Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Den bærbare griller dine sædceller

Mænds fertilitet kan styrtdykke, hvis de sidder med den bærbare i skødet, viser amerikansk undersøgelse.

Det kan være rigtig hyggeligt at ligge i sofaen med sin bærbare computer i skødet. Men er du mand, risikerer du, at koge dine sædceller, viser en undersøgelse foretaget af State University of New York ifølge Reuters.

”Efter bare 10-15 minutter er temperaturen i skridtregionen alarmerende høj. Og man mærker det ikke”, siger Yelim Sheynkin, en af forskerne bag undersøgelsen til Reuters.

Kroppens gennemsnitstemperatur ligger på 37 grader, men testiklerne hænger af helt naturlige årsager i køligere omgivelser, hvorfor temperaturen i her er et par grader lavere. Tidligere forskning har vist, at hvis temperaturen i pungen stiger blot en enkelt grad har det en skadelig virkning på sædcellerne. Efter en time med den bærbare på skødet er temperaturerne i skridtet imidlertid steget med 2,5 grad viser undersøgelsen fra State University of New York.

Spredte ben eller ej

Uanset om forsøgspersonerne sad med spredte ben eller med en pude over skødet var resultaterne de samme: Temperaturen i testiklerne var over den tilladte grænse.

”Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så ligger temperaturen over det, vi anbefaler som sikkert,” siger Yelim Sheynkin til Reuters.

Men der er ifølge forskeren ingen grund til at smide den bærbare til storskrald eller overlade den til konen, der er nemlig ikke nogen tegn på, at det i sig selv er skadeligt for sædkvaliteten at bruge den bærbare - så længe den ikke er placeret i skødet.

Tidligere undersøgelser fra Rigshospitalet af danske værnepligtige konkluderer at godt fire ud af ti danske mænds sædkvalitet ikke er tilfredsstillende, og godt 20 pct. af den mandlige danske befolkning ikke skal regne med at blive fædre.