bliver den altså.«

Den har du sikkert hørt før. Opfordringen falder, når du for tiende gang begynder at flagre voldsomt og febrilsk med armene imod den enlige gedehams, som har forsøgt at komme ned i din ølflaske det meste af eftermiddagen.

Det sidste, man har lyst til, er at sidde stille og bare lade det gul-sorte uhyre komme nærmere.

Nu viser ny forskning fra Yunnan Agricultural University, at asiatiske honningbier har en lidt finere teknik til at holde store hvepse på afstand. Et eksempel på en stor hveps, som honningbierne bekæmper, er gedehamsen, der også gør livet surt for mennesker om sensommeren.

Bier vrikker med bagkroppen

Forskellen på os og bierne er blot, at gedehamsen er noget farligere for en bi, end den er for et menneske. Når gedehamsen ser sit snit til det, dræber den honningbierne og fodrer sine larver med dem bagefter.

Derfor har honningbierne op gennem evolutionen været nødt til at spørge sig selv: hvad Søren gør vi?

Og her viser det nye studie fra Yunnan Agricultural University, at et af biernes mere pudsige svar er:

»Når hvepsen nærmer sig vores bikube, så vrikker vi med bagkroppen,«

Det fandt de kinesiske forskere ud af ved at holde gedehamsen på forskellige afstande af bikuben. Jo tættere gedehamsen kom på honningbierne, desto voldsommere vrikkede bierne med bagkroppen. Samtidig udsendte de en kraftig summelyd.

Derimod holdt bierne bagkroppen i ro, da de kinesiske forskere udførte det samme eksperiment med en sommerfugl, som er helt ufarlig for bierne. På den måde er biernes kollektive bagkropsvrikken et budskab, der er direkte henvendt til store hvepse som gedehamsen.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor i alverden honningbierne vrikker med bagkroppen, når gedehamsen nærmer sig.

Bier kan dansen på rygraden

Lars Vilhelmsen er kurator og lektor ved Statens Naturhistoriske Museum. Han forklarer først og fremmest, at bier ikke er særligt kloge, men de har alligevel udviklet en masse avancerede måder at kommunikere på:

»Bier har ikke særlig mange brikker at rykke med – det er ikke sådan, at den enkelte bi i løbet af dens levetid lærer at danse og kommunikere. Det hele er nedarvet og udviklet som komplicerede reflekser i nervesystemet,« forklarer Lars Vilhelmsen.

Bierne laver blandt andet en lille dans, når de kommer hjem fra en flyvetur. Det gør de især, hvis de har fundet blomster, der er rige på den nektar og pollen, som de bruger til at fodre deres larver med. Bierne danser rundt i en ottetalslignende figur, der viser vejen til blomsterne.

Når de kommer ind til midten af ottetallet, stopper de op og vrikker med bagkroppen – jo kraftigere de vrikker, desto rigere er pollenkilden. Formålet med dansen er at få andre bier fra boet til at hjælpe med at hente næring fra blomsterne hjem til boet.

Hvepse og bier kæmper i et våbenkapløb

Men historien slutter ikke her:

»Bier og gedehamse har et stort våbenkapløb kørende. Gedehamsen vil gerne have fat på en honningbi, og honningbierne forsvarer sig, men der er ingen af dem, der gider den store slåskamp,« pointerer Lars Vilhelmsen:

»Den vil sikkert ende med, at både gedehamsen og flere af bierne dør, og det har ingen af dem gavn af«

Det er derfor, bierne vrikker med bagkroppen over for gedehamsen. Budskabet fra bien er:

»Vi har set dig, så gør os alle sammen en tjeneste – hold dig væk«

For der er rigtig meget på spil mellem bier og gedehamse.

Det hele starter med, at bien kan stikke. Det er en fordel, når nu gedehamsen er så meget større. Det har til gengæld fået gedehamsen til at udvikle en hud, der er så tyk, at bien ikke kan stikke igennem den. Og gedehamsen kan ikke bare stikke – den kan også bide.

Hvis en enkelt bi møder en enkelt gedehams, er det derfor bien, der må tage vingerne på nakken.

Hvepse lider tennisbold-døden

Det har fået bierne til at stå vinge ved vinge. I det øjeblik, gedehamsen angriber, kaster bierne sig over den bidende og stikkende krabat.

De første bier angribende bier udsender et alarmduftstof, som i løbet af få sekunder får endnu flere bier til at ile til hjælp.

Pludselig danner de alle sammen en massiv kugle på størrelse med en tennisbold. Den består af op til 500 bier rundt om den enlige gedehams indtil kuglen bliver så tæt og varm, at temperaturen kommer over 47 grader.

Når det sker, dør gedehamsen. Bierne kan nemlig tåle 48-50 graders varme, mens gedehamsen stiller træskoene ved 44-46 grader.