Ældre skal ikke opgive hjertemedicinen

Stort forsøg med dansk bidrag afliver myten om, at det ikke nytter at give kolesterolsænkende medicin til ældre.

Et forhøjet kolesteroltal er hos de fleste af os et ret sikkert varsel om kommende hjerte-kar-problemer. Derfor vil vi normalt sammen med vores læge vælge at behandle det med kolesterolsænkende medicin.

Hos ældre mennesker er den »prædikative værdi« af kolesteroltal dog ringe: I en gruppe af ellers raske 80-årige siger et forhøjet kolesterol meget lidt om risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom. Forklaringen er formentlig, at hvis man er blevet gammel med meget kolesterol i blodet, så er man nok velsignet med en genetik, der gør at man kan tåle det. Det har ført til konklusioner om, at så behøver ældre mennesker ikke bøvle med kolesterolsænkende medicin, men det ser ud til at være en kraftig overfortolkning.

»Vi har nu vist hinsides enhver tvivl, at mennesker over 70 år har stor nytte af kolesterolsænkende medicin,« siger professor Børge Nordestgaard fra Herlev Hospital, der er medforfatter på et meget stort internationalt forsøg af kolesterolsænkende medicins effekt på ældre.

Undersøgelsen omfattede knap 6.000 ældre mennesker fra 26 lande, som blev tilfældigt fordelt i to grupper, der enten blev givet en kraftig kolesterolsænkende medicin eller en placebo-tablet. Undersøgelsen så ikke kun på kolesteroltallet, der blot er en indikator for risiko for hjertesygdom. Den målte direkte på, hvor mange af deltagerne der kom ud for alvorlige hjerte-kar-sygdomme som slagtilfælde eller blodprop i hjertet.

Behandling virker

Efter to år var andelen af disse »hændelser« 41 procent lavere hos dem, der fik kolesterolsænkende medicin, end i placebogruppen. Det er en lidt dårligere effekt end hos yngre mennesker, men fordi der er en meget højere forekomst af hjerteproblemer hos gamle, undgår man flere blodpropper og hjerneblødninger ved at give forebyggende medicin til de over 70-årige.

»Det bekræfter, at det virker at behandle. Man skal ikke tænke, at fordi man er blevet gammel, så nytter det ikke noget,« siger hjertelæge Peter Clemmensen, der er formand for Hjerteforeningen.

Foruden tvivl om effekten af kolesterolsænkende medicin til ældre har der været megen omtale af bivirkningerne.

»De midler, vi bruger i Danmark, er meget gennemprøvede. De har stort set ingen bivirkninger af betydning,« siger Peter Clemmensen.

En kendt bivirkning er dog muskelømhed, som er ufarlig, men kan være generende.

Alle deltagerne i undersøgelsen var over 70 år, den ældste var 97. Tre fjerdedele af deltagerne var under 77 år, altså de relativt unge og raske gamle.

Der var en normal - og dermed ret høj - forekomst af klassiske risikofaktorer for hjertesygdomme: Overvægt, rygning og forhøjet blodtryk. Undersøgelsen omfattede dog ikke mennesker med forhøjet kolesteroltal, kendte hjerteproblemer eller diabetes, fordi vi i dag er så sikre på den kolesterolsænkende medicins forebyggende effekt i højrisikogrupperne, at det ville være uetisk at give snydemedicin til dem.

Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort i det ansete amerikanske lægetidsskrift Annals of Internal Medicine.