17. januar 2009, 17:29 – opdateret 17. januar 2009, 18:43

Opfindelsen af teleskopet kan tilskrives både hollandske og tyske optikere. Selvom glas til at forstørre og formindske med var kendt i Vesten fra engang i 1200-tallet, skal man helt frem til 1600-tallets begyndelse, før glas blev sat sammen i et rør, der kunne rettes mod himlen og kaldes teleskop. Almindeligvis tilfalder æren som den første astronomiske bruger den italienske videnskabsmand Galileo Galilei, der byggede sit eget teleskop med udgangspunkt i de nyheder, der var blevet spredt om teleskopets opfindelse.

Det var i slutningen af 1609, men der er visse modifikationer til den sandhed. Blandt andet havde den britiske astronom Thomas Harriot, allerede måneder inden Galilei kom igang, brugt et teleskop til at studere og tegne Månen. Men i modsætning til Galileo Galilei offentliggjorde han ikke sine resultater.

Galilei derimod publicerede sine resultater kort efter, mens Harriots først blev fundet godt et par hundrede år senere.

Andre ukendte kan sagtens både have opfundet og kigget i et teleskop før den tid.

Det væsentlige i opdagelsen var, at vi fik en forståelse for det omgivende rum, som vi ikke havde haft tidligere. Da Galileo Galilei kiggede på Jupiter, så han, at den havde måner, der kredsede om planeten. Det fik ham til at støtte astronomen Kopernikus’ verdensbillede, hvor Solen var i midten og planeterne inklusiv Jorden var i kredsløb omkring.

Den katolske kirkes verdensbillede havde Jorden som universets centrum, og Galileo Galilei måtte trække sine teorier tilbage for at undgå at ende på bålet. Men han kom i fængsel og senere i husarrest.

Men det han og andre så, kunne ingen sætte sig op imod i længden, og Universet var gået fra at være noget med en begrænset udbredelse – med Jorden som det vigtigste – til at være kæmpestort.

Et af de vigtigste videnskabelige instrumenter for vores selvforståelse var skabt.

DET TELESKOP Galileo Galilei brugte var meget lille, og selv en beskeden amatørastronom ville i dag kun have et smil tilovers for dets præstationer.

Teleskoperne blev dog hurtigt større og kraftigere, men problemet med linser er, at de giver ganske alvorlige farvefejl. Den britiske fysiker Isaac Newton påviste, hvordan lyset, selvom det ser hvidt ud, i virkeligheden består af alle farver. Netop de farver kunne man se, når lyset blev sendt gennem glas. Det betød, at det var overmåde svært at få alle farverne til at nå fokus – altså der hvor man kan se tingene skarpt – i nøjagtigt samme punkt. Kunne man ikke det, fik klare objekter halo’er omkring sig. Det minder om det, man kan se omkring Månen på en aften med tynde skyer.

Jo større linserne var, desto mere åbenbart blev problemet, og eftersom der ikke når ret meget lys ned til os fra himlens fjerne objekter, var det nødvendigt med store linsediametre, hvis man skulle kunne samle tilstrækkeligt lys.

Derfor blev det foretrukne teleskop efterhånden det, som Isaac Newton har lagt navn til. Newton-teleskopet, der i stedet for en linse bruger et spejl som lyssamler.

Det er lettere at slibe store spejle, og de har ikke samme problem, med at lyset bliver brudt op. Desuden er der simpelthen en fysisk overgrænse for, hvor stor en brugbar linse kan være.

Linseteleskopet findes stadig, men alle store observatorier bruger afarter af Newton-designet med store spejle til at samle lyset. Det gælder f.eks. også det rumbaserede Hubble-teleskop. Men det betyder nu ikke, at linseteleskopet blev aflivet. Nogle af de fineste og dyreste amatørinstrumenter er linseteleskoper. De har fået løst tidligere tiders farveproblemer, og de er i stand til at give et meget kontrastrigt billede.

Efterhånden som teleskoperne blev større og større, så verden ud til at udvide sig. Astronomerne opdagede nye ting, hver gang de fik adgang til et større teleskop. De kiggede uden for vores Solsystem og opdagede fjerne tåger og hobe af stjerner.

