Askedøden er en dansk katastrofe

Det oldgamle danske kulturtræ ask er i fare for helt at forsvinde fra vores natur. Først kom svampedøden, og nu lurer en smuk, men aggressiv bille.

»Det er en katastrofe.«

Skovfoged Stig Egede Hansen lægger ikke fingrene imellem, mens han kører rundt i sit skovdistrikt under Stiftelsen Sorø Akademi og taler i mobil med Berlingske. Næsten overalt omkring ham er han vidne til en tragedie.

»Jeg kan se, hvordan træerne står og toptørrer. Nogle er der stadig lidt liv i, men mange andre er gået helt ud.«

Træerne, han taler om, er ask, der er ramt af svampesygdommen asketoptørre. Svampen nedbryder træernes blade og skud, hvilket er synligt i asketræernes kroner, der ofte er helt tørre og nøgne.

»Jeg vil vurdere, at 90 procent af al vores ask i skoven er forsvundet, og det er sket på bare seks-syv år.«

Så det er en større katastrofe, end da elmesygen hærgede for år tilbage?

»Ja, langt større. Elmen havde ikke nogen større værdi som ret meget andet end brænde eller træ til alleer. Ask har en række helt fantastiske vedegenskaber og bruges til talrige formål,« forklarer skovfogeden.

Ifølge et forskningsresultat, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Ecology, står det europæiske asketræ foran noget nær total udryddelse. Forklaringen er dobbeltsidet.

For omkring 20 år siden begyndte den aggressive svamp at rykke ind fra øst mod det egentlige Europa, formentlig båret af vinden. Europæisk ask har ikke noget naturligt forsvar mod svampen, så svampesporerne spredte sig hurtigt fra skov til skov og fra land til land.

I dag er et skovareal på op mod to millioner kvadratkilometer i Europa – lige fra Norge til Italien – ramt af asketoptørre. Og de fleste af de ramte asketræer er enten døde eller fældet.

Dræberbillen kommer

Ifølge danske forskningsresultater ser nogle få procent af asketræerne imidlertid ud til at kunne stå imod svampeangrebene, hvilket skyldes træernes genetiske variation. Men nu er en ny dræber på vej mod dem: Asiatisk pragtbille.

»Det er en fantastisk smuk barkbille, men en forfærdelig skadevolder,« forklarer professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning under Københavns Universitet Erik Dahl Kjær.

I USA har den invasive billeart allerede forvoldt millioner af asketræers død. Billen lægger sine æg under asketræers bark, hvor larverne udvikler sig, forpupper sig og slutteligt borer sig gennem barken. I den proces afkobler de vandtilførslen til træernes kroner og tilsvarende sukkerstofforsyningen til rødderne. Hvorved træerne dør. Billen findes ikke i Danmark endnu, men hærger i Rusland vest for Moskva og bevæger sig med ca. 50 km om året hastigt mod bl.a. Hviderusland og Ukraine. Så det er formentlig bare et spørgsmål om tid, før den også når de sølle rester af endnu levende ask i Danmark.

Hvis asken forsvinder helt fra Danmark, vil det både blive et kulturhistorisk, naturmæssigt og økonomisk tab.

Asketræet har eksisteret i Danmark lige så længe, der har levet mennesker her, hvilket pollenfund i moser bærer vidnesbyrd om. Vikingerne anvendte det stærke og elastiske træ i deres skibe, og for vores forfædre var træet af så central betydning, at det blev til selveste livets træ, Yggdrasil.

Men ask spiller også en væsentlig rolle for biodiversiteten.

»Asketræet er en nøgleart i Danmark, for der er talrige insekter og lignende, som er meget knyttet til asketræer. Så hvis træet bliver udryddet, eller der bare er få tilbage, bliver det er problem for alle de andre arter, der er hjemmehørende der,« forklarer Erik Dahl Kjær.

 

 

Og så er der det økonomiske. Ask udgør ganske vist kun to-tre procent af de danske skovarealer, men spiller for skovbrugere omtrent lige så vigtig en rolle som eg.

»Her i stiftelsen har vi haft omkring 75 hektar med unge askebevoksninger, som bare er gået til, og det er en katastrofe,« siger skovfogeden fra Sorø, som vurderer det økonomiske tab i sit skovdistrikt til fem mio. kr.

Hver eneste hektar med ask har krævet omkring 50.000 kr. i investeringer til hegn og nyplantninger, og de penge – plus forrentningen af jorden – er nu spildt. Samtidig er verdensmarkedsprisen på brugbar ask raslet ned.

Dertil kommer, at det efter alt at dømme bare er et spørgsmål om tid, før danskerne må vinke farvel til det gennem årtusinder velkendte syn af de nyttige og ranke træer med deres lette løv og olivengrønne bark.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.