Danskere bag gennembrud i kræftforskning

Et dansk forskningsresultat giver mulighed for tidligere indgreb mod kræft, samtidig med at det forhindrer et vildspor i behandlingen.

Danske forskere har scoret en dobbeltgevinst for behandlingen af kræftsygdomme.

De har fundet ud af, at et forhøjet indholdet af proteinet CRP i blodet er et tegn på kræft, som betyder, at risikoen for at få sygdommen og for at dø af den kan opfanges tidligere. Samtidig har de bidraget til at der ikke bruges kræfter og penge på medicin, der alligevel ikke vil virke.

Forskerne har påvist at risikoen for kræft ganske vist stiger ved et forhøjet indhold af CRP i blodet, men det nytter ikke at producere medicin, der kan reducere indholdet af CRP, for stoffet er ikke årsag til kræft.

»Det vil ikke hjælpe noget med medicin. Det kan vi sige med sikkerhed. Derimod er et forhøjet indhold af CRP en god passiv markør for en forhøjet kræftrisiko,« siger en af forskerne bag undersøgelsen, afdelingslæge på Herlev Hospital Stig E. Bojesen. Sammen med bl.a. læge Kristine Allin har han fået en artikel om forskningsresultatet offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet Journal of the National Cancer Institute.

Med resultatet afklarer forskerne en diskussion om sammenhængen mellem CRP og kræft, der ellers har fået medicinalvirksomheder til at overveje udvikling af medicin mod netop CRP.

Register viser vejen

Normalt ville det være nødvendigt at udvikle medicinen og afprøve den på mennesker for at se, om den hjalp. Men de danske læger har fundet en anden og mindre indgribende vej til at få opklaret, om proteinet er årsag til kræft eller blot optræder passivt sammen med den.

På baggrund af data fra 46.000 mennesker har de udvalgt dem, der i kraft af deres gener har enten et særligt højt eller særligt lavt indhold af CRP i blodet fra naturens hånd. Ved at sammenholde dem med registeroplysninger om kræftsygdomme, kunne de se, at der ikke var nogen årsagssammenhæng.

Når CRP er forhøjet ved kræft kan det i stedet skyldes den omvendte sammenhæng, at kræften øger CRP-indholdet. Eller at der er en fælles årsag til både kræft og forhøjet CRP.