MEN DEN NÆSTE STORE opdagelse, der for alvor udvidede verden igen, stod Erwin Hubble for, da han fandt ud af, at den tågede klat, Andromeda, ikke lå i vores egen Mælkevej. Han fik ganske vist aldrig helt præcist målt afstanden til vores nabogalakse, der indeholder milliarder af stjerner, men fastslog, at der var et stort rum uden for Mælkevejen, og verden var pludselig på vej til at blive nærmest uendelig i sin fysiske udstrækning. Og dog: I dag er astrofysikerne nået næsten ud til enden af det synlige lys, der stammer tilbage fra Big Bang for 13,7 milliarder år siden.

Det er en romantisk forestilling at tro, at astronomer sidder nat efter nat med øjet i et teleskop. For mens man teknisk kunne bygge større og bedre teleskoper, så var øjet i sig selv begrænsningen, for hvad man kunne se.

Astronomiområdet har gennem sin udvikling altid tiltrukket amatører, og de var til at begynde med altid ganske rige og havde råd til at bygge de teleskoper, som universiteterne ikke selv havde råd til. Men i slutningen af 1800-tallets England havde det også bredt sig til middelklassen, og det var ikke usædvanligt, at amatører også begyndte at tage fotografier.

I DAG ER PROFESSIONEL ASTRONOMI helt uden direkte øjenkontakt til rummet. For eksponerer man længere tid på det samme sted, kan fotografiet vise ting, der er usynlige for øjet selv gennem verdens bedste teleskop.

Det kræver til gengæld, at teleskoperne er i stand til at følge Jordens rotation, der får alt på himlen til at »flytte« sig. Det krævede god mekanik, og det gør det for så vidt stadig, men med computerteknologiens gennembrud er det blevet en overkommelig opgave, der nu muliggør, at selv forholdsvis billige teleskoper kan tage højde for Jordens rotation.

En moderne amatørastronom har som regel en opstilling, der selv er i stand til at finde de områder på himlen, han eller hun vil kigge på, og digitalfoto gør lange eksponeringer mulige.

På den måde er Universet rykket meget tættere på Jorden, og selvom byer i dag udsender så meget lys, at man stort set ikke kan se en stjerne på himlen, så er det fra de selvsamme byer muligt at tage dybe billeder af astronomiske fænomener.

PÅ GRUND AF GALILEO GALILEI’S observationer for 400 år siden er dette år af FN udnævnt til astronomi-år under navnet »Det Internationale Astronomiår 2009«.

Ideen er, at alle skal få en forståelse af vores plads i universet, og hvordan vores livs opståen og dagligliv er knyttet til universet. Lige fra de satellitter, der styrer vores GPS-system i bilen til den moderne videnskabelige viden om det sted, vi befinder os.

En af de store øjenåbnere har siden begyndelsen af 1990erne været det rumbaserede teleskop, Hubble. Det er i kredsløb om Jorden og kan uforstyrret af atmosfæren tage knivskarpe billeder, som ikke havde set deres lige trods det, at Hubble faktisk er en del mindre end de største jordbaserede teleskoper.

Hubble synger på sidste vers, og bliver i 2013 erstattet af James Webb Telescop (JWST), der kan samle syv gange så meget lys som Hubble. JWST er ikke et optisk instrument på samme måde som Hubble, men opererer i det infrarøde felt, hvilket giver mulighed for at »kigge« endnu længere ud i universet og dermed tilbage i tiden.

Men rumbaserede teleskoper har ikke for alvor afløst dem på Jorden. For mens der er begræsninger på, hvor stort og nøjagtigt man kan slibe et enkelt spejl, så bygges nye teleskoper med adaptiv optik, hvilket i praksis betyder, at de er samlede af hel masse spejle, der hele tiden kan justeres. På den måde »overvinder« de problemet med Jordens atmosfære, og de kan bygges meget store. De største spejldiametre er i øjeblikket omkring ti meter, men med ny teknisk kan man få spejle til at arbejde sammen på en måde, så opløsningen bliver større. Det største projekt er det europæiske Extremely Large Telescop (E-ELT), der vil får en opløsningsevne, som svarer til et enkelt spejl på 42 meter.

Det vil for alvor gøre vores verden endnu større, for det vil betyde, at mange af de jordlignende objekter omkring andre stjerner vil kunne ses, men helt sikkert også meget andet, for gennem de seneste 400 år har der været en nøje sammenhæng mellem udviklingen af teleskoper og nye opdagelser og erkendelser.