Måske kan din tandlæge snart love dig, at "det gør slet ikke ondt - du får lige en indsprøjtning med chili".
15. maj 2008, 11:23 – opdateret 15. maj 2008, 13:00
Det virker ikke som det mest oplagte smertestillende stof at eksperimentere med, men tilsyneladende kan chilipeber gøre lokalbedøvelse endnu mere effektiv. Oven i købet undgår man den følelsesløse fornemmelse i kinden bagefter.
Læger fra Boston i USA har eksperimenteret med at forbedre virkningen af smertestillere ved at blande det med en solid dosis capsaicin.
Capsaicin er det stof i chili, der brænder på tungen. Når det sprøjtes ind i vævet, åbnes smertereceptorerne på vid gab i en slags chok og optager den fulde effekt af det bedøvende middel. Man undgår derfor at ramme bevægeapparatet og andre nervebaner, fordi capsaicinen er som et målsøgende missil mod smertecenteret.
- Det er første gang, vi bruger kroppens egen celle-kanaler som et leverings-system af lægemidler, så det kun rammer smertefibre, siger professor Clifford Wolf fra Harvard Medical School og Massachusetts General Hospital.
Bedøvelsesmidlet i kombinationspræparatet er en komponent fra det kendte lokalbedøvelsesmiddel lidokain. Komponenten kaldes QX314, og den kan ikke ved egen drift trænge igennem cellevæggene og opnå sin bedøvende effekt.
Men capsaicin kan binde nogle receptorer i membraner, der kun findes omkring neuroner, der er ansvarlige for at overføre smerte-impulser til hjernen. Bundet til capsaicin kan QX314 derfor trænge ind i smerte-neuronerne og ikke i andre nerveceller.
Det giver midlet en effektiv og hurtig smertestillende effekt, uden at musklerne lammes eller følesansen eller andre sanser hæmmes.
Midlet er indtil videre blevet brugt på forsøgsdyr, som man konstaterede fik en effektiv smerteblokering, samtidig med at de havde fuld kontrol over deres lemmer og var følsomme over for normal berøring.
Chok-behandling
Der er faktisk kun et enkelt lillebitte problem ved midlet: Patienten får i få sekunder den fulde og tvivlsomme fornøjelse af at mærke smerteeffekten af den direkte indsprøjtede chilipeber, inden bedøvelsen når at sparke til.
Lægerne vil derfor arbejde videre på at finde andre stoffer end capsaicin til at levere QX314 direkte ind i smerte-receptorerne.
Der er lovende planer på arbejdsbordet, lover professor Wolf, som nærer reelt håb om, at kombinationsmidlet snart kan blive tilgængeligt som bivirkningsfri lokalbedøvelse. Ikke kun til tandlæge-patienter, men også til andre patienter, som kan undgå smerter uden følelsesløshed og lamhed.
































