Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bange for edderkopper? Så bliver de større

Jo mere du frygter edderkopper, jo større ser de ud, viser ny forskning. Princippet gør sig gældende for alle fobier.

Er du bange for edderkopper, og synes du den lille husedderkop i det støvede hjørne mere ligner en fuldvoksen tarantel, er det ikke så mærkeligt. For jo mere bange du er for de otte-benede insektdræbere, jo større vil de se ud for dine øjne. Det viser et nyt studie fra Ohio State Universitets institut for psykologi. Undersøgelsen er udgivet i tidsskriftet Journal of Anxiety Disorders.

Princippet gælder også andre fobier, eksempelvis belonefobi, frygten for nåle. Således vil din frygt gøre, at en nål vil se større ud, end den egentlig er. Den værste konsekvens kan blive, at folk ikke får den medicinske behandling, de har brug for, grundet deres frygt, skriver Ohio State Universitet i en pressemeddelelse.

I forsøget skulle testpersoner se på taranteller og derefter angive, hvor store de mente, edderkopperne var. Samtidig skulle de fortælle, hvor bange de var for edderkopper. Jo mere testpersonerne frygtede edderkopper, jo større troede de altså, de var.

Michael Vasey, psykologiprofessor ved Ohio State Universitet og hovedforfatter på undersøgelsen, forklarer fobiens onde cirkel.
"Når det handler om fobier, er den primære måde, man forsøger at holde sig sikker, at undgå det, man frygter. Så længe man undgår, kan man ikke opdage, at man tager fejl. Og så sidder man fast. Så når man ser edderkopper som større, end de er, styrker det frygten og dermed undgåelsen, og det bliver potentielt en del af denne cyklus, der styrker fobien og medfører til, at den bliver ved med at være der."

57 mennesker, som alle selv sagde, de var bange for edderkopper, deltog i forsøget. Tarantellerne, som blev brugt, var anbragt i glasbure. Deltagerne skulle nærme sig edderkopperne, og herefter prikke til dem med en sonde, først på 20 centimeter, derefter en kortere. Testpersonerne skulle i løbet af disse møder med edderkopperne fortælle, hvor bange de var på en skala fra 0 til 100. Og bagefter skulle de altså angive edderkoppernes størrelse.

Forskerne mener, at en bedre forståelse for, hvordan de frygtede ting som edderkopper eller nåle opfattes af folk med fobier, kan gøre os bedre i stand til at behandle den irrationelle frygt.