Big Bang-maskinen klar til sejt træk

Partikelaccelleratoren i CERN kører nu stabilt på halv kraft - som stadig er en mangedobling af verdensrekorden.

Den store partikelknuser i Geneve, LHC,  har nået en ny milepæl i sin forhindringsfyldte, men alligevel succesrige udvikling.
Fredag morgen fik man for første gang begge protonstråler i den 27 km lange ring til at suse rundt - modsat hinanden - med en energi på 3,5 teraelektronvolt, TeV.

Det er halvdelen af den forventede maksimale kraft i verdens kraftigste partikelaccellator og en tredobling af den hidtidige verdensrekord, som LHC satte for nyligt.

LÆS OGSÅ:
Partikelsmasker sætter verdensrekord

Man er endnu ikke begyndt at lade de to stråler kollidere - det vil ske med en kraft på 7 TeV. Endemålet er en kollisionskraft på 14 TeV, som dog er nogle år ude i fremtiden.

Datoen for kollisioner med 7 TeV vil snarest blive offentliggjort. Det er nyligt besluttet at lade LHC arbejde ved 7 TeV i en lang periode, mindst et år, i stedet for som oprindeligt planlagt at slukke ned for vedligehold og opgraderinger.

Det er ikke udelukket, men usandsynligt, at man ved kollisionskraft på 7 TeV kan gøre nogle af de mere opsigtsvækkende opdagelser, man håber på med forsøget. Først og fremmest leder man efter Higgs-bosonen, som er den sidste elementar-partikel vi ikke har set "i live":

Dels er der en teoretisk mulighed for at skabe små sorte huller, der fylder uendeligt lidt, forsvinder uendeligt hurtigt og er næsten uendeligt interessante for fysikerne.

LÆS OGSÅ: Nedtælling til Big Bang 2.0

Der er dog mange andre sideløbende eksperimenterved LHC, som kan give store resultater i de kommende måneder, når kollisionerne går i gang.

Københavnere,som vil følge med i LHCs arbejde, kan nyde et lysshow uden på Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej, hvor data direkte fra CERN oversættes og projiceres op på facaden med 96 diodelamper.