Google overvåger H1N1-epidemien

Hvornår kommer den tredje bølge af H1N1-vira rullende? Spørg Google Flu, der gør status på influenza-epidemien her-og-nu. Statens Serum Institut følger interesseret med.

Hvis du vil vide, hvornår du igen skal bruge ekstra sprøjt fra håndspritten, skal du holde øje med Google.

Gennem tjenesten Google Flu Trends analyserer søgemaskinen, hvor mange mennesker der søger på ord som ”influenza” og ”H1N1” lige nu. Det har vist sig at være overraskende præcist i forhold til, hvor mange der reelt bliver smittet med sygdommen.

Hvis man tager en Google-kurve over udviklingen på søgeordet ”influenza” og parrer den med den faktiske kurve over antallet af smittede, vil man se, at de følger hinanden.

Læs også: Se her hvordan antal søgninger og antal smittede følger hinanden

- For epidemiologer er dette en spændende udvikling, da antallet af mennesker, der bliver ramt, kan reduceres, hvis et sygdomsudbrud blev opdaget hurtigt, skriver Google selv.

USA's svar på Statens Serum Institut har indgået et samarbejde med Google for at forudse influenza-udviklingen, og senest er Norge og Sverige også begyndt at sammenligne søgedata med sygedata.

Danmark følger med

Statens Serum Institut herhjemme, der overvåger og bekæmper smitsomme sygdomme, kalder den nye mulighed for ”et interessant initiativ”:

- Søgemaskinen har i USA vist at være ganske pålidelig til tidligt at kunne påvise en forekomst af influenza forstået som øget søgning på visse ord, når der er influenza, skriver overlæge ved Statens Serum Institut, Steffen Glismann, i en mail til berlingske.dk.

- Vi finder dog, at denne information ikke kan stå alene, da en stigning f.eks. vil kunne påvirkes af pressens skriverier - også når der ikke er influenza, så det vil samtidig være nødvendigt at have flere undersøgelser for at kunne vurdere om, det faktisk er influenza, det drejer sig om, supplerer han.

Overlægen mener derfor, at man er nødt til at supplere Google Flu Trends med indberetningerne fra lægerne.

- Vi finder derfor, at den overvågning, vi har med praktiserende læger i kombination med det nyligt etablerede samarbejde med vagtlæger over hele Danmark, er bedre, idet det er læger, der stiller diagnosen influenza, og vi får data fra hele Danmark hver dag. Dette system har bestået sin prøve her under den nu afsluttede epidemi, og må siges at være en bedre løsning til såkaldt real time overvågning af influenza - men Google-tingen er da interessant at følge udviklingen af i fremtiden også, slutter Steffen Glismann.