E-vitamin kan gavne Alzheimers-patienter

Ny forskning peger på, at daglige mængder E-vitamin kan hjælpe Alzheimers-patienter til at klare sig selv i længere tid.

Arkivfoto/Scanpix
Arkivfoto/Scanpix

Når du spiser fødevarer som æg, nødder og olier, spiser du også E-vitamin. Og det kan være en fordel for personer med Alzheimers sygdom, peger ny forskning på.

I en undersøgelse deltog i alt 613 personer, som alle led af mild til moderat Alzheimers. Sammen med standard behandling mod demens modtog de enten en daglig dosis vitamin E eller en snydepille, som ikke indeholdt vitamin E.

Undersøgelsen, som blev offentliggjort i onsdagens udgave af JAMA, det lægevidenskabelige tidsskrift for den amerikanske lægeforening, viste efter to år en forskel på de to grupper, skriver BBC.

De patienter, der havde taget vitamin E, havde en langsommere funktionel tilbagegang end dem, der fik placebo. Det årlige fald blev reduceret med 19 procent, og det betød, at patienterne fik lettere ved selv at sørge for praktiske opgaver i hverdagen, for eksempel at gå i bad og tage tøj på. 

»Der viste sig at være en signifikant forskel, men sådan nogle forsøg vil man gerne se gentaget, før man tror på, at det kan være rigtigt,« siger Gundhild Waldemar, der er professor og leder af Nationalt Videnscenter for Demens.

Fordi der i undersøgelsen blev anvendt vitamin E i meget høje doser - langt højere, end man kan spise sig til - er det ikke muligt selv at købe sig til det i håndkøb. Det vil kræve, at man opsøger sin læge. Men det er for tidligt at gøre på baggrund af resultaterne fra denne undersøgelse alene, siger Gunhild Waldemar.

Hun er nemlig skeptisk over for, om E-vitamin faktisk har den gavnlige effekt, som studiet her peger på, for det er tidligere set, at forskellige vitaminer og andre stoffer i ét studie har haft en effekt, men hvor de samme resultater ikke kunne gentages i lignende studier.

»Jeg vil være i tvivl om, om det her resultat er et, man kan reproducere i andre undersøgelser, og derfor er vi nødt til at afvente resultater af andre undersøgelser,« siger Gunhild Waldemar.

»Men hvis det virkelig er tilfældet, så vil det være noget, som man vil overveje, hvordan man kan tilbyde som behandling af Alzheimers sammen med den standardbehandling, der findes i dag,« siger hun.

Når man tager E-vitamin i så høje doser, som det var tilfældet i undersøgelsen, så kan det være forbundet med visse bivirkninger, for eksempel blødning, og det vil derfor kræve yderligere forskning, før det kan blive aktuelt at overveje som et led i behandlingen af Alzheimers patienter.

»Vi er ikke parate til på baggrund af den her enkelte undersøgelse at anbefale E-vitamin som behandling til Alzheimers-patienter,« siger Gunhild Waldemar.

»Under alle omstændigheder er det her ikke en behandling, som fjerner selve forandringen oppe i hjernen, men derfor er det selvfølgelig alligevel meget kærkomment, hvis der kunne være en medicin, som kan hjælpe på funktionsniveauet,« siger hun.

Det samme siger Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen. At selvom resultaterne ikke er vejen mod en mulig kur, så vil det alligevel kunne gøre en forskel for patienterne.

»Når vi ser på det fra den enkelte patients side, så har det stor betydning at kunne klare sig selv. Især når det går ud over din dagligdag, og hvordan du fungerer i hverdagen. Der er det ret afgørende, at man kan bevare sine funktioner så længe som muligt,« siger Nis Peter Nissen.

I Danmark er der i alt 80.000 personer, som har Alzheimers, og det tal vil fordobles i løbet af de næste 20-25 år, siger Nis Peter Nissen. Derfor vil det også potentielt kunne være en stor samfundsøkonomisk gevinst, hvis det viser sig, at E-vitamin faktisk har en gavnlig effekt, siger han.

»Hvis man kan udskyde det tidspunkt, hvor personen har brug for omfattende pleje og omsorg, altså har brug for hjælp til dagligdags gøremål, så er der jo en stor samfundsøkonomisk gevinst at hente på det,« siger Nis Peter Nissen.

I december sidste år var demens, hvoraf Alzheimers er den mest almindelige sygdom, også på bordet til et møde mellem G8-landenes sundhedsministre. Her blev de enige om, at der skal være fundet en kur eller en form for formildende behandling i 2025.

»Og der mangler vi altså den samme forpligtigelse fra danske politikere,« siger Nis Peter Nissen. 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.